Chaparral 255 SSi

Flere af de store amerikanske bådproducenter er langt fra uafhængige.
SeaRay og Bayliner indgår i Brunswick-koncernen som også ejer Mercury, Mercruiser og Mariner. Og her er det helt naturligt at det er motorer fra disse motorproducenter som hænger på agterspejlet eller er monteret i motorrummet. Producenterne er altså ikke ”frie”, men låst til sin koncern med tilhørende motorer. En udvikling vi også kender herhjemme, hvor flere producenter ejes mere eller mindre af en motorproducent eller har indgået et nært samarbejde.
Her tager Chapparel altså førstepladsen blandt de uafhængige producenter.
Man står på egne ben og må ud fra dette skaffe gode argumenter i den stadig skrappere kamp om kunderne. Og der køres hårdt frem med argumenter: Livstidsgaranti på skrog mod strukturelle fejl og en række andre garantier på resten af båden.
Et af hovedargumenterne gælder også skrogkonstruktion - en patenteret bundfacon (extended V-plane) som giver båden en længere vandlinjelængde med hurtigere planing, bedre balance og gennem dette også fornuftigere brændstof-økonomi.
Man må bare gøre alt for at være på toppen og i sine brochurer kører Chaparral benhårdt med argumenter over mange sider. Vi skal ikke hænge os for meget i detaljerne, men nævner i farten nogle vigtige ting: GT-stole med indbygget affjedringssystem som skal dæmpe slagene, specielle sikringer og tilt-rat.
Foran os ligger en af de mellemste modeller, 255 SSi, og vi er mest spændt på hvordan skroget med den patenterede V-bund opfører sig. Første indtryk af båden er at overfladen og finishen på glasfiberarbejdet er af meget høj kvalitet. Båden er blank og fin med jævne overflader.
Som normalt på amerikanske både, kan man vælge mellem flere skrogfarver og forskellig form for dekoration. Men det forudsætter selvfølgelig en længere leveringstid - ellers må man vælge mellem det forhandleren i Danmark har på lager. Også når det gælder kalecher er der flere modeller at vælge mellem.
Havnekalecherne er smarte og fine, mens hele kalecher er lige som andre amerikanske kalecher. Hvilket vil sige meget høje og med løse sidestykker og besværlige at sætte op. På det punkt er europæiske og specielt skandinaviske producenter kommet meget længere.
255 SSi er kort fortalt en typisk daycruiser på omkring 26 fod med en lille kahyt under dæk. Der er en fin V-sofa som kan ændres til dobbeltkøje og separat toiletrum. Kahytten er pænt polstret og har spejl fremme, stuverum under køjerne, spotlights og en stor ventilationsluge i fordækket. På ægte amerikansk vis er den hængslet i bagkanten - eller lige modsat det man normalt finder på europæiske både. Her argumenterer amerikanerne med at en luge hængslet i forkanten kan trække udstødning ind i kahytten - noget man undgår med åbning i fronten.
To voksne kan fint tage en overnatning i forkahytten og en stor skydedør skaber privatliv. Bådens store fortrin er cockpittet - fint på gode sommerdage. Hele bredden er udnyttet, der er intet sidedæk, men opgang til fordækket via trin og åbning i vindspejlet. Fremme er to elegante og komfortable GT-stole med vippehynde. Her sidder man godt.
Bag skipperstolen er en bar-enhed med vask og køleboks. I modsatte side under sofaen er der plads til en stor køleboks. Bagerste del af cockpittet består af en stor U-formet sofa. Her sidder man godt med en fin rygstøtte. Med bordet på plads får man en fin spiseplads, men hele cockpittet er meget kompakt hvis alle siddepladserne er i brug.
Helt bag er en lille solmadras med plads til en person, men det forudsætter at man monterer en ekstra håndliste. Testbåden havde det ikke, men den vil blive eftermonteret. Badeplatformen har en fin facon og indgår som en harmonisk del af båden. Bade/redningslejder og et lille stuverum findes. En smart detalje er en gangzone fra cockpit til badeplat-formen. Den er næsten skjult - indtil man fjerner puden i midten. Denne løsning er fin og vi har ikke set den på andre både.
Førerpladsen er lækkert udformet, med tilt-rat og elegant indpakning af instrumenterne. Kompasset er lige foran skipperen. Generelt er detaljer og finish på indretningen af høj klasse. Det oser af luksus hele vejen igennem og båden har mange praktiske stuverum.
Allerede efter nogle hundrede meter får vi svar på skrogets specielle egenskaber. Båden kommer nemt op i plan og ligger utroligt fint i balance. Hele båden virker kompakt og stiv i konstruktionen. Den tager skarpe sving i strakt arm, og vi vil betegne den som ”medgørlig”. Med det mener vi, at der ikke kommer overraskelser selv om båden kastes ind i et skarpt S-sving. Nu skal vi ikke være for påståelige efter vores testtur, men gentagne forsøg fra nul til planing giver et klart svar: Båden kommer let i plan - enten man giver fuld gas eller sejler langsomt frem!!! Med andre ord ser den forlængede V-bund
ud til at have den ønskede effekt.
Ydermere kan vi nævne at båden er let at trimme og den har et behageligt støjniveau helt op til topfart. Store bølger havde vi ikke under testen, men båden sejler behageligt over hæksøer uden hårde slag. Med en god V-bund er der grund til at tro at båden sejler rigtig godt også når bølgerne bliver op til en meter høje.

Konklusion
Chaparral 255 SSi er et godt bekendtskab. En daycruiser med en fin forkahyt til en båd af denne størrelse. Det kompakte toiletrum er et plus. Udepladsen er behagelig med gode siddepladser og den nedsænkede gangzone til badeplatformen er smart. Båden virker letbygget med høj finish. Sejlegenskaberne er velbalanceret og båden planer lettere end mange andre. Generelt fremstår båden som et lille smykke med fint udstyr og gode tekniske installationer.
Behandler man den med omhu, har man en lækker båd i mange år. Og så har den en god pris selv om benzinmotoren betyder lidt højere forbrug. Når alt kommer til alt, er det totaløkonomien man må vurdere, og så koster en dieselmotor betydeligt mere.

  • Flot finish
  • Letplanende
  • Smart gangzone

  • Lille solmadras
  • Lav pulpit på fordæk
  • Tæppe ved toilet

    Chaparral 255 SSi
    Længde/bredde: 8,05/2,59 m
    Vægt: 2513 kg
    Maks. antal personer/køjer: 10/2 stk.
    Standard motor: 5.7 l 280 hk
    Motor testbåd: 320 hk
    Mercruiser 6,2 MX MPI.
    Brændstoftank: 303 l
    CE-kategori: C
    Pris fra/testbåd: 550.000/620.000 kr.
    Producent: Chaparral Boats, USA.
    Forhandler: Siim Båd & Motor AS,
    www.siim.dk






★ Artikel

★ Lamineret cockpitarm og timevis af lakering

★ Interview & Portræt

★ Portræt: Ny kaptajn ved roret i Dansk Sejlunion - Anders...

★ Test af motorbåd

★ Test: Bayliner V20 - Sjov og rummelig

★ Artikel

★ Vendée Globe: Nedtælling til verdens hårdeste...

★ Artikel

★ Rita IV: En konge værdig

★ Test af motorbåd

★ Test: Delphia 10 Sedan - Slowboat til gode oplevelser

★ Interview & Portræt

★ America's Cup: Dansk civilingeniør stadig en af de mest...





Udvalgte artikler *


Produktnyt

Hvis der er noget vi glæder os til...

USA: GM ind på markedet for e-motorer

Der er en ny kat i byen