Dansk Sejlunion søger to konsulenter til i alt halvanden fuldtidsstilling. Opgaverne har fokus på både sportslig udvikling og klubudvikling.
Dansk Sejlunion har netop opslået to ledige konsulentstillinger. Jobbene er blevet ledige, efter at klubkonsulent Nicolas Brandt Hansen for få uger siden stoppede i Dansk Sejlunion for i stedet at følge sin hustru til USA, hvor hun har fået en forskerstilling.
Samtidig er der med støtte fra Team Danmark og Salling Fondene åbnet mulighed for at styrke indsatsen i 49er og Laser-miljøerne – det betyder visse nye opgaver for talentudvikler Jan Christiansen, som dermed slipper nogle af sin hidtidige funktioner.
"Vi søger to nye medarbejdere, der skal arbejde med såvel talentudvikling som med det bredere arbejde i klubber og klasser. Med to nye på samme tid får vi en rigtig god mulighed for at få en endnu bedre sammenhæng på ungdomsområdet, hvor vi både skal understøtte talenterne bedst muligt og samtidig sikre attraktive tilbud og muligheder for de mange unge sejlere, som ikke tiltrækkes af kapsejlads," forklarer Christian Lerche, direktør i Dansk Sejlunion.
Blandt de nye konsulenters opgaver bliver at stå for drift og udvikling af det stadigt voksende Dansk Sejlunion-netværk af sportsklubber. Ligeledes er der en række klubuviklingsopgaver – særligt i Nordsjælland og på Bornholm – ligesom også talentstrategi, træneruddannelser og samarbejde med klasseorganisationer indgår i funktionerne.
Opslaget med de ledige konsulentjob kan ses her.