Foran os ligger en sporty båd på 7,90 meter med den helt nye Suzuki-motor på hele 300 hk! (Hvor mange heste har din bil?) Som udgangspunkt høres motoren meget på RIB’er af denne størrelse og for at sige sandheden – en vis usikkerhed melder sig. For ærlig talt – vi har sejlet RIB’er, som har været overmotoriseret, og så kan oplevelsen blive usædvanlig nervepirrende. Heldigvis har båden foran os solide sæder – såkaldte ”jockey-sæder”, hvor man sidder eller halvstår med et ben på hver side. Et langt bedre alternativ end bænke, hvor man ikke får sidestøtte, når det begynder at gå hurtigt ude i bølgerne og rat og kontrolboks bliver eneste faste holdepunkt i tilværelsen …
Vi hopper om bord og får en masse salgsgas om, hvor god båden er, og hvor godt den sejler – bl.a. takket være en ekstra servostyring på netop denne båd. Der er jockey-sæder bag konsollen, og båden bruges bl.a. til oplevelsesture for firmaer og andre grupper. Vi har hørt meget salgsgas før. Og mange gange blevet skuffet, når man sætter fart i skuden.
Med en smule skepsis vrider vi tændingsnøglen, og må endnu en gang konstatere, at Suzuki har lavet en motor, som går utrolig stille i tomgang. Den kan knap nok høres! Og under motordækslet ligger altså 300 hk og venter …
Båden er udstyret med Suzukis nye, elektroniske kontrolboks. Overførslen mellem kontrolboks og motor er ”fly-by-wire”. Altså ingen kabler som i gamle dage. Elektroniske kontrolbokse har vi prøvet mange gange. Og med bl.a. Volvo Pentas elektroniske kontrolboks frisk i erindringen sætter vi forsigtigt i baggear og venter på, at tidsforsinkelsen bliver overstået. Men sådan er det ikke med denne boks! Baggearet sætter ind med det samme – kontant og blødt. Man får gradvis lige det omdrejningstal, man ønsker.
Vi er fri, og så er det fremad. Akkurat samme oplevelse. Det hele fungerer så præcist, at vi fortsætter med at koble ind og ud – bare for at lære kontrolboksen at kende. Til lykke, Suzuki – denne elektroniske kontrolboks fungerer perfekt! Havnemanøvrerne bliver nemme og lette at kontrollere, selv om der er 300 hk bag på. Når det fungerer sådan, kan vi også blive fans af elektroniske kontrolbokse.
Sejlegenskaber
Vi stikker ud af havnen og giver gas. Motoren svarer spontant. Man mærker, at der er store kræfter i gang, men motoren er ikke rå og hidsig som hos de gamle to-taktere. Man får præcis den power, man vil, og igen må vi give ros til en kontrolboks, som gør det let at sejle rigtigt i bølgerne. Der er tilpas modstand i håndtaget, og man kan tage gassen af eller give mere med direkte svar fra motoren. Eller præcis som det skal være, når man sejler aktivt og hurtigt i grov sø.
Efter kort tid føler vi os sikre på båden. Den skærer blødt og behageligt gennem bølgerne. Den går tørt, er let at trimme og lander utrolig behageligt efter en lufttur. Den stikker ikke stævnen i vejret, men ligger i en flot vinkel, når der kommer hop, efterhånden som bølgerne bliver større og længere. I medsø får man normalt bedre svar på, hvordan skroget opfører sig. Det gør vi også her, og snart må vi indrømme, at det ikke var pral, vi blev præsenteret for i havn, men fakta. Denne RIB er en af de allerbedste, vi har sejlet. En vigtig årsag er den meget præcise styring. Båden leveres med hydraulisk styring af mærket SeaStar. Testbåden har en el-dreven ”power assist”, som gør styringen mere præcis og let. Samtidig bliver den ikke overfølsom, og samlet set bliver båden nem at kontrollere.
Vi presser båden ind i meget skarpe sving og venter på, at den skal slippe. Men får besked på at kaste den ind i endnu mere halsbrækkende sving fra høje hastigheder. Båden tager udfordringen i stiv arm og kommer ikke med en eneste overraskelse. Vi kan skrive endnu flere pluspoint i bogen. I fuld fart går det et godt stykke over 50 knob, og så mærkes fartvinden godt nok. Her kunne det være ønskeligt med et lidt højere vindspejl.
Indretningen
Båden kan indrettes på flere måder – med forskellige sædekombinationer og konsoller. Det er op til den enkelte køber, hvordan han vil have båden. Producenten ligger i Sydafrika, og rundt om Afrikas Horn er der barske forhold med vanskelige strøm- og bølgeforhold. Her er RIB’erne mere almindelige, og netop de krævende forhold til vands har antagelig været med til, at mange kendte RIB-mærker produceres her. Vor testbåd er den største i serien, og producenten bygger både til fritidsbrug, redningstjeneste og kommercielt brug. Skroget har en dyb V-bund og er patenteret med specielt udformede bundlister. På fagsprog kaldes de ”Reverse Scallop Shines”. Men navnet betyder ikke så meget – bare det giver gode egenskaber i praksis. Pontonerne er lavet i Hypalon og har specielle overtryksventiler, som automatisk regulerer lufttrykket, når lufttemperaturen stiger.
Bådene leveres med et meget omfattende standardudstyr. Kortplotter, lyskaster, ekkolod for at nævne nogle. Filosofien er, at dette er vigtigt udstyr, og hvad man har behov for – derfor er det standard. På den anden side gør det båden dyrere, men man loves, at man får en båd, som er velbygget, solid og færdigtestet. Det kan vi ikke dokumentere, men der var ingen mislyde under testsejladsen og den kraftige targabøjle i rustfrit stål er i solide dimensioner og virker godt fastboltet.
Konklusion
Denne omtale er mere end normal positiv, men vi kan ikke andet end konkludere, at denne RIB er en af de allerbedste, vi har sejlet. Den nye kraftmotor fra Suzuki er også en god oplevelse og er med til at give det positive helhedsindtryk. Når man ydermere kombinerer flot styring med en perfekt kontrolboks, sidder man tilbage med et bådkoncept, som fungerer. Er du på jagt efter en RIB med frække sejlegenskaber, vil vi klart anbefale en prøvetur. Så forstår du, at vi kan stå inde for det, vi skriver. Når det gælder kvalitet og holdbarhed, må producenten stå inde for den side af sagen. 300 hk på hækken kan høres, men med bådens egenskaber kan vi ikke se, hvorfor man skal vælge en mindre motor.
+ Sejlegenskaber
+ Kontrolboks/styring
+ Superpakke båd/motor
- Lidt kedelig styrekonsol
- Vindspejlet kunne godt være højere
- Kvalitet har sin pris
Længde/bredde: 7,80/2,55 m
Vægt, testbåd/lasteevne: 1575/1200 kg
Lasteevne, antal personer: 14 stk.
Motorstørrelse, maks.: 300 hk
Pris testbåd, båd og motor: 482.000 kr.
Producent: Cape Boats International
Forhandler: RIB Boat Scandinavia ApS tlf. 61 71 44 49
www.rib-boat.eu