Jonas Warrer og Peter Lang har de seneste 12 måneder præsteret på et højt niveau med topresultater, blandt andet guld og sølv i ISAF Sailing World Cup sejladserne i Miami og Palma, hvilket er årsagen til at de har avanceret fra 3.- til 1.-pladsen.
Der er under 100 point til de efterfølgende besætninger, så hvis Jonas/Peter ønsker at fastholde 1.-pladsen kræver det topplaceringer i ”100 pointer” stævner samt i VM til september. Og man skal huske at top 6 kvalificerer sig direkte til ISAF World Sailing Cup Grand Finals til december.
New Zealænderne Peter Burling og Tuke Blair – OL-sølv 2012 og på Team New Zealand AC-holdet – har vundet de seneste fire stævner, de har deltaget i, men er endnu kun oppe som nr. 16. Men hvis de fortsætter på den måde, så kan de hurtigt true Warrer/Lang’s topposition på verdensranglisten.
Englænderne dominerer top 10 med 4 besætninger – for nogle år siden var det danskerne som ofte havde 3 besætninger i top 10, men brødrene Mads & Christian Lübeck har avanceret fra 21.- til 14.-pladsen, så det kan være vi kommer til at se dem i top 10 i løbet af 2014.
49erFX
Med sølv og bronze i de to seneste ISAF Sailing World Cup stævner i Palma og Hyeres er Ida Baad & Marie Thusgaard avanceret til 2.-pladsen på ISAF verdensranglisten.
Den brasilianske besætning Martine Grael & Kahena Kunze har konsolideret deres 1.-plads på verdensranglisten efter to meget sikre world cup sejre i Palma og Hyeres.
De andre danske 49erFX besætninger har gode muligheder for at sejle sig ind i top 10 i årets løb. Lige nu ligger Jena Hansen & Katja Salskov samt søstrene Maiken & Anne-Julie Schütt henholdsvis nr. 11 og 14.
Laser Radial
Anne-Marie Rindom har med en 3.-, 5.- og 11.-plads i årets tre ISAF Sailing World Cup stævner avanceret fra nr. 12 til 7. Så top 6 og kvalifikation til ISAF World Cup Grand Finals er bestemt indenfor rækkevidde i 2014.
Sarah Gunni Toftedal ligger nr. 10 og er avanceret fra 16, efter placeringer som 5-10-15 i årets world cup stævner.
Ingen andre danske sejlere eller klasser ligger pt. indenfor top 25 på verdensranglisten, hvor man tæller de 6 bedste resultater indenfor det seneste år på en ”rullende” basis, dvs. alle resultater som er mere end ét år gamle bortfalder. Der kan tælles max. tre world cup resultater samt VM, og herudover ”100 pointers” som i Europa specielt er EM samt stævnerne i EUROSAF Champions Sailing Cup serien.
ISAF World Sailing Rankings - www.sailing.org/rankings