Kommentar: Det er som beskrevet et maritimt mareridt, der fik en ”Happy ending”, takket været tre unge gæve sejlere i deres meget smarte daycruiser.
Den gode historie er, at MS Fru Lassen nu igen ligger på sin plads i Langeliniehavnen og den altid hjælpsomme havnefoged Gregers tog imod og fik en skidt lørdag omdannet til en god dag. Den dårlige historie er at jeg blev trukket i havn, ikke noget der styrker ens maritime selvværd. Desværre har jeg selv en stor andel i at det gik så galt.
”MS Fru Lassen” har været hos Jakob Jensen Bådværft, hvor den gode Nikolaj – der er maskinmesteren om bord – ikke mig, har renoveret og opdateret skibets ældre Volvo Penta. Motoren er blevet grøn, altså nymalet som da den forlod fabrikken for mange år siden.
Rederkredsen har malet fruen indvendigt og udvendig, så det er bare så fint alt sammen. DMI har lovet sommer den kommende uge, så alt sammen kunne det ikke gå for langsomt. Fra værftet skulle "Fruen" altså sejles hjem til Langelinie, Jeg var usikker på vejrudsigten, men viljen til en sejltur og udsigten til det gode liv i havnen, vandt over min indre maritime skeptisk. Alt var også fint ind til spidsen af opfyldningen på Nordhavnen.
Københavns Kommune har sammen med By og Havn skabt et maritimt helvede på Øresund, da de udvidende Nordhavnen med 1 million kvadratmeter. Kravet om plads til udviklingen i byen har ændret søkortet markant, og vanskeliggjort indsejlingen til Københavns Havn radikalt. Det er den største opfyldning i Københavns Havns lange historie. Krydstogtskajen, der er 1100 meter lang, er allerede taget i brug, om end lukket grundet Covid-19 situationen. Den nye containerhavn på nordsiden, åbner i 2022. På sigt skal opfyldningen også rumme boliger til de mange nye borgere i kommunen.
Som sejler fra nord, møder du inddæmningen i Nordhavn, med en 1.200 meter stenmole mod vest og 1.250 meter rå jernspuns mod øst før Krydstogtskajen begynder. Det er kort sagt et gigantisk projekt, hvor der ikke er taget hensyn til sejlerne og deres sikkerhed.
Det blæste godt lørdag, men så heller ikke værre. Turen østover gik fint, jeg kunne søge læ langs opfyldningen og stensætningen dæmpede bølgerne. Udfordringen er de mange motorbåde, som åbenlyst ikke har læst min kommentar: ”Bødeblokken er fremme” hvor jeg høfligt genopfriskede de særlige regler som gælder i Øresund for kystnær sejlads. Ingen af de mange motorbåde overholdt reglerne, når de racede forbi ”MS Fru Lassen”, planende og med store bølger efter sig. Så venner, læs lige kommentaren igen, før bødeblokken kommer frem.
Ulykken begyndte da jeg nærmede mig spidsen af opfyldningen, vindretningen og styrken ramte skipper og skib som en knytnæve. Retningen var den mest onde i helvede, for bølger slår ind i spunsvæggen, som så bliver til nye bølger den anden vej. Oven i den cocktail, løb der en kraftig strøm mod nord, og i dette lukkede forum skal jeg ærligt erkende at jeg var et sted, jeg skulle have holdt mig fra lørdag eftermiddag.
”MS Fru Lassen” og jeg kom ud i en voldsom centrifugering, der ikke blev bedre af nogle store motorbåde, der hensynsløst planede forbi og skabte et tredje sæt bølger!
Jeg overvejede om skib og skipper skulle vende om, men også usikker på om vi ikke så endte vores dage i spunsvæggen? Så opgaven var først at komme fri af spunsvæggen, forhåbentlig også ud i nogle mere medgørlige bølger og så ellers sydpå – hjem til Langeliniehavnen.
Langsomt gik det fremad, og desværre gik det også som jeg frygtede allermest. Alt det ”gyng-gang” fik motoren til at gå ud, klassisk situation, jeg har prøvet det før - og var derfor også forberedt.
Fik hurtigt hjælp af tre gæve unge sejlere, der trak mig ind til Langelinie. I løbet af sæsonen, har jeg lovet dem en festlig tur i Københavns Havn om bord på ”MS Fru Lassen” som tak. 20 minutter senere kunne havnefoged Gregers, byde os velkommen.
Jeg er dybt taknemmelig, over de unge sejlers indsats. Nok var jeg våd - som i drivende våd, men glad for at ”MS Fru Lassen” nu igen ligger på sin rette plads. Skibet, motor og de nye instrumenter ser bare så fine ud. Det bliver en fest i Københavns Havn.
Spørgsmålet jeg sidder tilbage med er: ”Hvor sidder ventilen til udluftning af luft i motoren?”, det spørgsmål skal jeg nok lige have klaret selv - inden maskinmester Nikolaj kommer hjem fra ferie?
- Related Articles: Flere får hjælp på vandet