'Jamen, hvordan er det, den sejler,' udbrød Paul Elvstrøm med dette særlige himmelfaldne tonefald, mesteren reserverer til graverende tilfælde af dårlige sejlegenskaber.
Dette udbrud blev starten til et fint lille renoverings-eventyr for Vilhelm Kloster, Hellerup, der havde købt en Maxi 77 til at forsøde sine pensionist-dage, og for en sikkerheds skyld havde inviteret sin gamle ven ud på en inspektionstur.
Maxi'en fik Elvstrøms fintmærkende sanseapparat op i det røde felt, men det var forventet. Den havde nogle skavanker. Den var generelt tung på roret, med en kraftigt tiltagende luvgerrighed i luft. Ikke helt uventet med en båd, der blev designet til nogle idealer i 1971, og med gamle, udsejlede dacronsejl.
Nogle dage efter vendte Elvstrøm tilbage med dommen: Maxi'ens hængslede ror skulle have 7 procent mere forskær på balanceroret for at slippe af med luvgerrigheden. - Og så de sejl, sagde Elvstrøm og så strengt på Vilhelm Kloster.
Bedre balance på Maxi'ens ror
Så gik projektet i gang. Der blev bestilt nye sejl hos Elvström Sails i Aabenraa, og da båden kom på land for vinteren, blev roret sendt til bådebyggeren for at få lagt nogle centimeter mere på forskæret eller balancedelen. Maxi'ens ror er hængslet på hækken, og balancedelen udgøres af den del, der stikker frem under bunden.
Roret var klart til foråret, og det samme de nye sejl. Det var fine sager fra Elvström Sails program, et storsejl med gennemgående sejlpinde og standard leveret med vogne på sejlpindenes ender, så sejlet glider bemærkelsesværdigt let op og ned. Det nye sejl har fået en kvadratmeter mere areal, idet de gennemgående sejlpinde uden problemer tillader en større kappe.
Forsejlet blev et rulle-rebeforsejl på 12 kvm til afløsning for Maxi'ens ikke færre end tre standard-forsejl på hhv. 7,5, 17 og 24 kvm. Rullegenuaen er en ny konstruktion med en typisk Paul Elvstrøm-opfindelse: En gennemgående sejlpind på højkant, parallelt med forstaget, som sikrer perfekt facon, når sejlet rebes. Investeringen i sejl står til godt 21.000 kr., og med udbygningen af roret har foryngelseskuren af Maxi'en i dette tilfælde stået i under 23.000 kr.
Paul Elvstrøm havde ingen problemer med at overtale Vilhelm Kloster til at få rulleforsejl: 'Jeg besluttede mig en dag, hvor jeg var ved at falde overbord, da jeg var på dækket for at bjærge den store genua,' fortæller han.
Der opstodet lille problem med det forøgede ror, for skønt luvgerrigheden forsvandt, blev båden nu lægerrig på bagbords halse i luft, et problem som dog er rettet ved at slibe af den bageste del af rorbladet i styrbords side.
Derpå så Paul Elvstrøm atter strengt på Vilhelm Kloster og sagde: 'Men du sejler også med fast propel'... 'Men der måtte jeg sige fra,' fortæller Vilhelm Kloster. 'Der er jo grænser for, hvad en pensionist kan bruge sine penge til.'
Den nyder godt af moderne sejl
Vi entrer båden med blandede følelser. Maxi 77 var hadeobjektet blandt "rigtige" sejlere i halvfjerdserne. Den skæmmede farvandene, en campingvogn til søs, mente man. Der eksisterede samme forhold som mellem bilentusiaster og Folkevogns-boblen. Dem med de etablerede meninger hadede den, men almindelige folk de købte den. I store antal. Ligesådan med Maxi 77, der blev produceret i ca. 3000 stk.
De nye sejl glider perfekt ud i vinden, som der ikke er meget af, men i grunden en god test af en lavtrigget båd som Maxi 77. I ca. 2 m/sek. viser GPS-navigatoren 2 knob, og da vinden øger til ca. 4 m/sek., stiger farten til 4 knob. Absolut tilfredsstillende i så let luft.
Højden til vinden er ikke rigtigt noget at prale af, for genuaen skødes på den originale genuablok helt ude i borde for ikke at bringe sejlet i karambolage med den brede rig. Men vi sejler, og båden bevæger sig fremad som man forventer. Tilmed er Maxi 77 en let og nogenlunde letdrevet båd, der går villigt med på de mindste pust. Sejlglæden er sikret.
Jeg kan ærlig talt ikke huske, hvordan en Maxi 77 oprindelig ligger på roret, men selv med det forbedrede ror ligger den en smule bastant i hånden, hvilket vistnok er typisk for hængslede ror. Men man tilbydes en udmærket reaktion på rorudslag og nydelig føling med trimmet. Og luvgerrigheden i luft er forsvundet, forsikrer Vilhelm Kloster.
Maxi 77
Konstruktion Pelle Petterson 1971
Længde: 7,70 m
Vandlinje: 6,75 m
Bredde: 2,50 m
Dybgang: 1,43 m
Vægt/kølvægt: 2000/900 kg
Kølprocent/materiale: 45/Jern
Rig og sejl: Mast på dæk. Storsejl 10 kvm. Fok 7,50 kvm. genua II 15 kvm, genua I 24 kvm. Spiler 50 kvm
Motor: 7 hk Vire med sejldrev
Pris i 1979: 91.000 kr.
Brugtpris: 75.000 - 150.000 kr.
Havets campingvogn er en designer-bedrift
Den 30 år gamle konstruktion er forbillede for moderne familiebåde.De ligger og forfalder i havnene og er ofte ret billigt til salg, men der er stadig masser af ægte sejlglæde i lidt ældre og mindre sejlbåde. Nogle af dem er rationelt og nutidigt indrettet som f.eks. Maxi 77, der blev én af de allerstørste salgssuccesser, da sejlsporten tog sit store opsving først i halvfjerdserne.
Ingen kan påstå, at Maxi 77 er en skønhedsåbenbaring, men tiderne har været god ved den. Skønhedsidealet for sejlbåde har ændret sig, hvormed det, man engang mente lignede en forvildet campingvogn, er et helt acceptabelt syn på vandet. Den virker ikke så anmasende høj i fribordet længere. Men engang i fyrrerne mente man også, en Folkebåd var et forfærdeligt skur med det høje fribord ...
Maxi 77 var én af de første sejlbåde, som blev rationelt designet "indefra og ud", omkring et forud fastlagt antal sovepladser, en beboelig aptering og et rummeligt cockpit. Resten havde at rette sig efter dette. Når man går om bord i Maxi 77, slår det stadig én, hvor moderne den er tænkt, og hvor godt skroget er udnyttet.
Konstruktør Pelle Petterson tog også enhver kritik af Maxi 77 med en knusende ro. Når man lidt storsnudet forelagde ham hans andel i udbredelsen af "campingvogn-syndromet" med Maxi 77, svarede han svalt, at 77'eren til forskel fra så mange andre både havde sendt tusinder af familier ud at sejle med hidtil ukendt komfort til fornuftige penge.
Pladsudnyttelse som moderne båd
Maxi 77 satte en ny standard for udnyttelse af et skrog på godt 25 fod. Den har fem køjer, måske med lidt lav siddehøjde, et glimrende pantry, lidt hemsløjd-agtigt at se på, men ikke desto mindre med en smart facilitet som en fjederbelastet affaldslem, der fører ud til en affaldspose i kistebænken.
Båden har en toilet- og garderobesektion i midten, der fungerer som hovedskot, og danner en fornuftig opdeling mellem salon og forkøje. Overbygningen er formet som "fast sprayhood", der giver ståhøjde ved pantryet. Og der er minsandten også ankerbrønd i stævnen og plads under cockpitbunden til en lille indenbordsmotor med S-drev.
Maxi 77 var i høj grad et samlebåndsprodukt, og hertil hører, at skroget er sprøjtestøbt, hvilket ikke er så stift som håndoplagt.
Foto: Kilde - http://www.maximalt.dk/478/maxi77