Sollux og Agder

Norge er et sjovt motorbådsland, for bådbranchen repræsenterer hele spektret, lige fra glasfiberudgaver af de ydmyge, klassiske snekker til fremragende planende motorbåde. Midt imellem ligger en særlig norsk motorbådstype, "bosnekken", som er en veldefineret, bredmåset, forvokset udgave af den slanke snekke, med kahyt for og bag og centercockpit i midten.
Bosnekken er dybest set udtryk for et design, der er gået grassat. Over vandlinjen prøver man at fastholde bådens udseende som klinkbygget snekke. Men undervandsskroget er forlængst bygget kraftigt ud agter, så det kan tåle at få sat nogle hestekræfter på skruen, uden at sætte bagen dybt i vandet. Bosnekkerne har også sejladsmæssigt forladt snekkernes tilforladelige fartområde og planer lystigt deruda', når blot der kommer hestekræfter nok i maskinrummet.
Egentlig burde typen vel være sendt på museum, efter den blev færdigudviklet for en generation siden, men nordmændene vil ikke slippe den. Årsagen fornemmer man tydeligt, når man kommer om bord ... efter at have taget et ordentligt skridt op over det høje fribord. Bosnekkerne oser af tradition og grovhakket råhygge, som moderne motorbåde har svært ved at stille noget op imod. Her har vi sejlet to nye modeller af de traditionelle bosnekker, forelagt i fuldt flor, kan man roligt sige: Sollux 850 og Agder 840.
Det første man bemærker ved de to både er, hvordan designet nærmer sig hinanden. Der er kun én effektiv måde at udnytte disse trinde skrog på, og når en lang række værfter har konkurreret og kikket over skuldrene på hinanden i mere end en generation inden for et snævert område, opstår der nærmest konsensus. De kunne sagtens have en hvilken som helt anden form, f.eks. en mere rationelt udformet hæk, men typen ligger fast: Højt opbygget centercockpit med udendørs pantry, salon i stævnen med god udsigt fra overbygningen, agterkahyt med solseng og en solid badeplatform.
Årsagen til bosnekkernes hårdnakkede succes er bådtypens anvendelighed som turbåd. Snekkerne er halvplanende og styrer komfortabelt nede i det langsomme hastighedsområde - snekkefart - hvor planende både som regel er utålelige at styre. Snekkerne egner sig til slentrefart og tid til naturloplevelse. Og så har de i dag kræfter nok til at køre op i planingsfart, når der er brug for hurtig transport.
At de bredmåsede typer her også udsender et tilforladeligt og fredsommeligt signal, skal man heller ikke underkende værdien af. Der må være en grund til, at nordmændene aldrig har taget det logiske spring og bygget dem rationelt med en flad motorbådshæk.
Skrogene udnyttet tilsidste millimeter
De to både i testen er temmelig ens. De er begge udsprunget af den norske snekketradition, hvoraf alderspræsidenten Saga 27 stadig holder skansen som en "ren" deplacementsbåd. Sollux 850 og Agder 840 er et lille nummer større, men har samme enkle opbygning med maskinen midt i båden under cockpitdørken og fast propelaksel. Det bestemmer resten af indretningen.
Skrogene er hårdt udnyttet. Sidedækkene er smalle og ubehageligt små at bevæge sig på, hvilket er nødvendigt, når man f.eks. vil åbne og lukke de enorme kalecher.
Designmæssigt virker Agder 840 som den mest moderne. Den har mindre spring i skroget; den er 20 cm bredere end Sollux; og navnlig cockpittet er rationelt indrettet, ligesom agterkahytten er udstyret med flere vinduer. Desuden er kalechen indrettet næsten udelukkende med lynlåse, så man ikke skal slide fingerspidserne i laser på disse forb ... knapper.
Sollux'en er mere præget af at være en båd, der er udviklet gennem mange år, ide for ide, men uden overordnet plan. Den har det bedst fungerende pantry, hvis man har behov for de store armbevægelser, men til gengæld en noget indelukket førerplads, hvor det lykkedes os at slå knæet nederdrægtigt på nogle dårligt anbragte knapper. Cockpittet er forskelligt udnyttet i de to både, idet Sollux'en har ekstra navigationsplads foran passagerstolen i bagbord, men til gengæld er der kun plads til to i styrestolene. Agders førerstol er nærmest en bænk, hvor der kan sidde to personer, så førerpladserne her tager i alt tre.
Skydedøre skaber albuerum under dæk
Indretningen under dæk er traditionel motorbådsagtig. I Sollux finder vi en rund forkøje, som omdannes til en stor soveplads ved at sænke bordet, plus en halvandenmands soveplads under cockpittet, som man ikke får i Agter 840. Til gengæld har den større toiletrum og byder på en moderne kahyt med en bred kahytsnedgang og god kontakt mellem kahyt og cockpit, idet nedgangen lukkes med en slags rullegardin med metalindlæg, som også kendes fra andre norske både. Sollux'en opleves dog ikke særlig indelukket, idet toilet- og alkoverum lukkes med velfungerende skydedøre, som ikke tager plads op.
Agterkahytterne er omtrent lige store, køjen er bredest i Agder, 1,30 m, men Sollux'ens længst, 2,10 m. Den store forskel på agterkahytterne er nedgangen, hvor Sollux har et trin ned ude i cockpittet, der virker som en meget stor risiko. Agder har plan cockpitdørk frem til agterkahytten, som man entrerer ad et godt indvendigt trin i stedet. I øvrigt præges begge både af gedigen og ærlig håndværksmæssig udførelse, som man kender det fra både, der har været i produktion længe.
Er den største maskine en fordel?
Begge både er sødygtige på snekkemanér, hvilket vil sige, de bevæger sig livligt i sø, men kommer sikkert frem. Fartegenskaberne var ret forskellige, skønt begge mødte med størst tænkelige maskine, Agder'en med Volvo Penta TAMD 41 på 163 Hk, og Sollux'en med Volvo Penta TAMD 22 på 102 Hk.
Sollux'en løb godt 16 knob i tophastighed ved 4800 o/m, og fungerede bedst i planingsfart med komfortabelt støjniveau ved 3800 o/m, hvor den præsterede 13 knob. Agder'en, der i sig selv vejer 200 kg. mere end Sollux, skulle højere op i hastighed for at plane "rent". Den havde sin ideelle planingshastighed ved 17 knob, hvor den store maskine snurrer med 3300 o/m, og ved kun 300 omdrejninger mere gik den tophastighed, 21 knob.
Halvplanende både kæmper med et svært kompromis, at kombinere designet i den retningsstabile deplacementsbåd og den hurtige planende båd. Det er som at kombinere en lastbil med en sportsvogn. Forskelle i konstruktionerne kan udmønte sig i nogle løjerlige egenskaber. Det kan være i form af irriterende dårlig retningsstabilitet som en "rigtig" planende båd ved langsom fart, fordi kølen er for lille. Eller det kan være nogle skrækkelige tendenser til at krænge "udad" i sving ved planingsfart, fordi kølen er for stor. Eller sagt på en anden måde: Hvis man vil have en rar, retningsstabil båd til langsom fart, må man ikke regne med, at den svinger så lækkert som en speedbåd i høj fart.
Både Sollux og Agder virker som gode kompromisser, der repræsenterer det bedste i begge fartsområder. Og alligevel er der forskel. Den moderne Agder med sin noget skarpere stævn vil nok kunne klare en del sø i planingsfart. Men Sollux'en planer godt ved en hastighed, der er væsentligt lavere i denne sam