Faurby Yacht har gennem flere år haft forespørgsler på en større Faurby sejlbåd end hidtil bygget. Ønskerne er blandt andet plads til tre store kahytter i en båd, der stadig er lang, slank og smuk, som det forventes af enhver Faurby sejlbåd – og hvor de fantastiske sejlegenskaber samtidig bevares. Behovet efterspørges af kunder, der har ønske om at sejle længere som familie eller kunder, der ønsker at kunne byde forretningsforbindelser med på en sejltur.
Bådene håndbygges på værftet i Lunderskov ved Kolding i Danmark, hvor skrogene støbes og hvor skotter, døre og andre træ-dele alle fremstilles på værftet i kompromisløs kvalitet. Fremstillingen af formene er påbegyndt, og den første båd skal leveres i april 2018.
Slank og let trods 46 fod
Faurby 460E er designet til at være slank og hurtig. Den vejer 10-30% mindre end sammenlignelige både – og er dermed hurtigere og nemmere at håndtere for en lille besætning. Alligevel byder den på god plads til seks voksne om bord, og vil sejle fantastisk på alle kurser.
Skroget der er støbt med vinylester, med bundramme i stål og den ”direkte” opbygning, hvor skotter og anden aptering bygges op og støbes fast direkte på skroget, betyder, at Faurby 460E er en let, stærk og stiv båd.
Faurby opfylder drømme
Opbygningen og designet af enhver Faurby-yacht tager udgangspunkt i en forståelse af den kommende ejers drømme, ønsker og behov. ”Vi gør en stor indsats for at forstå vores kunder, og det individuelle behov de hver især har for, at kunne opfylde deres drøm om en sejlbåd. Vores sejlbåde bygges dermed altid fra bunden med hver kundes helt egen signatur", siger indehaver og direktør fra Faurby Yacht, Thomas Dan Hougaard.
Trods et skrog med slanke linjer konstrueres Faurby 460E således, at den kan opfylde alle ønsker for speciel indretning. Der bliver mange muligheder: Man kan vælge én eller to agterkøjer, agterkøje som værksted, én eller to toiletter, salon med eller uden stort navigationsbord, pantry i styrbord eller et klassisk L-pantry i bagbord og som altid eget valg af træsorter, udseende på skabe og låger osv.
”Vi har vores eget støberi og snedkerværksted, og de dygtigste bådebyggere, så alt er muligt", siger indehaver og direktør fra Faurby Yacht, Thomas Dan Hougaard.
Den nye Faurby 460E i hovedpunkter
- Typisk Faurby – Lang, slank og smuk med fantastiske sejlegenskaber på alle kurser.
- Bygges individuelt i kompromisløs kvalitet med hver kundes helt egen signatur.
- Støbes og bygges i Danmark.
- Kan håndteres af en lille besætning, men har rigeligt plads til seks voksne.
- Stort rent dæk og alle trimliner er ført tilbage til styrmanden.
- Indretning efter ønske.
- Lys og venlig med masser af naturligt lys gennem de mange og store vinduer.
- Masser af skabe, skuffer og stuverum, samt sejlrum i forskibet.
- Specielt udviklede køl og ror med reduceret vandmodstand og endnu bedre kontrol, som er baseret på erfaringerne fra Jesper Bank båden.
- Køle med stor blyvægt placeret i bunden for stor stabilitet.
- Design: Faurby Yacht og konstruktør Lars T. Olsen, Danish Marine design.
Projektet kan følges på Facebook og vil løbende blive dokumenteret med billeder og beskrivelser.