Vores søstermedie Magasinet BÅD var tirsdag middag på vandet for at prøvesejle franske SeAirs, hydrofoil-tilpassede RIB. Konstellationen RIB/foil gav en forbløffende komfortabel sejlads.
Det blæste en 10-12 m/sek fra vest. Så i sagens natur blev bølgerne større, jo længere vi gik ud i Øresund. På østlig kurs med søerne gik det endog meget behageligt og helt problemfrit med 25-27 knob. I de krabbe modsøer gik det fortsat behagelig og hurtigt. Ved 25 knob ingen problemer. Først da vi rundede 32-33 knob i modsøerne kunne man ind imellem få fornemmelsen af at falde af foilerne, hvilket med aktiv foil trim, ifølge Jeremy Place fra SEAir, vil kunne undgås i et vist omfang. En sammenligning af komforten under sejlads i modsøer mellem en standard RIB og en SEAir RIB tjener ikke noget formål – det var vitterlig to forskellige verdener.
Den flyvende Mini
Firmaet SEAir er kendt blandt sejlere for deres flyvede Minitransat 650er. Det er den samme foil-teknologi, der bliver brugt på RIB’en. Med om bord var helt tilfældig træner og tidligere OL-topsejler Michael Hestbæk, der har masser af erfaringer med at foile - både på kitesurf-board og på forskellige katamaraner. Michael Hestbæk havde flere input til SEAirs repræsentant om foiltrim for bedre effekt under forskellige forhold.
Du kan læse mere om Michael Hestbæks syn på foiling og få den fulde reportagen om den innovative franske RIB i et af de kommende numre af magasinet BÅD.
Indtil da, nyd lige et 'drone-shot' af dagens foilende RIB.