Askeladden 805 Commuter



            <br />

Endelig - vil mange sige - er Askeladden kommet med en smart helårsbåd med styrehus. Det er også den største model fra den norske producent, der er er en del af Brunswick-koncernen og derfor er det en sort Mercruiser-motor, der ligger under dørken.
For en producent af mindre både er en ny model på otte meter en ”stor” båd og et betydeligt skridt op i størrelse. Modellen havner i markedets kompaktklasser. Tænker man fra mindre både og opad, er der på den positive side mange detaljer man kan få plads til mens det hele ofte trækkes ned ved alt for meget indretning i en moderat båd-størrelse. Netop det præger båden på en række punkter. Den er meget kompakt både indvendig og udvendig. Designet på styrehuset er moderne og set i forhold til de finske konkurrenter er den meget innovativ. Konceptet er i øvrigt en ”walk around”-løsning hvor fordækket er hævet et trin for at give mere plads under dæk. For at give båden særpræg og skabe et bedre image end konkurrenterne, er 805 Commuter udstyret med en lille RIB-pølse i stedet for en ordinær fenderliste.

Indretning
Styrehuset har en fører- og passagerstol hvor man sidder godt med fint udsyn. Længere agterude er der en U-formet siddegruppe som kan konverteres til en dobbeltseng. Siddegruppen er fleksibel hvor en hynde i midten skal fjernes for få direkte adgang til agterdækket gennem en skydedør i bagvæggen. Under styrbord bænk er det plads til en fryseboks. Pantryet, der er placeret foran instrumentpanelet ved passagerstolen, er kompakt med en vask og et enkelt kogeapparat. Køleskab er standard. Der er fin ståhøjde i styrehuset.
Under dæk har man fået plads til en V-køje forude. Her skal ilægges en hynde for at køjen bliver stor nok til to personer. Toilettet er placeret til styrbord. Takket være en skydedør er det fint, bådstørrelsen taget i betragtning. Det ophøjede fordæk giver båden god plads under dæk. Overskydende plads er maksimalt udnyttet til skab og stuverum.
Under det selvlænsende agterdæk ligger maskinrummet. Agterdækket er passende stort, rektangulært og med plads til et par solsenge eller løse stole og et bord. På prototypen var rælingen på agterdækket lidt lav - den agterste bør i al fald hæves for at give bedre sikkerhed. Midt i agterspejlet er en låge og udgang til badeplatformen. Sidedækkene fungerer fint og er akkurat brede nok til at man kan gå langs styrehuset. Men fortryder man undervejs, er der for lidt plads til at få skoene (str. 43) vendt.
Styrehuset har buede, fremoverliggende vinduer. Det giver et godt udsyn. Tryk på knappen og den store skydeluge i taget åbner sig elektrisk. Selv om styrehuset er kompakt, er der hele tre skydedøre. En agter og en i hver side. Sammen med taglugen giver det udmærket ventilation på varme dage og gør det nemt at komme ud på dækket. Men skydedørene holder akkurat de nødvendige mål og skal hele tiden lukkes, låses og holdes ved lige. Tanken bag er god, men tre døre i et så lille styrehus virker lidt voldsomt.

Konklusion
Totalt set er Askeladden 805 et frisk pust med et frækt design og flere nye detaljer. Man har valgt en løsning med to 1,7 liters turbodiesler fra Mercruiser på 116 hk. På plussiden kan man selvsagt påføre større sikkerhed. Men der er flere minusser. To små motorer giver en fordyrende og kompliceret installation, dobbelt så stort vedligehold og med hensyn til støj et klart minus - to motorer støjer mere end en!! Ydermere skal man presse to sæt instrumenter og dobbelt motorkontrol ind på instrumentpanelet. Det hele bliver meget kompakt på grænsen til trangt. At MerCruisers motorkontrol er så stor at den passer bedre på en 100.000 tonner gør ikke sagen bedre. På en båd som Commuter, der bruges store dele af året, skal man også have plads til kortskærme, radar og andet udstyr. Netop derfor gælder det om at udnytte hver eneste kvadratcentimeter.
Laver man en nøgtern vurdering, er vi overbevist om at en enkel turbodiesel vil være den rigtige installation til denne båd.
En prototype er aldrig en færdigudviklet båd og derfor er Askeladden-teamet allerede i gang med en række detaljeforbedringer. Ud fra dette skal vi vente med en totalvurdering. Men et båd med styrehus giver et helt nyt støjbillede. På en åben båd er det hovedsagelig vindstøjen, der dominerer. Når man sidder inde i et styrehus er vindstøjen væk og et helt nyt lydbillede opstår. Man hører motorstøjen langt bedre og den flytter sig fremover i båden. Til og med skrogstøjen fra bølgerne mod bunden hører man. Vi kan kun fastslå at på det punkt må der gøres noget og det arbejde er allerede sat i gang.
Båden har en topfart på ca. 32 knob og en god marchhastighed ligger på 22-25 knob. Båden har en markant planingstærskel, men kræfter nok til at komme fint om at plane. De to motorer har mere styrke lige præcis når båden skal op og plane, så der får twin-installationen et plus. Båden trimmer fint på drevene og 805’eren får forskibet fri med drevene nogle grader ude. En positiv egenskab er bådens gode greb i sving. Selv i korte sving var der ikke tegn på kavitation. Det er normalt et problem med to motorer. Ved hjælp af en bovpropel manøvrer båden uproblematisk i havn.
På vores prøvetur måtte vi nøjes med en lille sø og sejlads på hækbølger fra større både. Det klarer båden godt - uden hårde slag. Bådens stærkeste kort ligger i optimal indekomfort i alt slags vejr - kulde og regn er ikke længere noget problem. Og netop her er vi ved bådens absolutte kerne: Det er en udmærket båd, når man skal fra A til B eller ud på opgaver selv om vejrguderne er i det dårlige hjørne.
Mere end noget andet er dette en båd, som kan bruges på samme måde som en bil - eller rettere en 4x4 som kan takle barske forhold.
Til to personer kan båden godt bruges til længere ture, men køjen i styrehuset må ses som en nødløsning for en nat eller to. Siddegruppen i styrehuset kan ikke præcis kaldes gedigen. Vor konklusion er at 805 Commuter er godkendt som turbåd for to, og er perfekt som aktivitetsbåd til f.eks. dykning, men det den er bedst til er som en hurtig transportbåd for 5-6 personer. Både forår, sommer og efterår.

Udstyr
Askeladden 805 Commuter bliver bygget i Polen. Netop derfor er det lidt overraskende at prisen starter på 799.990 kr. med 220 hk. Med to motorer som prototypen bliver prisen 849.990 kr. Dertil kommer det nødvendige udstyr. Dieselvarmer koster 19.900 kr. og skal man have ankerspil, lyskaster, bovpropel, radar, fryseboks og landstrøm bliver merudgiften 100.000 kr. Vil du have TopLine-pakken med trimplan, elektrisk soltag, sprinklere, defroster og kortplotter må du slippe yderligere 105.000 kr. For en veludstyret Commuter havner man altså på godt en million kr.
Vi må konkludere efter vort første møde med Commuter, at den er smart at se på men også kompakt. Derfor bliver vi heller ikke forundret hvis Askeladden i løbet af et år eller to overfører nøjagtig samme koncept til en større båd på op mod 10 meter.
Det er uretfærdigt at kritisere detaljer og finish efter at have prøvesejlet prototypen. Vi nøjes med at sige at vi glæder os til en rigtig testtur med en 805 Commuter med en 272 hk motor, professionel lydisolering, højere ræling, lettere styring og lidt bedre organisering af rat, kontakter og instrumenter. Vi er ikke i tvivl om dette kommer i den produktpleje enhver prototype må igennem. Nyheden er spændende nok. Nu er handsken kastet i udfordringen mod de finske både.

Askeladden 805 commuter
Længde: 7,99 m
Bredde: 2,70 m
Vægt: 3200 kg
Køjer: 2+2 stk.
Motor: 116 hk
Prototype 2 x Mercruiser 1,7 liter diesel.
Brændstoftank: 300 l
Maks. antal pers: 9 stk.
Pris med 220 hk: 799.990 kr.
Pris som prototype: 849.990 kr.
(twin 1,7 liter)
Pris med 272 hk: 874.000 kr.
Dieselvarmer: 19.900 kr.
Bovpropel: 29.900 kr.
Søgelys, fjernbetj.: 6900 kr.
Bundmaling: 7000 kr.
TopLine Pakke: 105.000 kr. (trimplan,
elektrisk soltag, elektrisk toilet, sprinkler, defroster og Raymarine C 120 kortplotter og DCM ekkolod).
Producent: Henrik J. Askviks Sønner, Bergen.
Importør: Ketner Outdoor A/S, tlf. 43 27 11 66.


+ Moderne design
+ Hård RIB-fender
+ Udmærket transportbåd

- Kompakt
- En motor passer bedre
- Totalpris med ”nødvendigt” udstyr






★ Artikel

★ Lamineret cockpitarm og timevis af lakering

★ Interview & Portræt

★ Portræt: Ny kaptajn ved roret i Dansk Sejlunion - Anders...

★ Test af motorbåd

★ Test: Bayliner V20 - Sjov og rummelig

★ Artikel

★ Vendée Globe: Nedtælling til verdens hårdeste...

★ Artikel

★ Rita IV: En konge værdig

★ Test af motorbåd

★ Test: Delphia 10 Sedan - Slowboat til gode oplevelser

★ Interview & Portræt

★ America's Cup: Dansk civilingeniør stadig en af de mest...





Udvalgte artikler *


Produktnyt

Hvis der er noget vi glæder os til...

USA: GM ind på markedet for e-motorer

Der er en ny kat i byen