Husker du SAS Baia Viking? I år er det 35 år siden, at den danske stålbåd fuldførte Whitbread Round The World Race, med Jesper Norsk som skipper. Det er en historie om ungdommelig mod og gør-det-selv attitude – Jesper Norsk byggede båden med sine egne hænder, og igennem hele opbygningsfasen betalte de det hele selv. Først helt til sidst kom der sponsorer på.
Eneste 100% danske båd
På trods af mange forsøg igennem årene, er SAS Baia Viking stadig den eneste 100% danske båd som har sejlet verdens største jorden-rundt sejlads. Vestas var med i to omgange (2014/15, samt 2017/18) med et internationalt hold, men på trods af mange gode sejlere og en stærk tradition, har ingen endnu taget skridtet helt ud, og bygget et dansk hold til det der nu hedder The Ocean Race.
Byggede båden selv
Det var en anden verden den gang i 80’erne, ikke mindst indenfor offshore kapsejlads. Som helt ung sejlede Norsk til Caribien, og da han kom hjem i 1979, havde han skitseret sin helt egen båd i hovedet. Den skulle bygges i stål, være omkring 50 fod og flushdækket samt bygges og
dimensioneres til offshore-sejlads. Han fik Jan Kiærulff, tidens førende danske designer, til at slå stregerne. Båden byggede Norsk igennem flere år – og han betalte selv, noget som kun kunne lade sig gøre ved hjælp af en meget spartansk livsstil. Blandt andet boede han i båden. Tanken om en Whitbread-deltagelse var endnu fjern, og dukkede først op flere år senere, da byggeriet var langt fremskredent.
The Ocean Race/Volvo Ocean Race har publiceret den her lille video om det danske eventyr.
Hvorfor ikke sejle Whitbread?
”Vi sad og snakkede under en togrejse, min ven Niels Kaae og jeg. Og så siger Niels: Hvorfor ikke sejle Whitbread med båden? Ja, hvorfor ikke? Så meldte vi os til, og betalte startgebyret. Og så var vi med.”
Båden kom i vandet, og et hold bestående af Jesper Norsks venner og sejlerkammerater
blev samlet – halvdelen havde sejlet til Caribien sammen tidligere og andre havde sejlet sammen under diverse havkapsejladser rundt om i Skandinavien.
Eventyr
”Jeg havde sejlet Optimistjolle i Rungsted og været med i forskellige klasser, så kapsejlads var ikke nyt for mig. Men jeg var på ingen måde fanatisk kapsejler, og det her projekt handlede i langt højere grad om eventyr, om at bygge et projekt og møde en udfordring, end om det rent sportslige resultat. Vi fik da heller ikke nogen som helst støtte fra Dansk Sejlunion kan jeg huske, de tog os ikke alvorligt og ville desuden styre det hele. De forsøgte nærmest at nægte os at deltage, så vi blev nødt til at gøre det helt uden om dem.”
Historien blev publiceret i magasinet i januar 2012, men kan stadig læses online her (klik på billedet forneden).
I 2011, 25 år efter jordomsejlingen, tog mandskabet til Alicante for at se starten på årets Volvo Ocean Race sammen. Det er Jesper Norsk der står bagerst i midten af billedet.