Yanmarin 5940


34 knob er topfarten for Yanmarin 5940, når en 100 hk Yamaha-firtakter sidder på.

            <br />

Fredag eftermiddag, bølgerne blinker i solen. Madkurven er pakket, kaffen er brygget. Båden er tanket med benzin og fiskestænger. Weekendtur. Yanmarin 5940 på små seks meter er valget for sejleren som vil hygge, fiske, sejle stærkt eller bare cruise og spare på benzinen. Den finske styrehusbåd til 257.400 inklusiv en 100 hk Yamaha, fik topkarakterer for gode og trygge sejlegenskaber, da vi med norske og svenske kolleger testede den blandt stejle klipper i Hankø, Norge. Med en skarp stævn og en relativ dyb V-bund på 19 grader skar Yanmarin bølgerne flot og behageligt blødt, et væsentlig parameter når man vælger båd i det ofte blæsende Danmark. Man kan forlange tillid til sin motorbåd. Trods dyb V-bund planer båden allerede ved 11 knob, stejler ikke nævneværdigt og laver stor bølgegang efter sig i startfasen, som det ses på lidt bredere både på samme længde. Accelerationen er acceptabel, når man tænker på båden som en familie- eller fiskebåd for gutterne. Med én mand om bord smuttede vi en tophastighed på 34 knob med en 100 hk Yamaha. Med en 85 hk er Yanmarins topfart 29,2 knob med to personer om bord, sættes en 115 hk på øges farten til 36 knob. I fart er båden sjov at styre, selv da vi krydsede grov hæksø, med den holdbare sag. Yanmarin er siden de startede i 1972, kendt for glasfiberarbejde og teak i god kvalitet, men også for at teste og udvikle bådenes sejlegenskaber.

Bruges på Grønland
Det bedste bevis for at båden er stabil, ses på Grønlands dybe fjorde, hvor fangerne sejler med marchhastighed på 25 knob i 10 timer om dagen i Yanmarin 5940, med en mindre gummibåd hængende efter til dagens fangst.
”Samtidig overnatter fangerne i båden,” fortæller den danske importør af Yanmarin, Preben H. Karlsson, fra Yamaha i Odense. Med 4300 omdrejninger går båden 20 knob, hvor den med en Yamaha-motor mellem 85 og 115 hk, bruger 14,8 liter i timen, hvilket er et fornuftigt forbrug. Sejlglæde, ordet gik igen for de sejlende journalister efter gashåndtaget kom i bund på Yanmarin. Båden planede nemlig flot i alle fartområder. Selv da vi tog nogle hårde S-sving med 20 knob, krængede båden behersket og motoren trak ikke luft til skruen og kaviterede, som et par andre testbåde gjorde. Udvekslingen på rattet er stor og let at styre, om end der skal drejes en del omgange før båden reagerer væsentligt. Fra kahytten sidder man godt fremme og kan overskue begivenhederne, men en aften hvor der lægges til i havnen i usigtbar vejr og regn, kan bådens kraftige vinduesrammer virke forstyrrende, hvilket tvinger skipperen til at stikke hovedet op gennem lugen for at orientere sig. Styres kan der også fra cockpittet, hvor udsigten fungerer fint over kahytten, blot man er over 1,65 meter høj. Det udendørs rat ville være en anelse lettere at styre, hvis det stod mere lodret.

Dobbeltkøje og skylight
Båden har praktisk gennemgang, da en luge kan åbnes ved vinduesfronten. At gå rundt om kahytten på et få centimeter smalt dæk kræver man har godt fast i kahyttens håndliste, ellers ryger man i vandet. På fordækket, bagved ankerbrønden, findes et halvdybt hul, hvor et barn eller en hund kunne stå og holde udkik, men ellers er hullets funktion lidt uvis. På bådens lille agterperron findes to sæder, hvor man f.eks. kan sidde i hvert hjørne og nyde livet i havnen, men herfra kan også fiskes, måske en anelse trangt vil hardcore lystfiskere nok mene.
Til gengæld har kahytten rigelig stuveplads, er lys og med en ståhøjde på 1,75 meter, hvor fire personer let kan sidde og følge sejladsen gennem kahytsvinduerne, et lille kortbord findes sågar. I en dansk lavtrykssommer tjener kahytten sin relative store størrelse hjem, og i en højtrykssommer kan en loftluge åbnes så solen kan bage på de to forreste sæder. To kan overnatte i båden efter sæderne er lagt ned, det giver en rimelig soveplads på 1,88 meters længde og en bredde på 1,30. Båden kan installeres med et kemisk toilet, ligesom et mindre blus kan installeres, men ikke en håndvask.
Til fiskeri og ture om vinteren er et luftfyr til 8000 kr. en god investering. I Norge og Sverige er Yanmarin-serien et anvendt mærke, der årligt sælges 1000 af. Testbåden var en fornøjelse at sejle og kan let trailes rundt til gode ferie- og fiskesteder. Den forhandles fem steder i Danmark. Måske giver de en prøvetur?

Yanmarin 5940
Konstruktion: Yanmarin, Finland.
Længde 5,81 m
Bredde 2,26 m
Vægt: med testmotor 934 kg
Motor: Yamaha, prøvesejlads 100 hk
Anbefalet motor 60 - 115 hk
Brændstofstank. Fast 110 l
CE-godkendelse kategori C
Pris: Med 100 hk Yanaha-motor 257.400 kr.
Antal personer 6 stk.
Import: Yamaha, Odense, tlf. 63 10 95 00.







★ Artikel

★ Lamineret cockpitarm og timevis af lakering

★ Interview & Portræt

★ Portræt: Ny kaptajn ved roret i Dansk Sejlunion - Anders...

★ Test af motorbåd

★ Test: Bayliner V20 - Sjov og rummelig

★ Artikel

★ Vendée Globe: Nedtælling til verdens hårdeste...

★ Artikel

★ Rita IV: En konge værdig

★ Test af motorbåd

★ Test: Delphia 10 Sedan - Slowboat til gode oplevelser

★ Interview & Portræt

★ America's Cup: Dansk civilingeniør stadig en af de mest...





Udvalgte artikler *


Produktnyt

Hvis der er noget vi glæder os til...

USA: GM ind på markedet for e-motorer

Der er en ny kat i byen