Bådmagasinet maj 2014

Xc 35:
Xtremt velsejlende

Indholdsfortegnelse

• Læs lederen
• Se magasin teaser
• Køb magasinet online

Regeringen gør alle til tabere – også sig selv:
Fra ”win-win” til ”loose-loose”

Det var ikke noget kønt syn, da Lovforslaget L-81 blev vedtaget i december 2012. Folk som var tæt på processen, uden på forhånd at kende politikkens gådefulde veje, gik chokeret derfra; er det virkelig sådan, en demokratisk, parlamentarisk proces foregår?

Kan folkevalgte politikere, ja endda ministre, bevidst overhøre faktuelle oplysninger, som underminerer hele lovforslagets grundlag? Kan regeringen bare trække på skuldrene og vedtage en lov, som er baseret på fejlagtige informationer, som rammer socialt skævt, og som afgiftsbelægger ansvarlig optræden? Kan de køre et lovforslag igennem, som jager forretning og omsætning ud af landet – og som stort set ikke vil tjene en krone til statskassen?

De vidste hvad de gjorde
Ja. Det kan de godt. Og hvis det bare var fordi de ikke vidste bedre, eller fordi de ikke var informeret ordentlig, så kunne man have en vis forståelse. Det er menneskeligt at fejle.

Men problemet er, at vores folkevalgte politikere ikke var uvidende. Under høringen blev der gjort tydeligt opmærksom på, at dette ville belaste sejlklubbers uddannelsesvirksomhed, ramme omsætningen i hele bådbranchen og øge arbejdsledigheden i en branche, der formentlig er landets mest kriseramte. Og der blev også gjort opmærksom på, at provenuet ville være stort set fraværende, eftersom sejlere ville fravælge eller nedskrive kaskoforsikring i stor stil, eller flytte forsikringen ud af landet.

Politikerne blev også oplyst om, at det talgrundlag man anvendte, og som handlede om redningsaktioner udført af SOK, simpelthen var forkert.

Men under høringen var der ganske få beslutningsdygtige politikere til stede. Det her er nemlig en meget lille lov. Den skaber ikke rigtig overskrifter i landsdækkende medier. Og den rammer kun en ganske lille gruppe mennesker.

For småt
Nu ligger tallene så på bordet. Og ganske som forudsagt, er 35 af de 40 millioner budgetterede kroner udeblevet. Rent økonomisk er loven allerede kollapset. De fem millioner der kom ind, dækker ikke en gang omkostningerne til lovforslagets udarbejdelse.

Så hvorfor bliver det ikke bare lavet om?

Ministeren har ikke tid
Uanset om det var lykkedes at skrabe de 40 millioner kroner ind eller ej, så er det stadig tale om småpenge, på et statsbudget som rummer i omegnen af 600 milliarder kroner. Forsikringsafgiften kom til at bidrage med 5 af de 600.000 millioner. Det er ikke en gang en tusindedels promille.

Der sidder jurister i skatteministeriet, som hver dag arbejder med lovforslag, som i økonomisk størrelsesorden er 100 gange større. Så hvorfor spilde tiden med noget, der er så marginalt, at ministeren ikke en gang bør forstyrres med det? Det antal vælgere der går tabt, er måske også til at overse -  man kunne godt mistænke regeringen for at tænke, at tabet er til at bære, set i sammenhæng med alle de andre, langt større brølere de har begået.

Tæppebombet med belastninger
Men afgiftsstigningen på kaskoforsikringer kom ikke alene. På mindre end to år har regeringen samlet set tæppebombet bådbranchen med belastninger. Og de samlede skadevirkninger er omfattende: I kølvandet på stigningen af forsikringsafgiften valgte mange at opsige kaskoforsikringen, da den nu var blevet hårrejsende dyr, og afgiftsdelen kom til at koste mere end selve forsikringen. Det skete helt forudsigelig - men regeringen valgte altså at præmiere risikoadfærd. Så kom stormen Bodil, som ødelagde rigtig mange både. Det medførte at mange familier blev påført rystende økonomiske slag, da hele deres formue gik tabt. Der var jo ingen forsikring mere.

Derefter blev mange havne bragt til randen af konkurs efter en storm, der på en del kyststrækninger blev den mest ødelæggende nogensinde. Nu var der jo hellere ikke nogen forsikringsdækning for dem.

Dobbeltbetaling
Bådbranchen blev hårdere ramt af krisen end nogen anden branche. Mange bådforhandlere var i forvejen konkurstruede, og nu blev mange af dem væltet af en voldsomt aggressiv forfølgelse fra Skats side, i sagen om handel med tysk moms.

En yderligere afgiftsbelastning kom, da Skibsregistret gik over til en årlig afgift, i stedet for en engangsafgift for registrering af fritidsfartøjer. Mange bådejere måtte nu betale dobbelt: Først havde de betalt engangsafgiften. Nu skulle de også betale den årlige afgift.

Regeringens Grunddataprogram, som skal sikre borgere og private virksomheder adgang til skattebetalte data, blev indført for alle – bare ikke for sejlere. De skal fortsat betale dyrt for søkortdata.

Meget forretning og omsætning går nu tabt i danske virksomheder, fordi forsikringsafgiften ikke skal betales, når båden opholder sig udenfor landet. Der er nu så meget at spare ved at vinteropbevare sin båd i udlandet, at besparelsen i afgift kan betale for hele vinteroplægningen. Forsikringsselskaberne mister forretning, og sejlerne lever med højere risiko.

Det dyreste er tabt
Samlet set er det meget let at føle sig forfulgt. Hvad har vi dog gjort, os der kan lide at være i en båd? Det er jo ikke en gang tale om en særlig priviligeret gruppe – 90% af medlemmerne i Dansk Sejlunion har en ganske almindelig indtægt. Vi bidrager til samfundet med moms og skat og afgifter på lige fod med alle andre. Men regeringen mener altså, at alle disse ekstra byrder skal lægges oveni, lige præcis for bådfolket. Den ene efter den anden. Argumentationen for rimeligheden er totalt fraværende.

Men det er ikke bare sejlerne som lider under konsekvenserne. Alle bliver tabere. For regeringen har alle disse tiltag nemlig også konsekvenser – og en af dem er langt mere alvorlig, end den økonomiske fiasko. For sideløbende er der sket noget andet, som politikerne burde bekymre sig langt mere om. Det er, at deres troværdighed og tillid blandt en pænt blandet vælgergruppe er gået tabt. Og når den er mistet, er den svær at genvinde.

Et mulig skridt kunne være, hvis de p.t. ansvarlige ministre, Henrik Sass Larsen og Morten Østergaard, valgte at genoprette en dialog, sørgede for at blive ordentlig informeret – og på det grundlag rullede de forkerte beslutninger tilbage, og erstattede dem med en rimelig og velbegrundet skatte- og afgiftspolitik.

Her er regeringens ”gaver” til sejlerne
• 35% stigning af afgift på kaskoforsikring af både.
• En årlig afgift på 800 kr. på fritidsbåde indregistreret i Skibsregistret.
• En lovændring som betyder, at lystbådehavne ikke længere er dækket af Stormflodspuljen.
• Offentlige landkortdata frigives – men søkort undtages. Her er priserne verdens højeste.
• Skat driver bådforhandlere til konkurs, med en omfattende klapjagt for handel af både med tysk moms – indenfor et regelværk, som blev ændret uden forudgående information.

Øyvind Bordal.