Sea Ray 375 Sundancer

Er det noget amerikanerne er glade for, så er det veludstyrede både. Det ses tydeligt, da vi går om bord i Sea Rays største sportscruiser, 375 Sundancer. Denne båd har ferie og solskinsture skrevet hen over sig, og om bord er der ikke sparet på noget: to køleskabe, ude- og indepantry med ismaskine, mikroovn, 23” tv-skærme, dvd-afspiller, automatisk klimakontrol, gas-alarm, komplet navigations-udstyr og et godt stereoanlæg med MP3 port, som let kan høres selv med de to hidsige dieselmotorer i gang.
Det mest opsigtsvækkende finder vi alligevel i salonen under dæk. Her har Sea Ray monteret en centralstøvsuger. Måske ikke det mest nødvendige på udstyrslisten, men hvilket salgsargument til konen!

Til sol og sommer
Cockpittet i Sundancer er indrettet til sociale udflugter på varme solskinsdage. Godt nok har Sea Ray ikke plads til en solmadras over motorrummet - en indretningsløsning sydeuropæere er meget glade for. Skal mere end en person sole sig ad gangen, står kampen om den enlige solmadras på fordækket. Tager du et håndklæde med er der nok plads alligevel.
Siddepladserne er der intet at udsætte på. Den kvadratiske sofagruppe i cockpittet har bløde og behagelige hynder i kunstlæder. Her sidder alle godt. Det samme gælder for de tre fremadvendte førerstole, som er store og har bløde sæder, der kan klappes op. Sidder man bekvemt i en båd har man det som regel godt, og med hele ni kopholdere og et barsektion inden for rækkevidde burde de fleste være glade.
At Sea Ray 375 er en rigtig cruiser, får vi en forsmag på ved førerpositionen. Ergonomien er fin, og det enorme instrumentpanel giver associationer til en flig af en Cadillac. Designet er hverken sportsligt, moderne eller innovativt, men det spiller ingen rolle: Her har man godt udsyn og kontrol.

Daycruiser?
Under dæk skiller amerikaneren sig markant ud fra de europæiske sports-cruisere i klassen. Her er ikke adskilte kahytter, så når du lægger dig i dobbeltkøjen foran eller i den tværgående stik-køje agter, trækker du for privatlivets fred bare et forhæng for. Baderummet har dog egen dør, så her får du lov at sidde i fred. Ulempen med den åbne salon er soleklar, mens fordelen er at man får en fornemmelse af volumen under dæk. Her sidder man godt i en langsgående sofa i styrbord side, og pladsen ved pantryet er mere end tilstrækkelige.
Men selv om 375 Sundancer er en bred og voluminøs båd får vi ikke fornemmelse af at båden er bygget til mere end korte weekendture. Her er det daycruiser-komforten og cockpittet der kommer først, og ikke de fikse, pladsbesparende ”schweizerkniv-løsninger” vi finder i mange af de skandinaviske både.
Det er ikke så let at give minus point på finishen i en båd til omkring tre millioner kroner. Interiøret i Sundancer er pænt og ordentligt, og kvaliteten er god fra verdens største lystbådeproducent. Ligesom Sundancer bærer præg af masseproduktion, både i form at interiørløsninger og materialevalg. Skabene er f.eks. laminatplader af typen som ses på langt mindre både, noget man ikke finder i italienske og nordiske både i denne klasse.

Kraftkarl
Med to kraftfulde og stillegående VP D6 dieselmotorer på til sammen 600 hk er 375 Sundancer alt andet end langsom på vandet. Når turboen sætter ind er det bare at holde fast: Sea Ray kommer op i plan uden mærkbar planingstærskel, et sikkert tegn på gode cruising-egenskaber. For denne båd er ikke udpræget sportslig med sit brede skrog - her er fokus sat på en god bæring og stabil gang. Sea Ray er styrevillig, og viger ikke en tomme i bølgerne med sine omkring syv ton. Loggen stopper på 37 knob, det er respektabelt for denne størrelse båd. Specielt økonomisk er det dog ikke.

Længde/bredde: 11,43/3,66 m
Dybtgående: 0,94 m
Vægt: Testbåd 6,6 t
Brændstof-/vandtank: 852/170 l
Antal køjer: 4 stk.
Motor: 2xVP D6-310
Topfart: Testbåd 37 knob
Cruisingfart: 3000 o/min 28 knob
Forbrug pr. time: 3000 o/min 80 l
Pris: std. m/2xVP D6 2.446.405 kr.
Importør: Ketner Outdoor A/S,
tlf. 43 27 11 66, www.ketner-outdoor.dk







★ Artikel

★ Lamineret cockpitarm og timevis af lakering

★ Interview & Portræt

★ Portræt: Ny kaptajn ved roret i Dansk Sejlunion - Anders...

★ Test af motorbåd

★ Test: Bayliner V20 - Sjov og rummelig

★ Artikel

★ Vendée Globe: Nedtælling til verdens hårdeste...

★ Artikel

★ Rita IV: En konge værdig

★ Test af motorbåd

★ Test: Delphia 10 Sedan - Slowboat til gode oplevelser

★ Interview & Portræt

★ America's Cup: Dansk civilingeniør stadig en af de mest...





Udvalgte artikler *


Produktnyt

Hvis der er noget vi glæder os til...

USA: GM ind på markedet for e-motorer

Der er en ny kat i byen