Denne Arctic Blue 27-RIB er stor og lækker med et smart design. Det som adskiller den fra de fleste andre RIB-modeller, er at der ligger en kraftig MerCruiser turbodiesel på 330 hk i motorrummet. Af de ca. 60 RIB’er vi har sejlet de sidste par år, har kun en haft indenbordsmotor. Det store spørgsmål melder sig straks: Vil en RIB med dieselmotor kunne beholde sine sportige egenskaber?
Vi kaster fortøjningen og går for tomgang ud af havnen. At designet er smart er helt klart. Her er to ståstole med kraftige stålrør i rammen. Vil man hvile fødderne på længere etaper, kan to små hynder vippes op. For at holde fører og passager på plads når det går stærkt, er der kraftige sidebøjler på stolene.
Ved førerpladsen er der tre håndtag. Præcis som på offshore-racere. Et håndtag til gearet og et til gassen. Her skal motoren gå i tomgang før man skifter fra fri til frem eller bak. Det kan umiddelbart virke mere besværligt end at have alt i et håndtag, men der er et par oplagte fordele med delt gear-/gashåndtag. For det første bliver belastningen på gearkassen mere fornuftig i og med at man skal have omdrejningerne ned til tomgang. For det andet bliver der langt større præcision på gashåndtaget når man sejler aktivt i grov sø. Så skal man hele tiden have en hånd på gassen og hele tiden justere motorens effekt. Falder båden af på en stor bølge, skal omdrejnings-tallet umiddelbart reduceres for ikke at sprænge motoren. I det båden lander, skal man med det samme give omdrejninger således at farten holdes oppe. Det kræver en erfaren skipper, og er han det, betyder det at båden kan sejles med en utrolig høj gennemsnitsfart selv om der er grov sø.
Men - som nævnt - er her også et tredje håndtag. Det er til den indbyggede trimtank foran i båden. Ved hjælp af håndtaget, kan tanken fyldes eller tømmes i løbet af sekunder. Men hvad er ideen? Jo, er båden let lastet, vil en RIB hurtigt blive for let i forskibet når man sejler i høj fart mod bølgerne. Forskibet kan løfte sig en del og det hele forstærkes yderligere, når fartvinden får et godt løft under de store pontoner. Så kan en RIB ”flyve” meget højt med forskibet og det kan være ubehageligt. Nu skal der meget til at en båd kastes rundt ved at stævnen står ret op i himlen, men vi har faktisk været tæt på under en test …
For at bøde på problemet, har Arctic’en altså en ekstra tank til havvand, som skal give båden nok tyngde i stævnen til at ligge i lave, perfekte hop. Men idet man får mere vægt fremme i båden, må vandet i tanken ud - ellers bliver båden for tung fremme. Det samme gælder når man får bølgerne i andre vinkler - specielt ved sejlads i medsø. Bliver båden for tung fremme, kan den ved hård sejlads i medsø pludselig sejle ind i en bølge og så bliver der godt nok vådt i båden …
I medsø skal den ekstra vægt altså ud og tanken tømmes så hurtigt som muligt. Vi taler om at trimme båden perfekt - også ved at tilte drevet ind og ud.
At Arctic Blue har separat trimtank, fortæller os umiddelbart at denne båd er bygget af folk, som ved hvordan en båd skal være for at sejle hurtigt under barske forhold. Og det viser at denne båd antagelig sejler stærkere end de fleste - selv med dieselmotor.
Op i fart
Gashåndtaget skubbes fremad. Kattegat ligger forude. Først virker motoren lidt træg, men så sætter turboen ind. Med ét accelererer båden hurtigt op i plan og vi får det kraftige G-tryk i ryggen, som umiddelbart viser at her er kræfter nok. Loggen nærmer sig først 30 knob og så 40 knob. Og farten stiger fortsat. Den giver sig ikke før den har passeret 50 knob. Men præcis hvor meget over 50 ved vi ærlig talt ikke. For med fuld gas havde vi mere end nok med at styre. Ifølge producenten topper den ved ca. 52 knob med denne motor. Endnu større motorer kan leveres. Selv V8 benzin og så tales om hastigheder på 60-70 knob.
På vor testsejlads var der lidt sø. Så der var anledning til at bruge trimtanken. Bunden har en god V-facon og båden skærer behageligt gennem hækbølgerne. Den virker utrolig velsejlende og balanceret.
Vi kaster den ind i sving. ”Bare giv den fuld sving,” råber fabrikkens repræsentant fra passagersædet. I næste sving sejler vi endnu mere barsk og båden ligger perfekt gennem de skarpeste sving. Fantastisk - helt utroligt.
Arctic Blue virker godt bygget. Med gennemførte detaljer og høj finish. Det ses blandt andet på selvlænserne, der har solide haner og er let tilgængelige. Installationerne i motorrummet er professionelt gennemført og overalt på båden er der solide håndlister og håndtag. Dette er en stor RIB. Meget sportig. Over motorrummet er der en ekstra hynde og støjniveauet er gunstigt takket være en fin lydisolering.
Konklusionen er: Dette er helt sikkert en af de mest velsejlende RIB-modeller vi har testet. Den er så gennemført og fin i detaljerne og så sejler den både stærkt og sikkert med en dieselmotor i motorrummet.
Før vi forlader båden, begynder vi at tænke tanken: Hvordan ville det være med en endnu større V8-motor i denne båd? Den virker så harmonisk og sikker omkring de 50 knob, at vi faktisk begynder at drømme lidt om både 60 og 70 knob …
Længde: 8,65 m
Bredde: 2,48/2,80 m
Vægt: 1850 kg
Tankvolume: 2 x 150 l
Antal personer: 7 sæder/12 pers.
Motorstørrelse: 230-525 hk
Maks. hastighed: 70 knob
Pris: fra 614.500 kr.
Producent: Technic Industries.
Importør: Boat One tlf. 48 22 15 86.