Her er gummibåden, der venter på den rigtige mand.
Zodiac Ribster 400 er bygget til et ret specielt behov, og selvom den muligvis ikke er for det helt store publikum, er den interessant, fordi der kan ligge starten til en spændende udvikling i bådtypen: En RIB-gummibåd - RIgid Bottom - med stiv bund, som kan skilles ad og transporteres bag i en bil, hvor en rigtig RIB kræver en trailer.
Udover at man slipper for at købe trailer og montere anhængertræk med tilhørende syn, er der visse praktiske elementer i dette. Der er f. eks. chancen for at spare færge- eller brobilletter, hvis man vil have den liggende i perioder ved sit sommerhus, ligesom Ribsteren heller ikke stiller så store krav til opbevaringsplads som den ægte vare, når den ikke er i brug.
Det lyder jo godt.
Men lad os slå fast med det samme: Den adskillelige Ribster passer altså ikke ned i bagagerummet på en Golf, og den gøres heller ikke sejlklar på et kvarters tid, som man kender det fra andre bagagerums-gummibåde. Regn med godt og vel halvanden time til at samle den adskilte båd, få styrepult og motor monteret og fartøjet søsat.
Yes, den sejler som en rigtig RIB
Zodiac Ribster er egentlig "bare" en fire meter lang gummibåd, der har fået tilføjet en stiv V-formet glasfiberbund i tre sektioner, som skydes ind under bunden på et par kraftige gummivulster. Konstruktionen er lavet som en rigtig RIB, så den tager vand ind i kammeret under bunden ved stilleliggen. Herunder er den dejligt tung og stabil, og det tager kun et øjeblik for vandet at løbe ud i accelerationsfasen.
Oppe i planingsfart fungerer Ribsteren som en rigtig RIB, den sejler godt i planing og man mærker ikke umiddelbart noget til, at bunden ikke er så stiv som en helstøbt bund. Men selvom bundpladerne overlapper godt i samlingerne, siger ét eller andet mig, at man ikke skal stille den på samme opgaver som forbilledet, som man netop kan sejle i hård sø med nærmest sadistisk fryd.
Testbåden var udstyret med 30 Hk motor, hvilket bringer den over grænsen for speedbådskørekortet med dens 4 meters længde, men Ribsteren må sejle med 25 Hk, hvilket vil være rigeligt til den knap
150 kg. tunge båd.
Testbåden led af en forglemmelsesfejl fra fabrikkens side, at agterspejlet ikke havde den rigtige højde til motorbenet, hverken til kort eller langt, så motoren ikke kom ned i den rigtige højde i forhold til bunden. Dette forhold vil blive rettet til salgsmodellerne.
Zodiac Ribster 400
Længde: 4,00 m
Bredde: 1,83 m
Vægt: 95 kg
Bæreevne: 7 personer
CE-godkendelse: Kat. C
Max motorstop: 40 Hk
Pris ex. motor: 34.500 kr.
25 Hk motor: 19.000 kr.
Import:
Uni-Safe, Kbh. S,
tlf. 32 58 16 15