Inter 7200 Combi

Køn er den dæleme ikke, den lille nye Inter 7200 Combi fra det norske værft Inter i Arendal, men den har sig helt egen robuste charme, når den ligger ved molen, og venter på at blive prøvesejlet, og efter en tur på Kertemindebugten, kommer man til at holde helt af den, og dens udseende bliver tilforladeligt, fordi der er en fornuftig grund til hver eneste linie. Og så strutter den af arbejdsiver.
Hvad enten man har brug for et lille dommerskib til sejlklubbens kapsejladser, der også skulle kunne tage med junior-afdelingen på wekend- og sommerture, en dykkerbåd, som også skulle kunne bruges som weekendturbåd, eller en båd til seriøst lystfiskeri med overnatningsmuligheder og helårsbrug, så burde Inter 7200 Combi være en båd, man burde tage med i sine overvejelser.

Ingen siddepladser i cockpittet
Cockpittet er som blæst for al komfort - ikke engang en stol til styrmanden er der. Og det er ikke fordi værftet har fedtet med udstyret, for resten af båden er veludstyret.
Men i cockpittet skal der arbejdes og det er der så sandelig afsat plads til foruden en god solid ræling i passende højde med rustfrit gelænder hele vejen rundt, så man kan bruge begge hænder til sit arbejde, hvad enten det består i at passe en mængde fiskestænger til trollingfiskeri, at hive garn om bord eller at assistere sejlklubbens yngste Optimistjollesejlere.
Man står op og styrer i læ af styrehuset/ kahytten med god udsigt hen over ruffet. Foran sig har man udover rattet tre håndtag: Et gear med frem/neutral/bak. Et gashåndtag. Og et håndtag, der bestemmer propellens stigning. Det kræver lidt tilvænning og øvelse at mestre de tre håndtag, men når man først har prøvet at lægge til mole et par gange og fået båden til at sejle med 0,2 knob i modsø og vind, så giver de tre håndtag mening.
Med fuld stigning på skruen kan man akkurat holde båden under havnenes fartgrænse på tre knob på laveste motorkraft, og hvis man vil sejle langsommere, må man ændre på skruens stigningen. Når man først har vænnet sig til de ekstra muligheder, kan man komme til at savne de tre håndtag i andre både.

Inspektionsluge til propellen
Nu vi taler om propellen, så er det store selvlænsende cockpit forsynet med en inspektionsluge helt agter, som nemt kan løftes op, hvis man vil undersøge om der er tov eller garn i skruen og i så fald skære det fri.
Meget enkelt og smart.
Lille Tuf, som vi døbte den lille snekke, har et pænt fartpotentiale på op til 22 knob afhængig af motorstørrelse. Den ligger stabilt i vandet og går uforfærdet gennem bølgerne.
Vil man have mere læ, tørvejr og noget at sidde på, byder bådens indre (jeg ved ikke rigtig om jeg skal kaldet det styrehuset eller kahytten) på en komfortabel førerstol, der har en tvilling i den anden side af styrehuset. Får man brug for pludselig at stå op uden at forlade indendørsroret, så findes der en stor luge i ruftaget, som kan slåes tilbage ligesom et soltag. Instrumenteringen ved styrepladserne inde og ude er den samme, og udsynet fra styrepladsen indendørs gennem vinduet i hærdet glas med visker, er glimrende. Man føler sig som styrmand på et langt større skib.
Passagerstolen i bb-side kan klappes ned og give plads til et lille pantry med vask, komfur og køleskab. Et lille toiletrum med vask er der blevet plads til om styrbord.

Sover på dørken!
Vil man sidde inden døre for at spise eller spille kort, byder den mere lavloftede del af kahytten på en V-formet sofa med et trekantet bord på et svingbeslag. Nu tror den opmærksomme læser måske, ligesom jeg gjorde, at bordet kan placeres mellem køjerne, så man får plads til at sove. Men nej.
Hvis der skal soves, så svinges bordet væk, dørken løftes op og lægges mellem køjerne, og frem af en dertil indrettet vandtæt pose med lynlås, fremtages en madras, som passer til den løftede dørkplade. Hokus pokus er sofaen forvandlet til en pæn stor dobbeltkøje, hvor man ligger skråt på tværs i båden. Meget smart og praktisk - og et system jeg ikke tidligere er stødt på.
På fordækket er placeret et højt skrummel af et rustfrit stålstativ, der som gribeliste går helt tilbage til cockpittet. Her kan man holde sig fast selv i høje bølger hele vejen ud til bådens stævn. Man skal ikke kravle eller gribe fra liste til liste. Her er et godt gelænder helt ud til stævnen, hvor man kan gå trygt.

Fra 28 til 120 hestekræfter
Som nævnt er der masser af udstyr i båden, hydraulisk styring på begge rat, pantryskab med glas og tallerkner, tørreskab, lanternebøjle, toilet, ekstra batteri etc. Skal man have ekstra udstyr skal man investere i varme, varmtvandsbeholder, radio og så selvfølgelig møbler til cockpittet, hvis man har brug for det.
Man kan ikke få alternativ aptering eller andre forskelligheder efter valg, bortset fra motorstørrelsen. Her er til gengæld virkelig noget at vælge imellem. Fra kun 28 hk til hele 120 hk med en tilsvarende fart-øgning på fra 10 til 22 knob i maks. fart. Prisen svinger tilsvarende fra 475.000 kr. til 578.000 kr. Motor-alternativerne er på 28, 38, 52, 72, 96 og altså 120 hestekræfter, alt sammen fra Yanmar.

Længde: 7,20 m
Bredde: 2,60 m
Vægt: ca. 2000 kg
Diesel 135 l
Værft: Inter.
Forhandler i Danmark: tlf. 65 32 18 15.
Bådkommisæren AS, Marinavejen 1, Kerteminde,

www.baadkom.dk






★ Artikel

★ Lamineret cockpitarm og timevis af lakering

★ Interview & Portræt

★ Portræt: Ny kaptajn ved roret i Dansk Sejlunion - Anders...

★ Test af motorbåd

★ Test: Bayliner V20 - Sjov og rummelig

★ Artikel

★ Vendée Globe: Nedtælling til verdens hårdeste...

★ Artikel

★ Rita IV: En konge værdig

★ Test af motorbåd

★ Test: Delphia 10 Sedan - Slowboat til gode oplevelser

★ Interview & Portræt

★ America's Cup: Dansk civilingeniør stadig en af de mest...





Udvalgte artikler *


Produktnyt

Hvis der er noget vi glæder os til...

USA: GM ind på markedet for e-motorer

Der er en ny kat i byen