World Sailing har bekræftet, at forbundet modtager støtte fra IOC for at afbøde virkningerne af COVID-19 pandemien indtil efter OL næste år.
World Sailing har som et af de første internationale forbund modtaget en andel af IOC’s bistandspakke på 150 mio. $ til internationale sportsorganisationer. Pakken ydes i form af donationer, lån og/eller forskud på de midler, som forbundene normalt modtager efter OL. I sidste måned fortalte IOC, at støtten ville ske efter en vurdering af behov fra sag til sag.
”At modtage støtten og opmuntringen fra IOC-præsident Thomas Bach betyder meget for World Sailing,” fortæller den danske WS præsident Kim Andersen. "Jeg ser frem til at fortsætte det store partnerskab mellem IOC og verdenssejlads med fokus på vores store sport og vores sejlere"
Problemerne for de internationale sportsorganisationer er opstået, idet de normalt modtager andel af OL-pengene i efteråret 2020, men på grund af udskydelse af OL i Tokyo til 2021, så ville mange internationale forbund få økonomiske udfordringer, især de forbund hvor OL-midlerne udgør en stor andel af deres årlige driftsbudget.
World Sailings andel af OL-pengene udgør omkring 50% af forbundets årlige indtægter, og derfor er dette forskud helt afgørende for World Sailings fremtidige drift, idet man allerede budgetterer med et underskud, ligesom man i sidste regnskabsår også havde underskud. World Sailings økonomi er gennem de seneste tre år blevet belastet af reducerede sponsorindtægter, en dyr flytning af kontorerne til London samt store udgifter den nu afgåede CEO.
En række andre internationale forbund står med samme udfordringer som World Sailing, og er helt afhængige af midlerne fra De Olympiske Lege til forbundenes drift. IOC har fokus på, at forbundene i fremtiden skal have som mål at gøre sig mindre økonomisk sårbare, og skal arbejde på at øge sin egenindtjening. Det er også vigtigt for en sportsgren, hvis man skulle forlade OL-programmet på et tidspunkt.
World Sailing har ikke offentliggjort ikke hvilken form for støtte man modtager, men som nævnt er der tre muligheder, enten i form af donationer, lån og/eller et forskud på OL-pengene
Dermed kan World Sailing fortsætte planerne for at udvikle og fremme sejlsporten og levere de højeste standarder for OL i Tokyo 2020 og i Paris i 2024.
World Sailing havde forventet at modtage 15,1 mio. $ fra sin andel af Tokyo 2020 omsætningen i september, hvor man normalt fordeler disse indtægter over de næste 4 år til følgende olympiade.