Som vi har været inde på her på sitet tidligere, så er processen med at finde stopover havne til de to næste Volvo Ocean Race (2014-15 og 2017-18) i fuld gang. Både Aarhus og København har tidligere leget med tanken om at søge, og nu er chancen der altså igen.
Opfordret til at søge
Specielt Aarhus har lagt et kæmpestort og mangeårigt arbejde i at profilere byen som et attraktivt sted at afholde store sportsbegivenheder. Og i kraft af Sailing Aarhus' aktive indsats har sejlsporten haft en stor andel i den succes det faktisk har været. Nu er der så tikket en henvendelse ind fra Volvo Ocean Race, som faktisk direkte har opfordret Aarhus til at søge.
Kender ikke økonomien
"Det her er jo et kæmpestort skulderklap til os", siger Thomas Capitani fra Sailing Aarhus. "Der er lang vej frem til et egentlig, seriøst bud på opgaven, og vi kender endnu ikke de økonomiske rammer. Men vi er bedt om at svare meget detaljeret på en hel masse spørgsmål som vedrører Aarhus som mulig vært, og det har vi tænkt os at gøre. Den her type processer er jo ikke nye for os, vi har en hel del erfaring med det. Så lad os nu se - vi ser på både det førstkommende og det næste Volvo Ocean Race som mulige løsninger."
EM-året 2012
Også i 2012 arrangeres der internationale sejlsports-stævner i Aarhus: Eurosafs ungdoms-EM i otte klasser, samt EM i både Yngling og Soling.
Ruten for de to næste Volvo Ocean Race skal efter planen ligge klar inden årets udgang.