Marex SunCruiser

Norske motorbåde virker ofte næsten mere sydlandske end de fartøjer, som bygges i mere solsikker afstand fra polarcirkelen. Det er sikkert fordi nordmændene drømmer så meget mere om det solstegte udendørsliv. Marex 290 SunCruiser er værftets debut blandt de planende motorbåde, hvor den sydlandske stemning plejer at slå igennem.
Det gør den også her.
Men som traditionelle producenter af snusfornuftige halvplanende både har Marex-værftet trods alt holdt lidt snor i trangen til udendørslivet, for bådens faciliteter balancerer fint mellem ønskemål og en skandinavisk sommers barske realiteter.
SunCruiseren byder på et rummeligt, velmøbleret cockpit med en flot, næsten dobbelt u-sofa, der giver plads til velbesøgt selskabelighed og solbadning for mange, når cockpitbordet slås ned og dækkes med en ekstra hynde. Cockpittet er dybt og giver et velbeskyttet indtryk med sine håndvenlige rustfri håndlister hele vejen rundt.
Der er en stor låge ud til badeplatformen, men denne er dog noget begrænset, da man har udnyttet halvdelen af den til et stuverum, med et praktisk stativ til fendere anbragt ovenover. Den rundhåndede anvendelse af håndlister er ført helt herud, for endelig er der nogen, der har fundet ud af at lave en lodret håndliste i hele agterspejlets højde. Så er der virkelig noget godt at tage fat i ved badning, for slet ikke at tale om en eventuelt mand-over-bord- manøvre.
Den har også et glimrende styrehus med virkelig komfortable styrestole, fordelt med en dobbelt i førersiden og en enkelt i bagbord. For dem, der virkelig satser på godt vejr, kan båden fås med radarbøjle, der bærer en blød top, men mange vælger hardtop, som på testbåden. Den koster 13.000 kr. ekstra, men har til gengæld også et stort soltag i hele styrehusets bredde. Udsynet fra styrepladserne er fremragende, hvad enten man vælger hård eller blød top. En rummelig kaleche, der kobles på begge versioner, er standardudstyr.
Masser af luft og lys til salonen
Under dæk er SunCruiseren traditionelt opbygget med pantryet op ad kahytsnedgangen, og her har man brugt en god ide, idet døren til kahytsnedgangen er suppleret med en ekstra halvdør, så der kan sikres ekstra lys og udluftning, ligesom der skabes god kontakt mellem kahyt og cockpit.
Kahytten har en stor forkøje med masser af siddepladser og god køjeplads, når bordet sænkes. Under styrehusgulvet er der en udmærket alkove til to. Toilettet er i forkahytten og er velindrettet og let at holde med en støbt inderskal. Generelt byder Marexen på et godt kvalitetsindtryk af både glasfiber- og træarbejdet. Den er samtidig behageligt frigjort for den traditionelle bådebygger-opfattelse af motorbåde, hvor man bygger hele apteringen op i træ og ofte kommer til kort med de gode løsninger omkring indretningen af styrepladsen. Her er Marex-værftet gået direkte til glasfiberen og har endog fået en virkelig vellykket og praktisk styresektion ud af det. Der er både blevet plads til fødderne og til at stå op og styre med hovedet op igennem soltaget. Samtidig byder den på et rummeligt instrumentbord med plads til masser af ekstra instrumenter, til søkort under en plexiglasplade, et handskerum og et magasin til løst navigationsgrej. Det er praktiske sejlere, men også opfindsomme folk, der har designet denne båd.
Testbåden var udstyret med en relativt beskeden 216-hestes kompressor-assisteret Volvo Penta diesel. Men netop kompressorens gode ryk i de lave omdrejninger, kombineret med den effektive duoprop, bringer Marexen hurtigt op i planing, selvom skroget har en ret dyb bundvinkel. Bundfaconen giver den robuste evner overfor sø, og med en topfart på ca. 30 knob skal man nok komme vidt omkring. Bundfaconen giver Marex SunCruiser en livlig reaktion på styreudslagene, som kun udmønter sig i, at den lægger sig villigt ind i svingene, skønt styrekarakteristikken egentlig er behersket nok. Det må man blot tage som et ekstra tillæg til bådens let sydlandske temperament.

Marex 290 SunCruiser
Totallængde: 9,10 m
Bredde: 2,99 m
Dybgang: 0,65 m
Bundvinkel: 25 grader
Vægt: 3200 kg
Motorinstallation: 216 hk Volvo Penta AD43DP dieselmotor m/drev og dobb. propel
Brændstof: 480 l
Vand: 180 l
Septiktank: 65 l
Standardudstyr: Radarbøjle, kaleche, køleskab, septiktank, kompas, fenderholdere
Standardpris: 721.000 kr.
Ekstraudstyr: Hardtop 13.000 kr. Trimflaps 6300 kr. Varme og varmt vand, landstrøm, bat terilader, log og lod.
Pris som testet: 786.500 kr.
CE-godkendelse: Kat. B
Import og salg: Reese Marin, Aabenraa,
tlf. 74 62 62 56







★ Artikel

★ Lamineret cockpitarm og timevis af lakering

★ Interview & Portræt

★ Portræt: Ny kaptajn ved roret i Dansk Sejlunion - Anders...

★ Test af motorbåd

★ Test: Bayliner V20 - Sjov og rummelig

★ Artikel

★ Vendée Globe: Nedtælling til verdens hårdeste...

★ Artikel

★ Rita IV: En konge værdig

★ Test af motorbåd

★ Test: Delphia 10 Sedan - Slowboat til gode oplevelser

★ Interview & Portræt

★ America's Cup: Dansk civilingeniør stadig en af de mest...





Udvalgte artikler *


Produktnyt

Hvis der er noget vi glæder os til...

USA: GM ind på markedet for e-motorer

Der er en ny kat i byen