Marex 280 Holiday passer ind i tidens trend. Det er en smule paradoksalt, eftersom den halvplanende motorbådstype ikke ligefrem er nogen ny opfindelse. Men der er kommet en kategori af bådkøberne, der ønsker at sejle rolig familiesejlads og gerne vil have muligheden for at drage afsted på Europas kanaler i baghånden. Her taler både indretningen og fartegenskaberne for Marex'en. Den testede version kan sejle 20 knob men som halvplanende båd er den god til at sejle langsomt, og agterkahytten er et vigtigt element for kanalsejladsens succes.
Alt er i hovedtrækkene ved det gamle i Marex 280 Holiday, men man præsenteres for en sjov blanding af traditionel norsk motorbåds-snusfornuft og moderne sus i skørterne. Marex'en er gået igennem med tættekam i denne moderne version, hvor gamle ideer er frisket op og nymodens indfald føjet til, så de ligner de rene åbenbaringer.
Det traditionelle motorbådsskrog er smagfuldt camoufleret med moderne linjer på vind-spejlet, som i den testede version er suppleret med en smart hardtop, der kaster kærkommen kasketskygge på solskinsdage. Det ret høje agterparti er camoufleret med en god badeplatform, som ret effektivt skjuler, at der er brugt højde på at lave en hel solseng på toppen af agterkahytten, endog med en solid håndliste hele vejen rundt, som giver sikker trafik agterud.
Styrestolen genbruges ved cockpitbordet
Indretningen er næsten så traditionel, som den kan blive. Det er detaljerne, som tæller her. Marex har årtiers ubrudt tradition for at lave motorbåde, og er ikke faldet for fristelsen til at slå af på kvaliteten, tværtimod. Den vrimler med gennemførte små detaljer.
Der bliver i en håndevending plads til 5-6 personer i cockpittet ved at lukke lugen til agterkahytten og sætte en ekstra ryghynde op ad den. Samtid svippes ryglænet til den dobbelte styrestol frem, sædet sænkes og cockpitbordet foldes ud fra sin faste plads i styrbords side.
Båden giver dog kun optimal sejladsoplevelse til de to personer i førerstolen. Nok kan der sagtens sidde et pænt antal passagerer og i agtersofaen, men man sidder lavt uden udsigt fremad. Det er der kompenseret for med en velanbragt håndliste rundt om hjørnet på pantrybordet i cockpittet. Så kan passagererne stå sikkert op og følge med i sejladsen.
Marex Holiday er vistnok den første motorbåd, der byder på muligheden for at komme sejlende med albuen ude ad sidevinduet i ægte sportsvognsstil. Den mulighed sørger to velanbragte skydevinduer i sideruderne for, ligesom de er til fordel for kommunikationen med land eller andre både, selv i versionen med blød og aftagelig top, da sideruderne er ret høje.
Agterkahytten skal altid være redt op
Indretningen følger et klassisk mønster. Forude i stævnen er der kahyt med god hovedhøjde og et par gode køjer, der traditionen tro kan integreres ved at sænke kahytsbordet og lægge en hynde over, så man i princippet kan sove tre. Op ad styrehussektionen er der et pænt toilet og garderobeskab.
Agterkabinen er danske god. Den er forholdsvis rummelig, der er et godt stykke dørk under lugen, og der er tre køjer, fordelt på en halvandenmands- og en enkeltkøje. Agterkabinen åbnes på en sjov og praktisk måde, idet lugen i kahytstaget er et blødt stykke kunstlæder med tungt indlæg, som blot foldes tilbage. Problemet ved agterkabiner af denne type er, at en skydeluge fylder for meget, og at en hængslet luge ikke åbner nok. Marex' "bløde" løsning ligner det rigtige.
Til tursejlads, navnlig længerevarende som f. eks. kanalsejlads, er agterkahytten vigtig. Det er en udbredt erfaring, at det betyder meget at have sit "sovekammer" stående klart, så der ikke altid skal redes op først, inden man kan gå til køjs.
Styrehuset er rummeligt og glimrende, både aktivt og til stilleliggen. Styrepladsen er flot med den topersoners styrestol, der kan justeres i højden, og pladsen tilbyder god fod- og benplads. Pantryet i bagbord er velformet med to blus, der dog ikke er standard, køleskab, god håndvask og afsætningsfaciliteter.
Der skal også heste og fart til kanalsejlads
Marex Holiday 280 drives traditionelt med en 4-cylindret diesel med 136 heste på en fast skrueaksel. Det giver en dejlig sikker manøvreevne i havn, når man har lært sig fidusen at sejle så langsomt som muligt og bruge skruens kraft på roret til at udføre manøvrerne. En af den halvplanende båds fornemme egenskaber er, at den er fremragende til at sejle deplacementsfart, for det egentlig det, den er konstrueret til. Den sejler retningsstabilt og styrer villigt, modsat de planende både, der kager rundt, så længe de er nede i vandet.
Marex'en kan leveres med maskiner fra 76 til 165 hk, og vi har testet den i en mellemmodel med 139 hk, der virker velvalgt til båden. Prisforskellen fra 76 hk til 136 er kun godt 22.000 kroner, så det kraftoverskud er godt at tage med til at stævne vind og strøm. Op til de 20 knob, der nærmest er maksimal rejsehastighed for stort set alle motorbåde, sejler den rigtig komfortabelt og robust.
Marex'en virker som en båd, der er som skabt til kanal-
sejlads, og her er de 136 hk ikke for meget. Den har det nødvendige kraftoverskud til at stævne strømmen på de store europæiske floder, der sagtens kan være op til 6 knob. Og forøvrigt bruger en stor maskine sjældent mere brændstof end en lille, da den kun udnytter en del af sin kapacitet.
Til den øvrige og mest langvarige del af kanalsejlads ude i systemet er man bundet af hastighedsbegrænsninger med båden godt nede i deplacementsfart, og her sejler den som nævnt fremragende let og retningsstabilt. Det skyldes bl.a. en relativt stor køl, som også får den til at "stå" godt i vandet til havnemanøvrer. Man betaler en lille pris for det, hvis man prøver at lave kraftige sving med Marex'en ved høj hastighed, for her bides kølen så godt i vandet, at båden krænger
udad i svinget, og det er ubehageligt. Dette er en båd til velovervejet sejlads, og den skal ikke behandles som en speedbåd.
Marex 280 Holiday
Længde: 8,95 m
Bredde: 2,80 m
Dybgang: 0,85 m
Vægt: 2800 kg
Brændstof: 220 l
Vand: 220 l
Septiktank: 120 l
Motor: Volvo Penta 4-cyl. turbodiesel, 139 Hk
Pris: 678.625 kr.
Standardudstyr:
Badeplatform med fenderholdere,
targabøjle, bovspryd
Pris som testet: 708.425 kr.
inkl.
Hardtop 9.800 kr.
Kogeapparat 7.400 kr.
Trimflaps 6.600 kr.
Bundsmøring 6.000 kr.
Import og salg:
Reese Marin, Aabenraa,
tlf. 74 62 61 56.