Byggenummer ét, som vi var på vandet med i dag som det første medie her hjemme, er på vej til New Zealand. Her skal ejeren bo i båden med sin familie. Båden leveres med både Furlerboom og racingbom, og skal benyttes både som familiebolig og kapsejladsbåd. En ret sjælden kombination - men én som siger ret meget om det potentiale, som Xp-55 er født med.
Xp-serien har fået sin helt egen visuelle signatur. Foto: Øyvind Bordal
Hurtig turbåd
"Det er primært en turbåd, den er bare bygget til at sejle rigtig, rigtig godt", fortæller Niels Jeppesen, som var med på turen. "Og hvis man vil sejle kapsejlads, så kan den også klare sig godt dér. Men de fleste vil primært sejle på tur med en båd som denne. Desuden handler det også om udseendet - mange af vores kunder er faktisk optaget af at eje en rigtig smuk ting".
Knapt syv millioner kr.
Vi cruisede let afsted i 8-9 knob, med 3DI sejl og et helt særlig cockpitlayout. Her er kun et lille kig - vores abonnenter kan snart nyde den fulde rundtur i en virkelig pragtfuld båd. Det sker både i vores trykte magasin og her på nettet. Og med en pris på 6,7 millioner kroner - inden man tager fat på ekstraudstyret - er en rundtur i ord og billeder nok det nærmeste de fleste af os kommer.
Cockpitdesign der gør båden shorthanded-egnet: Alle liner kører tilbage til to spil ved rattet. Det samme på styrbord side. Udsynet fra det høje, brede agterdæk hen over det lave ruf er formidabelt. Foto: Øyvind Bordal