For at sige det kort, er denne båd helt speciel og udviklet til et helt specielt område som trækbåd for vandski og wakeboard-entusiater. Men bevares – dette er også en familiebåd af typen ”bowrider”. Her er godt med siddepladser, en meget komfortabel førerstol med to varmeblæsere til fødderne og gennemførte detaljer. For eksempel det lækre instrumentpanel, hvor man på et lille display kan få oplysning om vand- og lufttemperatur, dybdemåler, timetæller og motorens tilstand.
Den kraftige targabøjle i helstøbt aluminium skal også nævnes. Her er detaljer, som ikke findes på andre både og der er mange forskellige modeller at vælge mellem. Listen over ekstraudstyr er også speciel. Der kan bl.a. nævnes et enormt stereoanlæg med store højtalere monteret i targabøjlen. Endnu mere specielt er det at båden kan leveres med en patenteret foil under bunden. Den laver ekstra krappe og høje hækbølger – lige det en wakeboarder drømmer om for at kunne hoppe højt og lave sine spændstige tricks. Til seneste VM i wakeboard er også valgt Malibu.
En trækbåd må have en lav planingstærskel. Det
kræver en perfekt vægtfordeling og ud fra dette fås Malibu-bådene ikke med hækaggregat. For at få vægtfordelingen fremover, benytter man centerplaceret motor med aksler og propel monteret under bunden. Eller som på testbåden: Motoren placeret i motorrummet agter, med V-drev og propel under bunden. På begge alternativer har bådene frithængende ror. For yderligere at perfektionere vægtfordelingen, har testbåden indbygget trimtanke. En forude og en på hver side, som styres elektrisk fra instrumentpanelet. Ved hjælp af dette ballastsystem kan båden nemt trimmes ned med stævnen eller rettes op sidevis så den hele tiden ligger i perfekt vinkel og laver større bølger.
Egenskaber
Endnu sjovere er bådens ”cruise-kontrol”. Tast den ønskede hastighed ind, sæt båden i fremad gear og så trækker den selv op til den indstillede hastighed og holder den meget jævnt. I sving øges omdrejningstallet hurtigt for at holde den samme fart gennem hele svinget. Om bord i en trækbåd er det en praktisk udstyrsdetalje. I en konkurrence er det af største vigtighed at båden holder en jævn fart og at udøverne får så lige betingelser som muligt.
Prøvesejladsen afslører en let og præcis styring. Naturligt nok i og med at roret hænger frit under bunden. Uanset hastighed ligger den meget stabilt og selv uden at fylde trimtankene føles den tungere end tilsvarende både. V8-motoren på 340 hk betyder kræfter nok. Selve topfarten er ikke så vigtig for en trækbåd. Langt vigtigere er det at båden har et højt drejningsmoment og at den kan holde en jævn cruisingfart uanset last. Med mange siddepladser og nok af stuveplads til vandski eller wakeboard, betyder det at båden kan have mange personer med på hver tur.
Vi lægger båden ind i sving og får besked på at svinge endnu mere. Båden ligger gennem hele svinget uden den mindste tendens til at kavitere. Det er netop en af fordelene med propellen monteret dybt under bunden. Under almindelig sejlads er det ikke nogen almindelig svingmanøvre. Men under en konkurrence hænder det selvfølgelig at udøveren på vandski eller wakeboard falder. Så er rutinen at han umiddelbart skal strække en arm i vejret som signal på at alt er ok. Giver han ikke signalet, kaster skipperen straks båden ind i et 180 graders sving for at komme til undsætning så hurtigt som muligt.
Vi oplever båden velbygget og med sikre sejlegenskaber. Kun på et punkt er den dårligere end en båd med hækaggregat eller udenbordsmotor. Den er ikke let at manøvrere når den skal bakke. Agterover svinger den helst den vej propellen trækker og her skal skipperen lære båden at kende.
Som udgangspunkt er Malibu-bådene konstrueret og bygget som trækbåde. Og så er det naturligt nok vandsportsklubber som er hovedmålgruppen. Men stadig flere private ser også bådenes specielle egenskaber som attraktive. Der er gode siddepladser, fin dørkplads og mange smarte detaljer. Og samtidig er bådene lækre at se på. Fra farvekortet kan der vælges mellem et stort antal farver og stafferinger. Der fås også flere typer targabøjler, badeplatforme og flere motoralternativer. Hver båd bliver lavet efter kundens ønske.
En Malilbu vil uden tvivl vække stor interesse – enten den ligger ved broen eller står på hængeren.
Nogen lavprisbåd er her ikke tale om. Tværtimod må man betale en del ekstra for at få en så speciel båd. Men det viser sig at rigtig mange er villige til det. De to fabrikker i USA plus den i Australien producerer ca. 4500 både om året og interessen er også stigende herhjemme.
Længde/bredde: 6,40/2,37 m
Motor, Monsoon: 340 hk
Topfart: 42 knob
Vægt: 1361 kg
Brændstoftank: 132 l
Vandtank/ballasttank: 225 l
Antal personer: 10 stk.
CE-kategori: C
Pris fra/pris testbåd: 350.000/415.000 kr.
Producent: Malibuboats
Importør: Tempo Trading/Body Sport, tlf. 43 69 71 80, www.tempotrading.dk
Forhandler Jylland: Fun Sport, tlf. 75 72 28 77
- Svingegenskaber
- Finish
- Udstyr
- Styrer dårligt agterover
- Høj pris