Et kig ind i en drømmebåd: Producenten Wally har afsløret det spektakulære design af sin WHY200, der vil debutere ved Ferretti Group Private Preview i Monaco i begyndelsen af september. (Se galleri under artiklen, red.)
Med en skroglængde på under 24 meter kan denne yacht kaldes for en ’pocket super yacht’. En superyacht er normalt defineret ved 24 meter og opefter. Men WHY200 er især interessant for sit design, hvor arealerne er udnyttet så godt, at der er mere end 200 kvadratmeter indendørs areal og 144 kvadratmeter dæksareal. Ifølge Ferretti Group, så byder denne yacht på 'op til 50 procent mere beboelsesareal end traditionelle lystyacht i tilsvarende længde' – faktisk kan den direkte sammenlignes med en superyacht på 33 m.
Navnet repræsenterer widebody-yachtens tonnage på 200GT (målenhed for skibes volumen, red.) og trods en samlet længde på 27m - knap 89 fod, med badeplatformene, så betyder den anerkendte skroglængde på knap 24 meter, at den klassificeres som 'fritidsfartøj' under 24 meter, hvilket i høj grad reducerer besætnings-, drifts- og anløbsomkostninger i de fleste lande.
De udfoldede vinger giver ekstra plads og gør det nemt at bade med adgang til havet fra tre sider. To indbyggede garager kan huse en tender på fire meter og diverse vandlegetøj.
– Gennem WHY200 udfordrer vi de vante forestillinger om, hvad en yacht skal være, og hvordan den kan bruges. Det er en badeplatform, der kan nydes af hele familien eller vennegruppen uden kompromis, siger Stefano de Vivo, Wallys administrerende direktør.
Hoveddækket er uden sidedæk. I stedet er det en salon i åbent plan på 61 m2 med uhindret udsigt til tre sider. Her finder man dining-area, loungeområde og en centralt placeret kulfibertrappe forbinder de tre dæk, mens ejerenes suite på 37 kvadratmeter er placeret i stævnen, hvortil Wally’s chefdeigner, Bassani, kommenterer: – Forestil dig følelsen af at vågne op til en 200 graders udsigt gennem store vinduer i stævnen, som svæver du over vandet. Vi er meget stolte af denne planløsning.
På flybridgen er styrehuset og sky loungen stilfuldt indkapslet i en kulstofoverbygning med store vinduesarealer, der gentager den rene, vinklede design-æstetik fra Wally’s motorbåde.
Under dækket er der kabys og tre kahytter. WHY200 bliver drevet frem af fire styks Volvo Penta D13, der uden besvær kan tage yachten og besætning ud på de længere krydstogter.
Wally blev grundlagt i 1994 af Luca Bassani. I 2019 blev virksomheden en del af Ferretti Group, som for nylig har målrettet deres forskning og udvikling på brugen af højtydende, bæredygtige materialer og på at reducere energiforbruget. Træværk i interiøret leveres fra certificerede skove, der forvaltes efter strenge miljømæssige, sociale og økonomiske standarder. Brugen af kulfiber reducerer skrogvægten betydeligt, hvilket resulterer i yachter, der er mere effektive og bruger mindre brændstof – hvilket ikke mindst gælder for WHY200.
Ferretti Group har ca. 2.500 medarbejdere, og med i den nye målsætning er også at skabe værdier for det lokale samfund blandt andet med arbejdspladser og miljøhensyn i produktionen.
WHY200
Længde samlet: 27,05 m
Skroglængde: 23,97 m
Bredde Max 7,66 m
Dybgang: 2,0 m
Vægt (forskydning): 118 tons
Tonnage 199 BRT
Motor: STD 4 x Volvo Penta D13 IPS1050 800 mhp / 588 kW
Topfart: 20 knob *
Cruising: 410 nm @ 17 knob *
Personer/kabiner: 8-12 gæster i 4 kahytter, 5 crew i 3 kabiner.
Se galleri: