Prof-sejler Morten Henriksen blomstrer for tiden. Han er en del af det amerikanske professionelle team War Canoe, som har haft en strålende sæson i Melges 24, og som nu går løs på 2020 med godt drive. Team War Canoe har liget pakket båden sammen efter Bacardi Invitational Winter Series i Miami, hvor de vandt.
Fire til VM
Udover Bacardi vandt de også US Nationals, det nordamerikanske mesterskab, tilbage i maj måned. Til VM i Sardinien i oktober blev det til en fjerdeplads i det ekstremt stærk felt. Skipper og holdets ejer er Michael Goldfarb. Udover ham har Morten Henriksen delt cockpit med Cole Brauer, David Brink og Johnny Goldsberry.
Etchell 22
Holdet sejler ikke kun Melges 24, men også Etchell 22. Melges 24 er velkendt her hjemme, mens Etchell 22 nok er en mere uklar størrelse for mange danske sejlere. ”Det er en stor klasse internationalt, specielt i USA og Australien, fortæller Morten på en telefon til baadmagasinet.dk. ”En lang række tidligere OL-stjerner og verdensmestre fra andre klasser deltager. Det er en lille kølbåd, som ligner ret meget på en Soling”.
Matchrace-stjerne
Etchell 22 er en klasse Morten Henriksen har dyrket meget de senere år. Han er ellers mest kendt her hjemme fra dansk match racings storhedstid tilbage i 90’erne: Han var dansk mester fem gange, og figurerede i en årrække i top ti på verdensranglisten. Senere har Morten Henriksen været coach for Volvo Ocean Race-vinder Illbruck (2001-2002), samt professionel taktiker i Farr 40 og RC-44 – også her med topresultater.
Satser på VM 2020
”I 2020 bliver det ikke Melges 24, men Etchell 22, jeg satser på” siger han. ”Vi blev nummer ni til VM i sommers, og satser på et godt resultat til det kommende VM i Australien”. I Etchell 22 sejler Morten Henriksen sammen med Michael Goldfarb og Skip Dieball, som er sejlmager hos North Sails. I det daglige er Morten Henriksen psykolog med egen praksis, men sejler altså stadig professionelt i det omfang det kan lade sig gøre.
Fulde resultater fra Bacardi Invitational Winter Series