De to drengeansigter siger alt: Spænding, begejstring og ægte sejlglæde. Thomas på 10 år og Adam på syv i en mini-RIB på Århusbugten i frisk pålandsvind. En Double-O - 310 med en 9,9 hk firtakter, to-sædet styrekonsol med rat, instrumentbræt og vindspejl.
”Den er bare så sej,” sagde Thomas efter en times sejlads i de krappe søer. ”Sådan en kunne jeg bare godt tænke mig at ha”. Og Adam tilføjede med strålende øjne: ”Den sejler herre-lækkert. Må vi tage en tur til?” - og uden at afvente svaret - ”Nu er det min tur til at styre!”.
Double-O ligner fuldstændig en af de rigtige store RIB’s som sejl-coach’ene, umpirerne og Frømandskorpset bruger.
Den er bare mindre. Den Thomas og Adam prøvesejlede er kun 3,10 m lang. Men den fås skam endnu mindre: 2,70 m med rat og styrekonsol - men det kan også blive for småt - det vil jeg se og prøve før jeg tror det.
310’eren vejer 68 kg uden motor, må laste 600 kg inkl. 3,5 personer og kan bære op til 15 hk. Men så kræver det, så vidt vi kan regne ud, et speedbådskørekort. Og som det fremgår af billederne af båden med drengene, så er 9 hk alt rigeligt - og ikke mindst lovligt.
Double-O er bygget i Østen, udviklet og samlet i Fåborg på værftet af samme navn. 50% af Double-O ejes af folk fra Tuco-værft, som bl.a. bygger luksus-yachter og hurtige kapsejladsbåde. Og oprindelig er den da også tænkt som en handy, lille RIB-tender, som lige kan svinges ud fra agterdækket på en større lystyacht.
Men da den så stod færdig, kunne alle pludselig se den lille båds potentiale, ikke bare som tender, men som en ægte RIB til en billig penge for den, der vil give afkald på størrelsen. En båd, der ikke er større, end den kan løftes af to mand og ligge på en tagbagagebærer eller surret til en almindelig, jysk autotrailer (det var netop på en almindelig autotrailer den vi prøvede var kommet fra Faaborg til Aarhus, fordi den rigtige bådtrailer endnu ikke var blevet indregistreret).
En børnejolle til motorinteresserede børn
Og ikke mindst som børne-jolle. Hvorfor er det kun børn, som er interesserede i at sejle med sejl, som kan vælge mellem flere forskellige jolletyper? Hvorfor ikke en børnebåd til drenge og piger, som gerne vil lære at sejle med motor? Thomas og Adams henholdsvis store og tvillinge-søster, Rikke og Aida var, da de endelig fik lov at prøve, mindst lige så vilde med at sejle Double-O, som deres brødre. Alle fire børn kommer fra sejlende familier, og har sejlet med siden de blev født, ligesom de alle fire sejler Optimistjolle på forskellige niveauer. Selv med et par velvoksne sejlere om bord, går det lille fartøj pænt gennem vandet med en 9 hk motor. Naturligvis ikke så levende, som da de to lette drenge sejlede den, men rigelig hurtig i de krappe, høje søer, som den er utrolig nem at styre i, og som den hele tiden får stævnen sikkert op over, selvom man indimellem frygter, at den dykker. Og tænk så på, at en 9 hk har svært ved at bruge mere end 3,5 liter benzin i timen. På andre RIB’s sidder der fra 40 til 100 hk eller mere på agterspejlet, og sådan nogle karle er helt anderledes tørstige på timebasis.
Pæn finish og kvalitet
Bådens finish på glasfiberen, sammenføjninger og beslag er glimrende dansk håndværk, når det er godt. Tilsyneladende er gummibåds-pølsen rundt om båden af samme høje kvalitet. Men jeg kan ikke vurdere holdbarhed og følsomhed over for bl.a. UV-stråler på gummibåde, men det skulle ikke undre mig, om det er OK.
Båden leveres med to-sædet styrekonsol med rat og vindskærm med rustfri stålbøjle, permanente årer, luftpumpe, batteri, lappegrej, stævnboks, fortøjnings- og løfte-øjer i skrog og hæk, 9,9 hk firtakter Yamaha V-Max-junior, godkendt landevejstrailer. Pris inkl. moms 38.000 kr.
Som ekstraudstyr fås targabøjle med navigationslys, brændstofmåler, fartmåler og indbygget brændstoftank. (Thomas og Adams øjne lyste ekstra, da de hørte om targabøjlen). Hvis det var mine børn, der skulle sejle med båden, ville jeg også montere en afskærmning rundt om propellen - just in case.
Ingen dårlig samvittighed
Mens vi står og taler med børnene om den lille RIB, kommer Rikke og Thomas’ mor for at se på båden. Hun spørger interesseret til priser, trailingsmuligheder, vægt og motorstørrelser. Hendes interesse for båden får hendes to børn til at se meget forventningsfuldt på hende.
”Nej ikke til jer. Den skal være til mig, når jeg er ude at se på jer sejle Optimistjoller. Den er let og handy, jeg kan selv sætte den i vandet, og frem for alt behøver jeg ikke undskylde og have dårlig samvittighed for ikke at tage de andre Optimist-forældre med ud at se på børnene,” siger hun og tilføjer. ”Så kan I måske få lov at prøve den en gang imellem, hvis I altså opfører jer ordentligt.”
Længde: 3,09 m
Vægt: 68 kg
Tube-diameter: 42 cm
Luftkamre: 3 stk.
Kapacitet: 600 kg
Motorstørrelse: maks. 15 hk
Pris: Inkl. 9,9 hk Yamaha, styrekonsol, årer, pumpe og godkendt landevejstrailer. 38.000 Kr.
Bygget: tlf. 70 26 02 01,
Double-0, Krogsbjergvej 2, 5600 Fåborg,