<br />
Vi varmer op med nogle data: Totallængden er 17,10 meter og bredden er 4,70 meter. I maskinrummet sidder to Volvo Penta turbodiesler på 715 heste hver. For god aktions-radius er der to dieseltanke på 1500 liter hver og servicebatterier på 720 Ah. Dybgangen er kun 1,10 meter. Med tomme tanke vejer båden ca. 23 ton. Topfarten er 34 knob og marchfarten 30 knob.
Desværre har vi ikke nok millioner på kontoen til at blive skipper på denne ”motoryacht”, men lad os drømme lidt sammen.
Bådoplevelser i ren luksus og førsteklasses komfort er inkluderet i prisen. Du får yderligere et klassisk design, en gennemført konstruktion, et sødygtig skrog og en indretning du kan være stolt over at vise frem for alle dine venner. Ægte ”design” i bedste svenske bådbyggertradition ned til mindste detalje kendetegner den nye Nord West 560 og som ”drømme-ejer” viser jeg gerne rundt.
Velkommen om bord!
Som du ser er agterdækket stort og belagt med fint tilpasset teak. Her har vi et langt bord i ægte teak med løse stole - med god plads til 8-10 personer. Bordet kan pakkes væk når agterdækket skal bruges som dansegulv eller have maksimal plads til dykkerudstyret. Læg mærke til at flybrid-gen er trukket langt agterover. Den giver fin skygge på solrige dage og med kalechen på siderne bliver her lunt også på kølige sommeraftener.
Børnene elsker den kæmpestore bade-platform, der har mange finesser som bruser med varmt og koldt vand, lys i trappetrinene og en lille kran til at løfte vandscooteren op af vandet. Smart.
Kom med op på flybridgen! Den teak-belagte trappe har store trin og selvfølgelig er der teak på dørken heroppe. Har du nogensinde set en større flybridge? Se den kraftige targabøjle med radar, lyskaster og antenner til elektronik og tv. Solbadeplat-formen agter er naturligt nok favoritpladsen for kvinderne om bord. Det er en lille pool under madrassen og værftet siger at vi også kan få monteret en jacuzzipumpe. Vi glæder os til at nyde champagnen i det boblende vand under stjernehimmelen efter en lang tur på havet!
Den store, U-formede siddegruppe er perfekt under fart og her spiser vi tit morgenmad på varme sommermorgener. Førerpladsen giver fuldt udsyn og er godt udstyret. Langt ned - siger du? Ja, men det vænner du dig til og flybridgen er en drømmeplads når du skal følge med i livet på havnen. Før vi går ned så se lige - her er bar med vask, køleskab og elektrisk grill.
Velkommen inden for, men læg først lige mærke til de store skydedøre med blankpoleret, rustfrie rammer og mørkt glas. Hør hvordan de klikker elegant i med det berømte ”Mercedes-klik”. Tag plads i den U-formede sofa. Jo da - det er ægte skind og her er masser af plads til hele familien. Bemærk det fine udsyn, mens jeg viser dig nogle af de gennemførte detaljer. Bordet bag førersædet er ikke pantryet, men en komplet bar-enhed. Vask, ismaskine, glasskab, vinkøleskab, vinskab, mange skuffer og andre stuverum. Se så! Når jeg trykker på denne knap kommer det flade tv elegant op fra sin plads i bardisken. Her - oppe under taget - sidder cd-anlægget og alle lyskontakter. Med lysdæmpere.
Har du lyst til at prøvesidde skippers stol? Både den og passagerstolen har fjedrende sokkel og er formet efter kroppen og med mørkeblåt skind. Der er servostyring og de to motorkontroller er elektroniske. Instrumenteringen er komplet med kortskærm, autopilot, radar, kompas og ekkolod. Bryd dig ikke om de mange kontakter - det tager lidt tid at lære hvad de enkelte er til. Skydevinduet i siden er meget praktisk når der skal gives ordrer til mandskabet på dæk. Sidder du godt? Stolens affjedringen kan reguleres efter din kropsvægt og giver ekstra komfort på lange ture. De tre frontvinduer har kraftige vinduesviskere med sprinklere. Det giver god sigt selv i kraftigt regnvejr.
Kom med ned om læ. Her er gourmet-pantry med gaskomfur med fire kogeplader, stort køleskab, fryseboks, mikrobølgeovn, kraftig emhætte, komplet service til 10 personer plus mange skabe og skuffer. Tænk ikke på opvasken - her er opvaskemaskine om bord! Kort sagt så veludstyret et pantry hører da til på en båd, og i hvert fald på en luksuskrydser på 56 fod …
Den rummelige U-formede siddegruppe foran pantryet er godt placeret lige ved kokken og er en hyggelig plads til mere private middage når efteråret sætter ind. Bordet kan sænkes elektrisk og blive til en dobbeltseng - hvis der kommer ekstra venner på besøg. Alternativt kan Nord West 560 leveres med en fjerde kahyt i stedet for siddegruppen.
Du er velkommen til at overnatte, men ”owners cabin” helt forude får du ikke - den er min! Der har vi det som ”blommen i et æg” med stor dobbeltseng, eget tv og direkte adgang til ”vort” eget private toiletrum. Der er alt - inklusiv en separat brusekabine.
Du kan vælge en af de to kahytter længst agterude - vi anbefaler den i styrbord side. Den har en bred og en enkel køje. Der kan fint sove to i den bredeste. Her har du direkte adgang til gæstetoilettet, som også har separat bruser. Festtøjet kan hænges i klædeskabet.
Kahytten til styrbord har dør ind bag pantryet og en lang gang, hvor vaskemas-kinen er placeret. Der er vask og elektrisk toilet i trinet op til dobbeltkøjen. Skal vi på længere ture uden børn eller venner, plejer vi at bruge denne kahyt som ”crew-cabin”, men den er selvfølgelig lige så velegnet som gæstekahyt. Minuset er at du må dele toilet-rum med de andre i gæstekahytten …
Tager vi siddegruppen i brug som dobbeltkøje, har vi tilsammen ni gode køjepladser. Det holder, mens seks personer har god plads og høj komfort på længere ture.
Jättesnygg!
Du har ikke sagt så meget - synes du båden er i orden eller …?
Nu forstår du måske bedre hvor meget plads og volumen der er i 560-modellen. Vi som bruger båden ofte, til familieture eller repræsentation med firmaet, sætter særlig stor pris på indretningen. Den er let at holde ren fordi der ikke er tæpper, men teak på dørken. Indretningen i matlakeret mahogni giver en lun atmosfære og tåler langt mere end plys og bløde polstringer. Lad mig vise dig detaljerne i træarbejdet - millimeterpræcision i alle samlinger og flotte kantlister udført præcis som de svenske bådproducenter på Orust er berømt for: Ægte håndværk! For at give båden et lidt mere ”avantgarde” tilsnit, er der stållister og detaljer på strategiske steder. Den komplette belysning vil sammen med den indirekte belysning, der bidrager til stemning, være netop de detaljer, som skaber bådens charmerende personlighed.
O.k. - jeg forstår godt at du nu har fået noget at tænke over. En anden gang kan jeg vise dig maskinrummet, hvor de to Volvo-motorer på hver 715 heste sidder. For at sige det som det er - du skal lede længe efter et maskinrum med mere gennemført design - selv lydisoleringen er i en klasse for sig.
En vigtig detalje er, at 560’eren har et specielt propelsystem med overfladepropeller. Det er en sjældenhed på så stor en båd, men har følgende fordele: en lille dybgang (110 cm), højere topfart og gunstigt brændstofforbrug i marchfart. Ifølge Nord West bliver også støjniveauet lavere.
Nu ikke mere praleri. Totalt set kan den nye Nord West 560 beskrives som et vel-lykket prestigeprojekt fra en producent, som allerede er kendt for sine velbyggede både, hvor 39’eren er volumen-modellen.
Et svensk udtryk, som vi synes passer godt, er: ”Jättesnygg!”
Den har selvfølgelig sin ”king size”-prisseddel, men i forhold til konkurrenterne på 50-60 fod ligger prisen hvor den skal og Nord West 560 skiller sig ud med personlighed, lækkert træ-interiør, velafbalanceret skrog og avanceret propelsystem.
Smid fortøjningerne - selv om der er lidt sø ude på havet, tror jeg ikke det bliver noget problem at nå Anholt på nogle timer …
Standardudstyr Nord West 560:
• Bovpropeller 19 hk • Elektrisk ankerspil fremme (60 m kæde og 30 kg anker) • Kaleche på agterdæk, flybridge og frontvinduer • Teakdæk i cockpit, på trappe, badeplat-form og bovspryd • Wet-bar på flybridge med el-grill, køleskab og vask • Pool på fly-bridge med fersk- og saltvandstilslutning • Ismaskine i salonen • To Eberspächer 5DL dieselvarmere (for/agterude) • Defroster • Lyskastere • Gyrokompas • 2 x log og ekkolod • 2 x autopilot med rorindikator • 2 x VHF• 2 x kombineret kortplotter/radar/ekkolod • Åben radarantenne, 4 kW, 3” • Fladskærms tv med DVD/stereo nedsænket i bordplade• Service med krystalglas og porcelæn i 14 dele til 10 personer • Gaskomfur med ovn og fire kogeplader • Mikrobølgeovn • 120 liters køleskab i pantry • 96 liters fryser i pantry • Opvaskemaskine • Vaskemaskine med tørretumler • Tre toiletter med elektrisk skyl • Landstrøm og batteriladere (70 Ah, 24 volt) med inverter (2,5 kW) • 475 Ah (24 volt) navigations- og forbrugsbatteri • Dieselgenerator 8 kW
Ekstraudstyr:
• Elektrisk ankerspil agterude • Teak på skandæk og flybridge • 120 liters køle-skab i bar/salon • Opgradering til separat radarskærm i stedet for kombiinstrument • Jacuzzi-aggregat i pool
Nord West 560
Længde: 17,10 m
Bredde: 4,70 m
Dybgang: 1,10 m
Vægt: 200 kg
Ant. kahytter: 3 eller 4 stk.
Antal køjer: 9 stk.
Dieseltank: 2 x 1500 l
Ferskvand: 890 l
Holdingtank: 240 l
Startbatt.: (24 volt) 180 Ah
Navigationsbatt.: (24 volt) 115 Ah
Servicebatt.: (24 volt) 360 Ah
El-anlæg: 24 volt
Motor: Volvo Penta 2 x 715 hk
Drev: Kaviterende propeller
Pris fra: SEK ekskl. moms 7,8 mio.
CE-kategori: B
Maks. antal pers.: 12 stk.
Konstruktør: Benny Martinson
Producent: Nord West Yachts AB, Sverige,
tlf. 0046 304 349 60,
http://www.nordwest.se