De danske sejlere var helt i top i flere klasser midt på ugen, men gled tilbage mod ugen slutning, hvor der alligevel tegnede sig muligheder for medaljer i 3-4 klasser.
Ida Marie Baad & Marie Thusgaard førte World Cup’en fra start, men blev pointmæssigt hentet af de brasilianske verdensmestre inden dagens medal race og var to point efter, da Medal Race startede.
Den friske vind var en fordel for Ida og Marie, som rundede første mærke i spidsen, og kom hurtigt langt foran. Nogle både efter ramte brasilianerne ramte første mærke og måtte tage en strafvending efter rundingen, og mistede en del både.
Ida og Marie holdt sig i front det meste af sejladsen og sejlede nok lidt forsigtig til sidst, da de var sikre på at guldmedaljen var i hus, og de sluttede som nr. to.
Jena Mai Hansen & Katja Salskov startede Medal Race som nr. 4, og var på en fjerdeplads efter første kryds men allerede oppe på andenpladsen efter første runde. De gav alt hvad de kunne og snuppede Ida og Marie på målninjen. Desværre var førstepladsen ikke nok til at nå op på tredjepladsen, som de missede med kun fire point.
Maiken & Anne-Julie Schütt, som for nogle uger siden vandt suverænt i Palma, sluttede som nr. 12.
Mistede bronze i medal race
Anne-Marie Rindom gik ind i medal race som nummer tre, og skulle for at fastholde bronze medaljen blot holde sig foran sin svenske konkurrent. Efter første runde var de to både næsten helt lige, så anden kryds kom til at afgøre medaljen, hvor de splittede efter bundmærket. Anne-Marie valgte højre side af banen, mens svenskeren gik modsat.
Efter andet kryds var svenskeren på andenpladsen et par både foran Anne-Marie, og de placeringer holdt til mål, hvilket betød at Anne-Marie endte på den ærgerlige 4.-plads, mens svenskeren i stedet snuppede bronzemedaljen for næsen af Anne-Marie, som faktisk startede ugen med at dominere klassen.
Sarah Gunni Toftedal kom ikke med i medal race og sluttede på 11-pladsen.
Ugens store overraskelser
Ugens helt store overraskelse har været Sebastian Fleischer, som opnår sin bedste placering nogensinde med en 5.-plads overalt, og det er ganske imponerende, at han har kunne holde sig i toppen af klassen hele ugen. Det bliver rigtig spændende at følge Sebastian det næste år frem mod OL.
I Nacra 17 har Lin Ea Cenholt & Christian Peter Lübeck også overrasket stort og har ligget nr. 2 det meste af ugen, men kunne ikke holde momentum mod slutningen af uge. De endte på 9-pladsen i Medal Race og dermed samlet en flot nr. otte i World Cup stævnet. Det er dog etganske imponerende resultat af besætningen, som kun sejler deres andet internationale stævne sammen, og deres første Medal Race.
For Allan Nørregaard & Annette Viborg fungerede det ikke rigtig det meste af ugen, og de sluttede som nr. 16, dog efter en anden- og tredjeplads i de sidste sejladser. Men langt fra et tilfredsstillende resultat for OL-bronzevinderen fra 2012.
Jonas Warrer & Anders Thomsen lå på andenpladsen inden de sidste dage, men pludselig dukkede der en række ikke-startede (DNC'er) op på resultatlisten lørdag. De sejlede ikke den sidste del af stævnet, idet Jonas Warrer skulle afsted til Qingdao for at sejle Extreme Sailing Series på den kinesiske båd. Så der røg den medalje i World Cup stævnet.
I den sidste klasse med danskere, Finn-jollen blev Mads Bendix nr. 20 og Stig Steinfurth nr. 33.