Med en donation til Dansk Søredningsselskab bidrager Hempel Fonden til at gøre det mere sikkert at være frivillig søredder og hjælpe andre, som er kommet i vanskeligheder til søs.
”Donationen fra Hempel Fonden er medvirkende til, at de frivilliges personlige sikkerhed øges, når de i al slags vejr går på vandet for at hjælpe andre”, udtaler formand for Dansk Søredningsselskab Ole Lyngenbo.
Det har længe været et ønske for bestyrelsen i Dansk Søredningsselskab, at de frivillige har et opdateret personligt sikkerhedsudstyr til rådighed. Det er med donationen på 100.000 nu gjort muligt.
For Hempel Fonden, som har klare relationer til sejler-Danmark, har det været naturligt at bakke op om de frivilliges sikkerhed på havet. ”Vi har jo et maritimt ophav og desuden en uendelig respekt for alle, der giver tilbage til samfundet som frivillige. Så vi er glade for at bidrage til, at de frivillige søreddere ikke skal risikere deres eget liv, når de redder andres”, udtaler direktør Anders Holm fra Hempel Fonden.
Donationen fra fonden giver Dansk Søredningsselskab mulighed for at komme tættere på at realisere indkøb af overlevelsesdragter til brug på de pt. 11 redningsstationer samt personligt SAR-veste til alle frivillige.
Fakta om Dansk Søredningsselskab
- Et korps af 300 frivillige reddere ... Dansk Søredningsselskab er forening med ca. 300 frivillige og ulønnede reddere, der hjælper sejlere, som har problemer til søs. Typisk ved grundstødning, motorstop, ødelagt ror eller andre ikke-livstruende hændelser.
- Hurtig hjælp - tæt på sejlerne ... Dansk Søredningsselskabs stationer ligger i områder med mange lystsejlere. Vores reddere bor lokalt - derfor kan vi rykke ud hurtigt. I gennemsnit er vores reddere på vandet blot 20 min. efter tilkald. Årligt yder vi cirka 600 assistancer til søs i danske farvande. ALLE sejlere kan benytte Dansk Søredningsselskab.
- Tæt samarbejde med Forsvaret ... Dansk Søredningsselskab yder assistancer i tæt samarbejde med Forsvarets redningstjeneste (JRCC). Forsvaret har ansvaret for alle livreddende aktioner til søs, mens Dansk Søredningsselskab hjælper sejlere ved ikke-livstruende hændelser. Vi yder ofte supplerende assistance ved JRCC's aktioner.
- Sådan bliver du frivillig redder ... Blandt Dansk Søredningsselskabs reddere er der både erfarne sejlere, der fører redningsbådene - foruden redderassistanter, der varetager andre opgaver om bord. Derfor kan du sagtens blive frivillig redder, selv om du ikke har erfaring som sejler. Alle i korpset får uddannelser og deltager løbende i øvelser til søs.
- Bliv medlem - og støt et vigtigt formål ... Som medlem af Dansk Søredningsselskab kan DU gøre en forskel for fritidssejladsen i Danmark. For 550 kr. årligt støtter du vores indsats for at forbedre vores redningstjeneste og udbrede tjenesten til endnu flere steder i landet.