Viknes 880 med Yanmar 200 hk turbodiesel

Vi har tidligere testet den store 1030-model og den mindre 830-model. 1030 er gedigen med meget udeplads og stor plads om læ, men det koster også.
830-modellen kom på markedet sidste år og den har en langt mere fornuftig pris. Hvis man ikke har planer om lange ferieture er den udmærket. Men skal en hel familie på ferie skal man et trin højere op, og der er så 880-modellen. Den har et stort arbejdsdæk. Udmærket ved fiskeri, dykning, eller hvis der skal rigges bord med stole og solsenge frem. Med låge ud til den integrerede badeplatform, fungerer den godt, når hele familien skal på badetur. På denne båd er det ikke nogen katastrofe hvis man er våd efter en dukkert/badetur eller trækker en fisk om bord. Hele agterdækket er i glasfiber - det er bare at tage slangen og spule rent! Dækket er helt selvlænsende og båden er konstrueret i kategori B efter CE-reglerne.
Vælger man kaleche over det store agterdæk, får man et stort og tørt rum, som gør båden endnu mere praktisk til familiebrug. I agterkanten af styrehuset er der en udvendig styreposition. Rat- og motorkontroller er koblet direkte sammen. I praksis betyder det, at man ikke skal trykke på knapper eller vride på håndtag for at koble den ene eller anden styreposition fra eller til. Her kan man gå direkte fra styreposition inde til den ude og alt virker med det samme. En detalje som gør båden praktisk i brug. På den negative side kan nævnes at udsynet fremad er begrænset, når man benytter styrepositionen ude. Man skal se gennem styrehuset og vinduerne - kahytten er så høj at man ikke kan se over den.
I bagbord side ind mod styrehuset er et skab med varme, så man kan få tørret sit våde tøj. Smart!

Indretning
I styrehuset, som egentlig er en god dækssalon, har man pantry i styrbord side bag skipperstolen. Her er god plads med skabe og skuffer. Perfekt arbejdshøjde. Ikke noget problem at lave en ordentlig middag, og kombinerer man det hele med en grill monteret på agterdækket, har man det meste.
I bagbord side er sofagruppen - en sofa agter med udsyn i sejlretningen og med plads til to. Og en sofa modsat fremme. Producenten har udviklet alternativer indretninger - både U-sofa og bænk med vipperyg kan leveres. Fuld ståhøjde i styrehuset og udmærket udsyn både under fart og i havn gennem store vinduesflader. Et solidt spisebord giver plads til, at fire personer uproblematisk kan indtage middagen her.
Frontvinduerne ligger fremover som man ofte ser på professionelle både og skibe. Det giver et smartere image, men løsningen har sin oplagte funktion. Først og fremmest giver det mere luft og plads inde i styrehuset. Her slår man ikke hovedet i taget, når man kommer fra forkahytten. Vigtigst er at lægge mærke til, at de fremoverliggende vinduers hældningsvinkel reducerer reflekser fra sollys i havoverfladen. I regnvejr lægger der sig minimalt med vand på frontvinduerne, udsynet forbedres og vinduesviskerne skal næsten ikke bruges. Mange benytter Viknes-modellen hele året - også i snevejr. Mens andre bådejere må feje sne væk fra frontvinduerne, kan man på en Viknes bare starte motor og varmeapparat. Her er aldrig sne på frontvinduerne! Sådanne detaljer gør båden smart og anvendelig hele året.
Apteringen er pænt udført i træ med blå hynder med god tykkelse på sæderne og en behagelig skipperstol. Fra konsollen oppe under taget er der plads til ekstraudstyr. Plads er der også til en kortskærm, men her ses det at båden har et par år på bagen. En kortskærm må monteres på toppen! Er der noget, der skal fornyes eller opdateres på båden, bør der laves et nyt instrumentpanel, hvor en kortskærm kan
integreres på en pæn måde.
Generelt en rummelig dækssalon. Fin ståhøjde, godt udsyn, tilfredsstillende ventilation og kort sagt det man har brug for. Med varmeapparat tændt har man det rart her - både under sejlads og i havn.
Et par trin nede er der sovepladser og et separat toiletrum. Her er alt helstøbt og toiletrummet er stort med fin højde. Helt fremme er en soveplads og her er flere alternativer at vælge mellem. Standard er forkahytten åben med en V-køje. 880 kan leveres med skot og dør, hvis man ønsker en separat sovekahyt.
I stedet for V-køjer kan båden også leveres med en stor dobbeltkøje.
Kahyt nummer to ligger under dørken i styrehuset. Her er en fin dobbeltseng på tværs og fin højde, selv om det er lidt besværligt at lægge lagen på inderst på madrassen. Udover køjen er der en lille bænk som letter af- og påklædning.
Her er klædeskab, stuverum under køjerne, pænt træværk, gode madrasser og altså fuld sovekapacitet for fire voksne personer. At man har tørreskab til vådt tøj ude på agterdækket, giver en større trivsel om bord, hvis regnen vælter ned en hel uge.

Teknisk og finish
Under det store agterdæk ligger motorrummet. Viknes satser konsekvent på Yanmar-motorer. Alle installationer er samvittighedsfuldt og godt lavet. Her er en god lydisolering, og det er let at komme til alle de vigtige detaljer. En fin detalje er inspektionslugen til propellen. Denne luge, der er ekstraudstyr, går fra agterdækket og ned gennem hele skroget. Får man f.eks. tov eller garn i propellen, kan man åbne lugen i dækket og skære løs. Man slipper for at dykke ned under båden! Generelt er glasfiberarbejdet af høj standard. Træværket på apteringen er pænt overfladebehandlet med god pasform. Højglanspolerede flader finder man ikke - denne båd er bygget til at blive brugt og med let vedligeholdelse. Udvendige håndlister, pulpit og fortøjningsbeslag er placeret de rigtige steder og i en solid udførelse.
Motor og tekniske installationer er helt i orden, og totalt set er det sådan det skal være, når båden leveres til sejleren, der stiller store krav til driftssikkerhed og nem vedligeholdelse. Det er detaljerne, der giver en sikker båd, og her har Viknes oparbejdet et solidt image.

Sejlegenskaber
Skroget er en modificeret halvplaner med lille køl, indenbords dieselmotor, aksel og separat ror. Med andre ord en driftssikker og velkendt installation. Skroget klarer sig fint op til hastigheder på 20-22 knob. Det giver en behagelig og økonomisk cruisingfart på 16-18 knob. Klassisk installation med propel og ror har sine begrænsninger, når det gælder manøvrering - specielt bliver svingegenskaberne begrænset ude agter, det kan løses med en bovpropel, og det havde testbåden. Vil man have suveræne manøvreegenskaber i havn, kan man montere en thruster på agterspejlet, som sammen med en kraftig motor gør havnemanøvrerne uproblematiske.
I hele fartområdet har båden god præcision på roret. Den reagerer hurtigt på styringen og er stabil hele vejen. Allermest harmonisk er båden i hastighedsområdet fra 15 op til 20 knob. Her sejler den fint og med god komfort og acceptabelt støjniveau.
Stævnen løfter sig på ægte halvplanende vis en del, men ikke mere end at udsynet fremover beholdes i hele fartområdet. Når større bølger passeres, hopper båden ikke over, men går tungt og sikkert gennem søerne. Den kaster en del sprøjt op, men det meste slås effektivt ud til siderne. 880 har et ganske højt fribord, der skal meget til, før man får sø ind over dækket. Der er heller ingen krise, for overbygningen er tæt og agterdækket selvlænsende. Her er vi ved et vigtig punkt og den stærke side hos denne bådtype. I forhold til både med åbent dæk fremme - f.eks. Targa og Minor - har Viknes og tilsvarende både et opbygget dæk fremme. Det betyder at en overbrydende bølge effektivt løber af båden og ikke havner indenbords.
Generelt føles Viknes 880 som en søstærk og sikker båd med gode egenskaber.

Konklusion
Dette er en ægte allrounder med et stort brugsområde. Udepladsen er stor til mange aktiviteter, og der er fuld bokomfort for fire personer. Den cruiser fint i 17-18 knob. Designet er barsk, men mindst lige så vigtigt er det, at båden er samvittighedsfuldt bygget. Her er velkendte detaljer på motor og drev. Smarte detaljer er tørreskab, to fulde styrepladser, inspektionsluge til propellen og integreret badeplatform.
Producenten har fået plads til meget båd på 8,8 meter. Den er tilpas stor til de fleste - både når det gælder havnemanøvrer eller komfort om bord.
Selvfølgelig er 1030-modellen endnu mere gedigen, men den kan blive for dyr for mange og lidt stor i trange havne. 830-modellen har mindre plads, men en rimeligere pris. Viknes fortsætter produktudviklingen. Her i foråret kom den mindste 770-model i en helt ny version og til næste år kommer en endnu større model på omkring 11 meter.

  • Stort brugsområde
  • Smarte detaljer
  • Høj brugtpris

  • Udsyn fra styreplads ude
  • Gammeldags instrumentpanel
  • Passagersæde/vipperyg

    Længde: 8,90 m
    Bredde: 3,08 m
    Dybgang: 0,80 m
    Vægt: Standardudr. m/fulde tanke 3900 kg
    Dieseltank: 2 x 200 l
    Vand-/varmtvandstank: 160/30 l
    Septiktank: 80 l
    Batteri: 2 x 145 Ah
    Motor: Yamaha 200-260 hk
    Pris fra: 993.000 kr.
    Producent: Viknes Båt og Service AS, Norge.
    Importør: Kronborg Marine, tlf. 49 20 00 44,
    www.kronborgmarine.dk






★ Artikel

★ Lamineret cockpitarm og timevis af lakering

★ Interview & Portræt

★ Portræt: Ny kaptajn ved roret i Dansk Sejlunion - Anders...

★ Test af motorbåd

★ Test: Bayliner V20 - Sjov og rummelig

★ Artikel

★ Vendée Globe: Nedtælling til verdens hårdeste...

★ Artikel

★ Rita IV: En konge værdig

★ Test af motorbåd

★ Test: Delphia 10 Sedan - Slowboat til gode oplevelser

★ Interview & Portræt

★ America's Cup: Dansk civilingeniør stadig en af de mest...





Udvalgte artikler *


Produktnyt

Hvis der er noget vi glæder os til...

USA: GM ind på markedet for e-motorer

Der er en ny kat i byen