Dejlig ødsel indretning
Kan man virkelig lave en ”daycruiser” på 34 fod? Naturligvis kan man det, skønt traditionelle motorbådsejere sikkert ville korse sig over det fråds, der foregår når man laver et enormt, åbent cockpit med en mageløs badeplatform i langt over halvdelen af bådens længde, hvor man sagtens kunne have fået plads til både agterkahyt, salon med pantry og havnekik og styrehus med flybridge.
Det er netop ødselheden ved denne ud-førelse, som gør Windy 34 Khamsin til sådan en attraktiv båd. Man har ikke anstrengt sig for at skovle en masse funktioner ind på den disponible plads, men tværtimod givet den et interiør, der ånder af ro og overlegent håndelag. Cockpittet har dobbelt og enkelt styrestol fremme ved skottet, hvor man entrer kahytten gennem en skydedør. Bag styrestolene er der i styrbord et stort siddearrangement med en bagudvendt topersoners sofa med ryggen mod styre-stolene, vendt imod en flot U-sofa agter. I bagbord er der en lille bar med køleskab og vask. Sofaerne i styrbord kan kobles sammen til en enorm solseng uden det sædvanlige besvær; det sker elektrisk. Der er et godt langsgående gangareal i cockpittet, så mange gæster kan færdes uden at komme i vejen for hinanden.
Og plads under dæk!
Under dæk er Khamsin’en naturligvis ikke en daycruiser, for i en 34 fods båd er der masser af plads og rimelig hovedhøjde på 1,79 cm, og kahytten har en flot stævnsofa, der kan omdannes til en 2 personers køje. Der er et nydeligt lille pantry, et flot bad/toilet og en ødsel dobbeltkøje ind under cockpitbunden. Der kan sejles tur med fire personer, men signalet er egentlig klart. Den er en daycruiser, med overnatningsmuligheder, bare i lidt rigelig størrelse og med et ekstraordinært godt cockpit. Til energisk dyrkning af udendørsliv.
Jeg kan kun se én bagdel ved en båd af denne type. Den er i bund og grund født til at ligge i et bådeskur, så man slipper for at håndtere den umanerligt store kaleche, som skal pakkes ud og ind før og efterhver sejlads. Der er al mulig grund til at huske badetøjet!
<br />
Windy 34 Khamsin
Konstruktør: Hans Jørgen Johnsen
Længde 10,36 m
Bredde 3,20 m
Vægt 4900 kg
Brændstof 700 l
Vand 200 l
Spildevand 120 l
Maskiner:To stk. Volvo Penta KAD 300 DP-G á 285 hk
CE-godkendelse Kategori A
Pris ab værft 1.909.000 kr.
Import og salg:Tempo Bådsalg, tlf. 43 73 73 95.