Udsættelsesflagene er sat for alle klasser og baner, og vi venter på, at søbrisen forhåbentlig kommer. Lokale siger, at den nok skal komme og med en styrke på måske op til 4-6 m/s. Danskerne i 49er, 49erFX, Finn og Nacra 17 skulle alle gerne sejle de sidste sejladser i deres Gold Fleet. Lykkes det ikke at få nogen sejladser, så mister Jonas Høgh-Christensen og Allan Nørregaard/Line Just muligheden for at sejle medal Race i morgen. På den anden side, så vil OL-nationspladserne i disse klasser være sikret.
Til morgen mødte vi 'Aarhus 2018' delegationen, som ankom i Santander i går eftermiddags.
2018 ISAF World Sailing Championships skal holdes i Aarhus – verdens største og mest betydningsfulde sejlsportsevent for de olympiske klasser gæster i 2018 Smilets By, Aarhus.
Forberedelserne er allerede i fuld gang, og i sidste uge var ’Aarhus 2018’ i Santander med en delegation på over 20 personer, for at opleve optakten til det store VM og suge viden samt erfaringer til sig.
Når vi taler med folk hernede, siger mange - med et stort smil på læben - at Aarhus allerede er mere forberedt, end spaniolerne nogensinde har været. Alle ved at mentaliteten i Skandinavien er, at man altid er i god tid og velforberedte, men man i Sydeuropa tager tingene med sindsro. Når man spørger hvordan det går med planlægning m.v., så griner de, og siger at eventen nok skal blive gennemført.
Den anden Aarhus delegation udgøres af::
- Thomas Capitani Nielsen – Sailing Aarhus, direktør
- Finn Lyck – Sport Event Aarhus, direktør
- Hans Skov – Byrådsmedlem og formand for Fonden for Sejlsports Centret
- Per Risvang – formand for Aarhus Sejlklub
- Niels Frølund – Formand for Sailing Aarhus samt Kaløvig Bådelaug
- Michael Vogelius – formand for Kraftcenter Vest
- Steen Rask Sørensen – projektansat i Sailing Aarhus
Senere i dag kommer også Rådmand Rabih Azad-Ahmad og Direktør Kirsten Jørgensen for Kultur og borgerservice, så kan opleve afslutningen på VM'et, inkl. de fire Medal Races i morgen - hvor Danmark ligger til at kunne vinde to medaljer.
Mange andre lande ville være mødt op med en række topfolk i nøglepositioner, mens vi i Danmark har en meget fladere organisationskultur, hvor ansvaret bliver delegeret. Da Santander organisationen blev anmodet om akkreditering af omkring 30 personer, var beskeden, at det slet ikke var muligt, og kun nogle få kunne få en fuld akkreditering med adgang til alt. Man kunne få adgang til 3 personer.
Det lykkedes at få akkrediteringer til alle, således at en bred skare af personer, de skal være med i organiseringen og planlægningen af forskellige områder i det store event i 2018.
Thomas Capitani Nielsen fortæller, at det er vigtigt for Aarhus at få et godt indtryk af, hvordan hele organisationen fungerer i Santander, og ikke mindst også se hvordan hele event området fungerer, hvor stort det er, logistik med biler, trailere, gummibåde, hvordan fungerer kontrolcentret, race management, måleteam, jury, pressecenter, forplejning m.v.
Thomas udtrykket det indledningsvis kort på denne måde: ”Look and Feel er ekstremt vigtigt, og at se volumen på eventen, hvor meget det hele fylder rent fysisk, tidsmæssige perspektiver.”
'Aarhus 2018' var i højt humør inden dagens planlagte møder og aktiviteter - Vi vil ikke sige (skrive), hvem det er der ligger og fjoller på La Duna. Foto Dan Ibsen
Alle de 30 danskere kommer hjem med en fællesoplevelse, og vil i meget højere grad være i stand til at gå i gang med opgaven derhjemme, i stedet for at nogle få personer havde været hernede og skulle fortælle alle andre om deres indtryk og videregive erfaringer og viden.
ISAF har hele tiden talt om, at man ønskede en ”compact venue”, men rent faktisk er der næsten 2,5 km fra den ene ende ved byens centrum til stranden i den anden ende, hvor Nacra 17 og RS:X er placeret,
”Det er alle pengene værd, at sende den relativt store delegation til Santander. Det har været en øjenåbner for os at se og opleve, hvordan denne event kan fungere i midten af en by”, tilføjer Thomas Capitani Nielsen.
Det kommer til at handle om, hvordan man i Aarhus får skabt et VM, hvor havneområderne og faciliteterne til sejlerne, sammen med andre aktiviteter kommer til at forbinde sejlsportseventen med bymidten, så der bliver et flow af borgere, som kommer ned og kigger på konkurrencerne.
”Det er ok med en fysisk stor venue, og det skal være noget positivt og kunne bruges til borgerinvolvering, involvering af kulturliv og kulturbegivenheder, kommunikation og promovering af sejlsport og så videre,” slutter Thomas Capitani Nielsen.
Læs også: Aarhus valgt enstemmingt som by for ISAF Worlds 2018