Det lysner efter mange måneder med lukkede klubhuse, og foreningerne kan efter lang tids venten åbne og byde deres medlemmer velkommen. En af de mange foreninger i Middelfart der mærker fremgang og medvind er Middelfart Sejlklub. Du kan bl.a. møde sejlklubben i Kristi Himmelfart til Middelfart Maritime Festival d. 13.-16. maj.
Værter for DM
Kristi Himmelfart er for landets bedste sejlere lig med åbningen af sæsonen, en længe ventet sæson og første af fire stævner i Sejlsportsligaens sæson 2021. Landets absolut bedste sejlende klubhold mødes og sejler foran KulturØen i Middelfart som del af Middelfart Sejlerfestival.
Middelfart Sejlerfestival er en maritim festival for lokale foreninger, der byder borgere og interesserede velkommen på havnen, til oplevelser for hele familien, og man vil kunne opleve Middelfarts eget klubhold i 2. division d. 15.-16. maj.
- Det er fantastisk, at vi igen kan begynde at lave kulturarrangementer. Og sejlerfestivalen er et rigtigt godt arrangement med sport på højt plan, gode muligheder for at følge med fra kajen og for selv at komme på vandet. Det er samtidig et rigtigt godt udstillingsvindue for foreningerne, så vi kan få dem i gang igen, siger borgmester, Johannes Lundsfryd Jensen.
Som en del af festivalen er det flere forskellige foreninger, der vil vise borgerne, hvordan de kan blive endnu mere dus med det vand, som omringer byen. Middelfart Sejlklub er en af de klubber der byder "indenfor", med en prøvetur for nye og interesserede sejlere. Alder betyder ikke noget, og alle kan komme forbi.
Foreningerne byder velkommen
Gæster og borgere kan komme ned og prøve kræfter med en kajak hos Kajakklubben Strømmen, eller komme med ud og sejle. Flere lokale borgere er allerede begyndt at komme på vandet. Nye sejlere er der kommet flere af i sejlklubben og der er plads til flere.
Sejlklubben har gennem det seneste år oplevet en stigende interesse for sejlerskolen, hvor nye sejlere lærer at sejle, samt vinterkurser, hvor sejlere undervises i mere teoretiske problemstillinger inden for sejlads, så som teoretisk duelighedsbevis. Også i år må sejlerskolen melde alt udsolgt, men det betyder ikke, at sejlklubben ikke ønsker at sætte fokus på sejlads. Kom ned og prøv nogle af de gratis aktiviteter, som klubben arrangerer.
Erik Christiansen, fra Middelfart Sejlklub fortæller om hvorfor klubben ønsker at være vært for sejlerfestivalen, sammen med Middelfart Kommune:
- Vi ønsker fremadrettet at være med til at danne og uddanne den tidssvarende sejler. Derfor ønsker vi at introducere nye sejlere til aktiviteten gennem et sejlerskoleforløb, hvor man bliver en dannet sejler med forståelse for sikkerhed, båd og natur. Samtidig med det ønsker vi at uddanne sejlere, og her kan teori og konkurrencesejlads komme i spil. Netop derfor tilbyder vi teoriundervisning om vinteren, og det er også årsagen til, at vi ønsker at være vært for Ligasejladsen, hvor nogle af Danmarks bedste sejlere deltager. Dem kan vores sejlere lære meget af. Alt dette er med til at udvikle klubben og styrke sejladsen i kommunen og er et produkt af vores vision, samt det tætte samarbejde, som vi har med Match Racing Denmark.
Corona er forsat en aktiv spiller, og det betyder, at der vil være anvisninger om, hvilken retning man bør gå rundt ved KulturØen, samt at der tages ekstra højde for at holde afstand når man opholder sig ud for sejladsområdet.
Vil du holdes opdateret, kan du følge med her:
Middelfart Sejlklub
https://www.middelfartsejlklub.dk