Flere store sportsforbund appellerer nu direkte til IOC om at udskyde OL – sent søndag kom DIF også med en apel. IOC sender spørgeskema ud til alle nationale olympiske komiteer.
Specielt den seneste uge er kritikken af IOC taget til fra både idrætsudøvere, forbund med flere, og DR sporten skrev i weekenden, at nu kunne noget tyde på, at IOC har lyttet til i hvert fald udøverne, som for tiden ikke kan forberede sig ordentligt til OL grundet de respektive regeringers forsøg på at inddæmme smitten fra Covid-19.
DR Sporten refererer til, at det er nyhedsbureauet AFP, der har fået fat i den franske udgave af et spørgeskema, som IOC har sendt rundt til alle nationale olympiske komitéer. Her bliver der blandt andet spurgt til:
”Hvordan begrænser nødforanstaltningerne relateret til Covid-19 træningen og forberedelserne for jeres atleter ?”
DR sporten skriver videre, at ’uden at indikere, hvad svarene skal bruges til, spørger IOC også til muligheder for tvungne ændringer eller flytning af træningslejre. I hvert fald har IOC med spørgeskemaet lagt op til, at man gerne vil høre de nationale olympiske komitéer til de øjeblikkelige udfordringer i forhold til OL.’
Flere og flere har i løbet af den seneste uge offentliggjort deres appel og opfordringer til Den Internationale Olympiske Komité (IOC) og Den Internationale Paralympiske Komité (IPC) om at udskyde OL indtil Corona pandemien er under kontrol.
Følelsesmæssig appel fra Italien til IOC
Italiens dødstal er nu det højeste i verden, og The Associated Press i Rom har bragt et interview med nogle følelsesladede appeller fra to italienske sportsledere til IOC. Den ene, Giovanni Petrucci, der fungerede som præsident for den italienske olympiske komité i 14 år og nu er præsident for det italienske basketballforbund, citeres således:
”Jeg er ikke imod OL. Men at sige, at OL stadig vil fortsætte, er en stor fejl i kommunikationen. Denne pandemi påvirker hele verden. Jeg har kendskab til kontrakterne på milliarder dollars. Jeg kender til det hele. Men menneskeliv er mere værd end alle disse ting.”
”Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der tænker på denne måde. Andre vil bare ikke sige det. Jeg vil ikke angribe IOC. Der er for mange mennesker der, jeg kender. Men jeg ved ikke hvad jeg ellers skal sige. Jeg forsøger ikke at skabe kontrovers. Jeg er en realist. Se på de medicinske bulletins.”
”Der er ikke noget land, der ikke er blevet berørt. Det er et spørgsmål om respekt over for dem, der lider” tilføjede Petrucci og nægtede at spekulere i, om Legene skulle annulleres eller udsættes. ”Jeg er ikke den, der skal sige det. De (IOC) skulle sige dette.”
Paolo Barelli, præsident for de italienske og europæiske svømmeforbund, foreslår, at IOC skal træffe beslutning om OL’s status i midten af april:
"Den 15. april er der nogle atleter, der ikke har trænet i to måneder. Atleter er som ure. De er nødt til at træne og fungere upåklageligt. Mange af dem er stadig nødt til at kvalificere sig, så de er nødt til at træne ikke kun for at kvalificere sig, men også til OL. Så enhver dato efter midten af april bliver meget kompliceret.”
”Alle sportsgrene i Italien blev suspenderet, da hele nationen blev sat under lockdown. Selvom alterne kunne træne, har mange af dem simpelthen mistet fokus, mens de bekymrer sig mere for slægtninge i de områder i Norditalien, der er hårdest ramt af virussen. De træner ikke under ideelle forhold. Hvis denne situation fortsætter sådan ind i april, er det latterligt at tale om OL.”
Store forbund offentliggør opfordringer til IOC
Spaniens Olympiske komite var den første nationale komite som var ude med en direkte appel til IOC om at udskyde OL, da deres atleter ingen mulighed har for at træne, og det vil medføre meget ulig konkurrence.
US Swimming har i et tweet suppleret med et offentliggjort brev anmodet om, at USA's Olympiske og Paralympiske Komité taler for en udsættelse af de olympiske lege og Paralympics.
US Track & Field var hurtigt ude med støttet til US Swimming opfordring til US Olympiske og Paralympiske Komiteer.
Svømning og atletik er de to idrætsgrene, hvor USA normalt vinder flest OL-medaljer, så man må formode, at US Olympic Committe har taget dette alvorligt i sine overvejelser, nu hvor USA også er begyndt at lukke træningsfaciliteter, opfordre til at man holder sig hjemme og indføre rejseforbud. Da NBC er IOC’s allervigtigste kommercielle partner, så vil presset på IOC stige markant, hvis amerikanerne også ønsker en udskydelse af OL.
Norges Idræts-Forbund (NIF) beder IOC om, at OL i Tokyo 2020 ikke gennemføres, før pandemisituationen er under kontrol, skriver forbundet i en pressemeddelelse ifølge det norske nyhedsbureau NTB. Det begrundes med, at det på baggrund af den højst uafklarede situation i Norge og store dele af verden generelt, hverken er forsvarligt eller ønskeligt at sende norske udøvere til OL eller PL i Tokyo til 2020, før verdenssamfundet har lagt denne pandemi bag sig.
De olympiske komiteer i Brasilien og Slovenien støttede hurtigt Norges anbefaling til IOC, og som tidligere nævnt kom DIF og Team Danmark søndag aften med en apel. Begge parter håber på en hurtig beslutning om at udsætte OL i Tokyo.
Du kan læse pressemeddelelsen fra DIF og Team Danmark her (ekstern pdf.)
Atleterne vil høres af IOC
Global Athlete, en organisation der repræsenterer potentielle Tokyo 2020-atleter, har opfordret Den Internationale Olympiske Komité (IOC) og Den Internationale Paralympiske Komité (IPC) til at udsætte de olympiske og paralympiske lege, indtil COVID-19-pandemien er under kontrol. I en officiel erklæring skriver de:
"Da verden forenes for at begrænse spredningen af COVID-19-virus, skal IOC og IPC gøre det samme. Indtil videre har begge organisationer bedt atleter om at fortsætte med at træne og forberede sig til Tokyo 2020-lege.”
”Atleter ønsker at være en del af en løsning for at sikre, at legene er en succes, men under de nuværende globale begrænsninger, der begrænser offentlige sammenkomster samt lukning af træningsfaciliteter og grænser, har atleter ikke muligheden for at forberede sig korrekt til disse Lege, og deres sundhed og sikkerhed skal komme først."
"Endelig opfordrer vi tv-selskaberne (NBC) og sponsorer til at indføre det samme niveau af ansvarlighed over for atleterne ved at støtte IOC og IPC med fleksibilitet og forståelse i disse usikre tider."
Organisationen understreger, at de også har stor sympati med arrangørerne IOC, IPC og Tokyo 2020 på grund a de udfordringer og omkostninger, som forsinkelse af legene medfører, og opfordrer andre til at hjælpe i forbindelse med en udsættelse.
Vi har på Bådmagasinet fulgt denne alvorlige problematik tæt i løbet af seneste uge, og har på grund af situationens alvor valgt, at artiklerne er åbne for alle vores læsere.
Du finder relaterede artikler herunder: