Motorbåden i sin yderste konsekvens, kan man roligt betegne Jan Kjærulff's nyeste kreation, Spindrift 777. Den er i princippet en autocamper, som er stået til søs. Den har facon og faciliteter som en campingvogn, men er selvkørende på en ægte motorbådsbund med kapacitet til at løbe 23 knob og har naturligvis en strengt nødvendig motorbådsfacilitet som en stor flybridge, så man ikke går glip af vejret, når det er godt.
"Der har været tilløb til at lave noget lignende, men den skal jo laves rigtigt med et ægte motorbådskrog," siger Jan Kjærulff.
Spindrift 777 Float Home Cruiser Camper lyder som et fantasifoster, men prototypen er faktisk under opbygning i øjeblikket og vil være klar til præsentation om nogle måneder. Indretningen består af styrehus i stævnen, som kan omdannes til alkove for natten. Midtskibs er der en traditionel salon med langsgående køjer, der kan omdannes til en enorm dobbeltkøje, og Jan Kjærulff har klogeligt lavet et skab til et tv af ordentlig landjordsstørrelse.
Agten for salonen er der "entre" i styrbords side i form af et stort pantry og en rummelig toilet-bad sektion i bagbord. Agterude er der en overdækket "veranda", hvis pladsforhold bestemmes af, om man vælger uden- eller indenbords motor. Skroget er ganske lavt med en dybgang på 25 cm, hvorfor en indenbords motor vil kræve en del af gulvarealet i form af motorkasse. Det flydende hjem er beregnet til kystnær sejlads, som omfattes af CE kategori D.
Fartøjet leveres standard med en 50 hk Mercury udenbordsmotor, hvormed den skyder 12 knob. Den kan leveres med 135 hk Mercury indenbords, hvormed farten øger til 23 knob.
Med udenbordsmotor afmonteret kan den trailes, da egenvægten med motor bliver 1200 kg.
Spindrift 777
Design: Jan Kjærulff
Længde: 7,77 m
Bredde: 2,36 m
Dybgang: 0,25 m
Egenvægt: 1200 kg m.
50 hk udenbordsmotor
Pris: 399.000 kr.
Salg: Spindrift, Kbh. K,
tlf. 33 12 09 63.