Så er seneste udgave af Bådmagasinet på gaden, 100 sider fyldt med inspirerende læsestof i et magasin, hvor fordybelsen sikrer at du rigtig slapper af. Læs Øverups leder, og se hele magasinet i teaserformat nederst.
Tid til sommertur
Blikfang
Sejlsportsligaen er en ubetinget succes.
Kort og godt
Alt godt fra bådbranchen I Udstyr I Personer I Nye både
På VM-træning med Italia 9.98
15 danske både er tilmeldt ORC VM. Vi har været på træningstur med Team John Mast.
Kanalernes Tesla
På testtur i Københavns Havn i en lydsvag og stabil Rand Picnic Sport.
Så er der turbøjer til alle
270 turbøjer er blevet udlagt af Danske Tursejlere og Dansk Sejlunion til sæsonen.
Singlehand - 646 sømil alene
24 topmotiveret sejlere er klar til at tage udfordringen op med sejladsen Danmark Rundt.
Hvad sker der i de danske havne?
Gennem hele sejlsæsonen sætter vi fokus på, hvad der rører sig i de danske havne.
Havnens Dag er et aktiv for alle
Ebeltoft Skudehavn tilbød mange meget forskellige aktiviteter til Havnens Dag.
Vi tester Jeanneau Sun Odessey 419 & 519
Det franske værft har fornyet og forbedret hele Sun Odessey serien.
150 år blev fejret i Operaen
KDY fik en ny royal protektor, da man fejrede klubbens 150 år i Operaen.
Kurs mod danske kyster
Oure Sport & Performing Arts afvikler kurser for dem, der vil på eventyr i egen båd.
Med Troldand på kanten af Europa - Del 1
Denne gang går turen fra Grækenland til Albanien og videre til Montenegro.
Vi tester Quicksilver Activ 505 Cabin
Vi har testet den nye kvikke søster i flokken.
Boatindex
Udvalgte både fra Boatindex - et Bådmagasin site.
Solen skinnede på Palby Fyn Cup
Rapport fra dette års sejlads rundt om Fyn.
Skal dit næste sejl laves sådan?
North Sails har opfundet en helt ny måde at fremstille sejl på.
Vedligehold og reparationer af sejl
Vedligehold, tjek og småreparationer kan forlænge sejlenes levetid betragteligt.
Guiden
Gode maritime tilbud.
Prisværdige initiativer
Ultimo maj var det Havnens Dag - et projekt i projektet under Vild med Vand. For Bådmagasinets nye læsere, så er Vild med Vand et projekt, som Nordea Fonden har støttet med hele otte millioner kroner over en periode på fire år, hvor det simpelthen handler om at få flere på vandet, hvad end det er i kajak, på et surfbræt, som Stand Up Padler eller som sejler.
Et hamrende godt initiativ. Lad mig bare løfte sløret, dagen blev en stor succes, heldigvis godt hjulpet af vejrguderne. Et godt bud var at ca. 60.000 mennesker kiggede forbi i de lige godt 40 sejlklubber som var engageret i projektdagen. Et tal som jo kun kan være et gæt, da der ikke sælges billetter. Om der havde været 50.000 mennesker på havnen for at spise is, selv om der ikke havde været afholdt noget, ved ingen, men det som projektet med sikkerhed har affødt, det er et samarbejde på tværs at klubberne på de lokale havne. Der er tale om samarbejde, som kan bringe rigtig mange gode ting med sig, og eksempelvis i Dragør kan man allerede mærke en markant stigning i de vandaktiviteter, der var repræsenteret på dagen. Nu er der pludselig venteliste for at komme til at sejle!
Nu er det ikke så ofte, vi skriver om decideret kapsejlads i vores trykte udgave, som du sidder med i hånden nu. Disse reportager og resultatformidlinger er for længst flyttet til vores internetside, men lige netop i denne udgave, har jeg bare ikke kunne lade være med at berøre emnet. Igen – simpelthen fordi der sker så mange gode ting for sejlsporten.
KDY og Svendborg Sund Sejlklub kan begge fejre 150 års jubilæum, som landets ældste sejlklubber, og det siges, at Svendborg vist nok kom først, med en enkelt formiddag eller to som forspring. I forbindelse med den royale klubs jubilæum bliver der afholdt et ORC VM i juli måned, hvor ca. 140 store kapsejlads både har tilmeldt sig. Der findes flere danske favoritter i feltet, og blandt disse har vi set nærmere på en helt ny båd indkøbt til lejligheden. ’Det handler ikke kun om at vinde, vi vil også have det sjovt’ har skipperen udtalt, en super fed holdning.
Nu er det ikke kun denne ene danske båd, der satser hele butikken på en VM titel. Flere af de danske både har faktisk fået skiftet kølen ud for at optimere, flere med nye sejl, og alt er toptrimmet om bord.
Alt sammen rigtig godt for dansk sejlsport, og mon ikke Skovshoved og omegn kan mærke efterveerne, når ca. 1.500 sejlere med deres følger har forladt området i slutningen af juli?
Som en af de sidste ting jeg vil nævne her, ja så har jeg i år valgt at bringe en beretning fra årets Palby Fyn Cup, simpelthen fordi sejladsen fortjener det. Det er ubetinget landets største sejlads og folkefest. Bogense Sejlklub er på den anden ende i ugen, hvor der sejles rundt om Fyn, og
sejlsporten bliver promoveret på bedste vis, når TV2 vejret sender fra havnen. Et stort setup med en herlig sejler-lands-by fortjener ros, det vil jeg gerne kvittere med her.
Og hvor er det så for øvrigt befriende at få lov til at skrive om alle disse herlige initiativer, som alle gavner det, vi holder så meget af – sejlsporten.
Ikke nok med at jeg kan få fornøjelsen at skrive om dem, næ – du får som læser også fornøjelsen at læse om alle tre store events, som alle er med til at sætte gang i dansk sejlsport og få flere på vandet. Med ønske om en rigtig go’ sommer og læselyst.
Søren Øverup