Vikingeskibet Ladbydragen er draget ud på sit første store togt. Med afgang fra Kerteminde søndag blev kursen sat mod Det Sydfynske Øhav. Hvis sejladsen forløber efter planen, vil Ladbydragen være tilbage i Kerteminde om 12 dage efter at have sejlet Fyn rundt..
– Vi er et sejl- og roskib med alt, hvad det indebærer af forbehold for vejret. Vi satser på at sejle hele vejen rundt om Fyn, fortalte formand for Ladby Skibslaug, Gerhard Neppl, til Fyens.dk der lørdag besøgte Ladbydragen, mens en snes ombordværende var i fuld gang med at klare grej og bære personlig oppakning til.
Undervejs rundt om Fyn følges Ladbydragen af et motoriseret lystfartøj.
– Hvis galt skulle være, har vi mulighed for at få en slæbetrosse om bord, forklarer Gerhard Neppl.
Kopi af 1000 år gammelt skib
Ladbydragen er en tro kopi af det 1000 år gamle Ladbyskibet fundet i 1935 i en gravhøj nær Ladby ved Kerteminde Fjord. Det originale vikingeskib ligger fortsat i sin gravhøj og udgør som sådan hovedattraktionen på Vikingemuseet i Ladby.
Kopien Ladbydragen blev over en fem-årig periode bygget foran Vikingemuseet Ladby, og under stor folkelig festivitas søsat i maj 2016. Ladbydragen blev bygget af frivillige under faglig vejledning. Godt en snes aktive er i dag med i Ladby Skibslaug tilknyttet museet.
Ladbydragens skrog er konstrueret af eg fra lokale skove. De øverste bord er ask og masten til det 65 kvm. store sejl er af nåletræ. Vikingeskibet måler godt 21 meter, vejer omkring tre ton og medfører 900 kg ballast. Fremdrift er vind i sejlet og gode overarmes træk i årerne.
Sommertogtets fjerneste mål er deltagelse i 50-års jubilæet for bygningen af vikingeskibet Sebbe på Als i Augustenborg, det er på lørdag.
Vi har øvet os siden søsætningen og har prøvesejlet til Nyborg sidste weekend. Nu glæder vi os til turen rundt om Fyn, siger Gerhard Neppl.