Københavns Vestegns Politi indfører lokale sejladsregler for motorbåde, vandscootere, jetski, brætsejlere med videre inden for 300 meter fra kysten (inklusiv havne, red.), hvilket gælder i vandområderne ud for Brøndby, Hvidovre, Ishøj og Vallensbæk.
De nye regler træder i kraft i morgen, onsdag den 15. september, og en overtrædelse straffes med bøde.
- Det skal være trygt og sikkert for børn og voksne at bade fra stranden og svømme ved kysten, og derfor indfører vi lokale regler i politikredsens kystnære områder for hurtiggående fartøjer som speedbåde, vandscootere og brætsejlere, siger vicepolitiinspektør Claus Bardeleben.
Han tilføjer, at reglerne gælder hele året – også nu, hvor sommersæsonen går på hæld med færre badende og sejlende – men naturligvis især vil komme i spil fra næste bade- og sejlesæson.
Der gælder i forvejen generelle søvejslove, regler for vandscootere, krav til speedbådsførere, havnereglementer og mere – og de gælder fortsat:
- De nye regler kan sammenlignes med lokale færdselsbestemmelser, hvor vi her går ind og beskytter vandets ’bløde trafikanter’ ekstra mod ulykker, forbyder hurtig sejlads og pålægger motorbåde, jetski og surfere at vise særlige hensyn over for badende og sejlere i en 300-meters zone fra stranden, siger Claus Bardeleben.
Reglerne forbyder først og fremmest, at førere af en række fartøjer sejler på en måde, som er til ulempe for badende eller andre sejlende eller støjer til ulempe for andre.
Ifølge reglementet må fartøjerne nu kun sejle direkte ud og ind fra stranden vinkelret på kystlinjen. De må altså ikke sejle på tværs eller rundt i 300-meters zonen.
Bestemmelserne forbyder specifikt fartøjerne i at sejle så hurtigt, at skroget løfter sig fra vandoverfladen og planer.
Både, som trækker vandski, skal være bemandet med mindst to til udkig for og agter og udvise særlig agtpågivenhed over for andre. De må kun sejle ud eller ind, når der ikke er badende og sejlende i sejlretningen.
Vandscootere og lignende må også kun sejle direkte til og fra kysten og maksimalt med en hastighed på fem knob.
Læs det fulde reglement her. (ekstern pdf, red.)
Bemærk: Også Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi strammer reglerne for sejlads nær kysterne. Både og scootere skal længere ud.
Kilde: Københavns Vestegns Politi