Sjovt, som en anderledes båd kan påvirke fantasien.
Den danske Fishbone Open Air er en åben speedbåd. Bortset fra styrepulten og motorkassen er den nærmest tom. Ved første blik spørger man sig selv: "Hvad kan man egentlig bruge den til?"
Men knap er man steget ombord, før ideerne myldrer frem: Vandski og badning. Familieudflugter til ubeboede øer. Øllede fisketure med drengene. Ud og se på kapsejlads ... Pludselig ser man alt det, man sagtens kan gøre med en almindelig motorbåd, i et nyt og fortryllet lys. Fishbone er fyldt til randen med inspiration. Spørg hellere, hvad man ikke kan bruge den til.
Ideen modnede gennem 10 år
En forklaring på Fishbones særlige virkning på folk kan være, at den er et virkeligt con amore projekt, som har været 10-11 år på vej. Det startede med, at forhandler Henrik Reese i Aabenraa havde købt en gammel Coronet 21 Runabout fra tresserne af en kollega, for at have en robust og fordringsløs båd liggende for svaj ud for sit hus ved fjorden. Coronetten er nærmest en hurtig arbejdsbåd med indenbordsmotor, og den så ud derefter, så herhjemme var den ingen succes.
En dag var der fire mand med i projektet, som ganske vist var på hobbybasis og det var lige ved at gå op i hygge omkring et støvet skrog i garagen. Men så slog ideen ned: En rå, åben båd, men i luksusudgave af kvalitet som en italiensk Riva-båd med et flot ringdæk af teak, gode farver og kvalitetsfittings. En slags åben sportsvogn til vands. Amerikaneren Jim Wynne’s Coronet er stadig forbilledet, men båden er blevet bredere og uhyre præcist designet på computer. Apteringen tager en Walsted-uddannet bådebygger sig af.
Høj signalværdi og fornemme egenskaber
Fishbone har arvet det relativt høje skrog fra forbilledet, men en kraftig farve på fribordet som prototypens kongeblå camouflerer godt sammen med det flotte ringdæk. Samtidig er det visuelle indtryk af båden blevet mere harmonisk ved valget af en god styrepult.
Indvendig er båden i nærmest en walkaround, men dørkens dobbeltbund er kun hævet absolut minimum til at fungere som selvlænsende, så man har en dejlig tryg, lidt gammeldags fornemmelse af at befinde sig nede i en åben båd med højt fribord.
"Den er nærmest en Harley-Davidson til vands", siger initiativtager og forhandler Henrik Reese. Og da Bådmagasinets udsendte, som gammel motorcykel-testkører, aldrig har kunnet se charmen ved Harleyernes tunge hjul, klodsede affjedringselementer og antikverede motorer, var mandolinen måske stemt lidt ned, da vi gik til styregrejerne.
Der er ingen Harley på isen her. Fishbone har nok lidt af den signalværdi, mange forbinder med en Harley: Den rå, opsigtsvækkende fremtoning med en masse krom og lak. Men den tekniske og kunstneriske udførelse er af høj klasse.
Trods sine kun 21 fod sejler Fishbone "dyrt" og komfortabelt som en stor motorbåd, takket været et raffineret undervandsskrog, der byder på en passende skarp stævn og et dybt V agter. Det kræver nogle heste at drive frem, men med 250 Volvo Penta-heste på duoprop’en er bådens 1300 kg. lynhurtigt oppe at plane, uden overgange. Den rejser sig nærmest op af vandet i samme øjeblik man lægger gashåndtaget frem. Accelerationen er virkelig hurtig til 33 knob, og den skal ikke kildes ret meget med trimningen, før topfarten på 40 knob er nået.
Styringen er formidabel. Båden svinger "rent" og krænger tilpas. Ved at øge bredden nogle centimeter i forhold til forbilledet er man sluppet af med dennes tendens til at krænge overdrevent ind i svingene. Når man står bag styrepulten og lægger rattet over på Fishbone, befinder man sig i kræfternes centrum som på en motorcykel, og det er en lækker fornemmelse!
Ombord er der ikke andet end fire faste siddepladser og et aflukke i stævnen. Tager man flere mennesker ombord, kan de sidde på ringdækket og holde i rammen omkring vindspejlet.
Den eneste indrømmelse til almindelig sejlende komfort er en Igloo-køleboks under førersædet, og så er der plads til fiskestænger oppe under ringdækket.
Fishbone er håndbygget, og der er allerede et halvt års leveringstid på den. Schweizere, amerikanere og folk på Mallorca har spurgt på den, men der bliver ikke tale om nogen serieproduktion. Sejloplevelser er noget, man må vente på.
FISHBONE Open Air
Længde m.badeplatform: 7 m
Bredde: 2,40 m
Dybgang: 0,40 m
Vægt: 1300 kg
Motorinstallation: Volvo Penta Aquamatic Douprop 25 HK
Topfart: 40 knob
Brændstoftank: 250 l
Pris: kr.450.000
Design: Fishbone Group Danmark
Forhandling:
Reese Marine, Aabenraa, 74 62 62 56