Første grundige analyse, der er foretaget af, hvordan det går eleverne på et af verdens ældste skoleskibe Georg Stage viser, at et ophold om bord, er i sjælden grad i stand til at få unge, der har slået sig på uddannelsessystemet, tilbage i arbejde eller uddannelse.
70 procent af eleverne har ellers afbrudt mindst en uddannelse på enten gymnasialt niveau eller på erhvervsuddannelserne, når de går om bord på Georg Stage. Men 15 år senere har otte ud af 10 elever fået en uddannelse ud over grundskoleniveau. Det er Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som har udarbejdet den første gennemgribende analyse af, hvordan elever på skoleskibet Georg Stage klarer sig senere i livet.
De tidligere elever fra Georg Stage klarer sig markant bedre sammenlignet med, hvordan unge uden uddannelse typisk klarer sig. Eleverne fra Skoleskiber får i højere grad en uddannelse og havner sjældent på offentlig forsørgelse. Det betyder flere skatteindtægter og færre offentlige udgifter til overførsler, konkluderer Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. "Georg Stage er et kongeeksempel på det, vi tit går og famler efter. Georg Stage har fat i noget, som ser ud til at være den rigtige medicin, når det gælder om at hjælpe de unge videre i livet," siger analysechef Mie Dalskov Pihl fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Milliongevinst for samfundet
Når eleverne fra Georg Stage klarer sig godt i forhold til at få en uddannelse, betyder det at samfundet har udsigt til milliongevinster gennem de unges liv. At få en uddannelse giver nemlig bedre tilknytning til arbejdsmarkedet og højere indkomst gennem livet, og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der videre skriver: "At de tidligere elever fra Georg Stage ofte er i lønmodtagerbeskæftigelse og sjældent havner på kontanthjælp eller dagpenge, giver en positiv samfundseffekt i form af ekstra skatteindtægter og færre offentlige udgifter til overførselsindkomster. Typisk vil den samlede effekt på de offentlige finanser ligger på 200-300.000 kr. om året, hver gang vi som samfund får flyttet en kontanthjælps- eller dagpengemodtager til beskæftigelse."
Absurd at regeringen vil spare
Georg Stages direktør Asser Amdisen glæder sig over analysens konklusioner.
"De bekræfter fuldstændig det billede, vi selv har af de unge, vi uddanner. Sagt på godt dansk, så tjener vi penge til staten, hver gang vi sejler på togt. De unge kommer i land med nye kompetencer og tro på sig selv, og det blå Danmark skriger på deres arbejdskraft." og fortsætter "Derfor er det også fuldstændig absurd, at regeringen nu vil spare det ene af vores togter væk. Vi bruger ikke en krone på markedsføring, for de unge står i kø for at komme ombord," siger Asser Amdisen.
Han mener, at regeringen må lade handling følge ord og peger på, at den ansvarlige minister, forsknings- og uddannelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen sammen med undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil mens de var i opposition sammen udgav bogen med den lange men umisforståelige titel: ’Lad os sammen åbne døren for det næste store kapitel i velfærdssamfundets historie. Lad os give alle børn en fair chance. Det betaler sig at investere i mennesker.’
"Her er en unik mulighed for at tjene nogen af de penge tilbage, som coronaen koster samfundet. Samtidigt får Forsknings- og Uddannelsesministeren ikke i denne valgperiode nogen mere oplagt mulighed for at vise, at hun faktisk mente, hvad hun skrev. Besparelsen, som koster Georg Stage dobbelttogtet, er heldigvis en fejl, som regeringen nemt kan rette op på inden den endelige finanslovsaftale bliver indgået. Og det er kun tre mio. ekstra næste år og otte mio. årligt i årene efter, som der skal afsættes for at staten kan tjene de ekstra penge fremover, " siger Asser Amdisen.
Om skoleskibet Georg Stage:
• Georg Stage er en tre-mastet fuldrigger verdens ældste, civile skoleskib , som siden 1882 har uddannet skibsassistenter.
• Eleverne er i alderen 17,5 til 22 år.
• Uddannelsen varer 20 uger, og eleverne bor på skibet.
• Der er 63 elever ombord, og skibet kan sejle to togter årligt.
• Uddannelses- og Forskningsministeriet har på baggrund af oplysninger fra Danmarks Statistik gennem en årrække opgjort elevernes ledighedsprocent til ml. 0,5 og 1 procent to år efter endt ophold.