Torsdag d. 11. marts kl. 19.30 taler Thomas Veber med ingeniør Mikkel Kloster om, hvordan man kan genere strøm nok på båden til langturene.
Hvis der er noget, som langturssejlere er enige om, så er det, at vi aldrig har strøm nok. Men hvordan skal vi løse det? Er det kun et spørgsmål om flere solpaneler, eller er der også andre ting, vi skal tænke på? Sådan spørger langturssejleren Thomas Veber som oplæg til næste webinar, der afholdes på torsdag.
På sin hjemmeside har han skrevet lidt om de problemer, han og familien har oplevet på deres ture: ”Man har aldrig strøm nok, og det er hele tiden en kamp for at holde batterierne over et kritisk niveau. Vi har en stor batteribank, og lige nu klarer vi os i tre døgn uden landstrøm eller at starte motoren. Men det er slet ikke nok. Efter de tre dage skal motoren køre i mange, mange timer for at lade batterierne helt op igen. Det er ikke kun et problem på langturssejlads. Herhjemme vil vi også gerne kunne ligge for anker eller i naturhavn i lang tid uden at være afhængige af landstrømkablet.”
Solpaneler hjælper langt hen ad vejen, men måske er det lige så vigtigt at tænke på placeringen, kabler, regulator og meget andet. Det får du svar på under webinaret.
Der tages udgangspunkt i at forvandle Thomas Vebers egen standard Bavaria 36 til en langturssejler. Mikkel Kloster er sejler, el-ingeniør og manden bag firmaet Baltic Solar Arches som leverer targabøjler til langturssejlere i Danmark og i udlandet.
>> Tilmeld dig her (Tryk på “Save my spot”)