Efter at have vundet tre sejladser på stribe i går, kom Ida Marie Baad og Marie Thusgaard ”igen ned på jorden” i dag, hvor de fik en serie på 19-12-3. De har fortsat gode chancer for at kunne vinde samlet, idet de kun er 4 point efter brasilianerne på 1.-pladsen, men er 28 point foran nr. 3.
”Den brasilianske båd har ført gennem hele stævnet. Man kan håbe, de er lidt nervøse, og det kan Ida og Marie udnytte. Jeg tror, de har en god chance for at tage sejren,” siger Dansk Sejlunions sportschef, Thomas Jacobsen.
I 49erFX er Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen på en samlet syvendeplads. De vandt en sejlads fredag og havde desuden placeringer som 9 og 14.
Maiken og Anne-Julie Schütt har desværre mistet list af pusten efter ellers at have leveret en række toppræstationer midtvejs i stævnet. Fredag havde de udelukkende tocifrerede placeringer. Samlet ligger de to Horsens-søstre på 13. pladsen.
Tre top 10 placeringer til Jonas & Peter
Jonas Warrer & Peter Lang sejlede 3 gode placeringer hjem i dag med en serie på 2-3-9 og ligger fortsat nr. 2 i ISAF World Cup’en.
Den gode nyhed var, at de har god afstand til nr. 3 som de nu er 14 point foran, men den dårlige nyhed er, at de førende New Zealændere med en 1-9-1 øgede forspringet til nu 21 point foran Jonas og Peter. Der skulle således være gode muligheder for Jonas & Peter kan forsvare deres 2.-plads, men det kan blive vanskeligt at vinde World Cup’en, idet New Zealænderne har været rigtig godt sejlende og har vundet 6 af de 14 sejladser.
”Jonas og Peter har en professionel rutine omkring deres sejlads, og i løbet af stævnet har de stabiliseret deres præstationer som en af de absolut bedste både. Det tegner godt for deres videre udvikling,” siger Thomas Jacobsen.
I 49er har brødrene Mads Emil og Christian Peter Lübeck desværre måttet trække sig ud af stævnet, efter at Christian Peter torsdag forstuvede den ene fod under et spilersæt.
To i Top 10 i Laser Radial
I Laser Radial er Anne-Marie Rindom og Sarah Gunni Toftedal fortsat i top 10, selvom de måtte indkassere sekundære placeringer i fredagens sejladser. De ligger henholdsvis nr. 5 og 8 sammenlagt inden finalesejladserne.
En medalje er til Anne-Marie er fortsat en teoretisk mulighed, men to top 10 placeringer i årets første stævne i Europe er et godkendt resultat, og tegner til en lovende sæson.
Ingen finalesejlads i Nacra
Allan Nørregaard og Line Just Emsvang havde før dagens sejladser en mulighed for at sejle sig ind i top 10, men med to dårlige placeringer som hhv. 24 og 22 rykkede de desværre i stedet fra nr. 11 ned til nr. 15 samlet.
Fremgang i RS:X
Sebastian Fleischer har stille og roligt sejlet sig op til nu en samlet 17.-plads blandt de 72 deltagere. Han har sejlet rigtig stabilt gennem hele stævnet udelukkende med placeringer i både de indledende sejladser samt i Gold Fleet mellem nr. 11 og 19.
Det er en fin fremgang, men han har også været myreflittig med træningen. Talenttræner Jan Christiansen har før sæsonstart sagt, at man nok burde holde øje med Sebastian i den kommende sæson.