Bådbranchen bevæger sig stille og roligt samme vej som bilbranchen – fra benzin/diesel til elektrisk drift. Flere og flere sejlbåde får elmotor, og det sammen gælder små motorbåde, der ikke skal plane.
Svært med hurtige, el-drevne både
Men hurtige, planende motorbåde har det altid været svært at få til at fungere med elektrisk drift. Energitætheden i fossilt brændstof er ganske enkelt mange gange højere end den er i selv de bedste batterier. Så langt har det været sådan, at rækkevidden ikke bliver acceptabel, med mindre man medbringer en batteripakke som er meget stor og tung, og ikke mindst voldsomt dyr.
Leisure 28
Nu er det billede imidlertid ved at ændre sig. Hvis man kombinerer lav vægt, effektivt skrogdesign med lav modstand og en stor lithium batteripakke med høj energitæthed, så kan det efterhånden lade sig gøre. Den nye, danskproducerede Leisure 28 fra Rand Boats er et godt eksempel.
Bæredygtig båd i fedt design
Rand Boats har i en årrække produceret bæredygtige motorbåde i et design som vækker opsigt internationalt. Bådene er tilpasset en moderne livsstil, og lavt energiforbrug er en af markørerne. Mange af bådene leveres med el-motor, og de som leveres med forbrændingsmotor bruger langt mindre brændstof, end hvad der ellers er almindeligt for tilsvarende både.
240 kW elmotor
Den seneste model fra Rand Boats hedder altså Leisure 28, og den kan sejle i 40 knob uden en dråbe fossilt brændstof om bord – hvilket er ret revolutionerende. Leisure 28 Electric er resultatet af årelang research og testing, og kommer med en ultraeffektiv el-motor på 240 kW. Batteripakken (lithium) kan man få i forskellige størrelser, alt efter behov, men ligger mellem 80 og 120 kW. Det gør det muligt at plane i op til to timer. Det nye fremdrifts-system kan også fås på en del af de øvrige modeller. De første eksemplarer af Leisure 28 leveres i løbet af foråret. Prisen er afhængig af batteripakke og motorløsning, men starter på 178.000 euro.
- Related Articles: Banebrydende elektrisk sportsbåd fra danske RAND, Rand Boats dansk, bæredygtig design til hele verden