66 sejlere, forældre, søskende og trænere var mødt op til årets afslutningsbal på vandet som vi afholdt i Middelfart Sejlklub, skriver Ditte Juul på fredericia-sejlklub.dk og fortsætter:
Vi startede traditionen tro med at sejle om juletræer på vandet, efterfulgt af julefrokost og pakkespil på land. Vejret var ikke specielt vinterligt i år, men det var sejlerne derimod. Flotte pyntede joller og sejlere med nissehuer og en enkelt julemand gjorde dagen helt igennem julet og hyggelig.
Efter 3 sejladser på vandet, var det en flok sultne sejlere som satte sig til bords en halv time før planlagt, men enhver sejlerfamilie ved at masser af mad skal der til et sejlerbarn.
Julemanden på vandet i Zoom8. Foto: Fredericia Sejlklub.
5 fede år
5 år er strøget af sted siden jeg startede i feb.07 og det har ubetinget været det fedeste sted jeg nogensinde har arbejdet. Mange af jer sejlere har jeg set vokse op i klubben og udvikle jer som sejlere og ikke mindst personligt. I er skønne og kan nå rigtig langt med det I ønsker, hvis I blot arbejder for det. I har noget unikt i FS, nemlig sammenhold, pas godt på det og plej det.
Jeg kommer til at savne jer som bare pokker, både sejlere og forældre! Men jeg slipper jer naturligvis ikke helt. Først og fremmest har jeg fornøjelsen af at stå for teambuilding turen sammen og sidst men ikke mindst håber jeg at gense en masse af jer på sejlerlinjen på Oure idrætsefterskole de kommende år.
I ønskes alle en rigtig glædelig jul, godt nytår og held og lykke.
På gensyn,
Ditte