Det har været ganske tydeligt. De seneste mange år er Aarhus, med deres super flotte Int. Sejlsportscenter, løbet med stort set ‘alt’ af store events. Vi kan i flæng nævne - VM i samtlige OL klasser, Volvo Ocean Race drop-by, X-Yachts Gold Cup, SailGP og mange andre mesterskaber, samt maritime arrangementer. Læg dertil at stort set samtlige store kapsejladser sejles med udgangspunkt fra Fyn ‘og omegn' - der har ikke været mange store kapsejlads-aktiviteter i Øresund. I Bådmagasinet fra november 2019 rejste vi spørgsmålet - "Kan man tale om Sejlsportens Udkantsdanmark?" - læs magasinet herunder.
Nu sker der noget
Af KDYs seneste nyhedsbrev kan vi læse, at man nu undersøger muligheden for et nyt Sejlsportshus i Skovshoved.
Igennem det seneste år har KDY været i dialog med Gentofte Kommune om at bygge et nyt Sejlsportshus i den sydlige del af Skovshoved Havn for, at samle og styrke vores ungdoms- og sejladsaktiviteter ét sted på havnen, og ikke som nu opdelt over flere lokationer.
I sidste uge modtog KDY en meget generøs donation fra “A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal” på halvdelen af den projekterede investering, svarende til 20 mio. kr.
Samtidig har Gentofte Kommunes nye borgmester Michael Fenger tilkendegivet, at han grundlæggende er positiv over for projektet, og for at kommunen kan stille en grund til rådighed for dette.
Kongelig Dansk Yachtklub er naturligvis meget taknemmelige for disse donationer, der vil støtte klubbens videre udvikling af sejlsporten i området. Med den store donation fra A.P. Møller Fonden og Gentofte Kommunes engagement er projektet et meget stort skridt videre mod realisering.
I nyhedsbrevet kan man endvidere læse:
Det nye Sejlsportshus bliver et hus for vores ungdoms-, sejlads- og undervisningsaktiviteter. Kapsejladser vil også blive afviklet herfra. Der bliver ikke restaurant i bygningen og KDY beholder sin del af den nuværende klubrestaurant og klublokale i den nordlige del af havnen. Med bygningens fremtrædende placering skal det sikres, at husets arkitektoniske udtryk og funktioner kan vælges på et kvalificeret grundlag.
De kommende måneder arbejder et bestyrelsesudvalg på at færdiggøre selve projektet og skaffe det resterende økonomiske fundament således, at et samlet projekt kan fremlægges på den ordinære Generalforsamling den 20. januar 2022.
Rungsted Havn - også med spændende planer
Som man også kan læse i Bådmagasinet 573 der udkom i går torsdag, ja så går Rungsted Havn også med spænende planer om udvidelse. Her bliver Sejlerdanmark præsenteret for en nytænkning. Et gæstebassin, ja i første omgang tiltænkt gæstesejlerne i havnen, men bestemt også som et ‘spærret’ område ifm. store kapsejladser og events. Det tyder på noget stort kunne være under opsejling i Øresund.
Her på redaktionen hilser vi alle disse super fede initiativer hjertelig velkommen. Det kunne tyde på vi inden for overskuelig fremtid vil kunne trække store Internationale events til Sundet - vi håber alle disse spændende planer bliver realiseret.
Læs lederen i Bådmagasinet 556, klik på billedet og få et gratis e-magasin.