I aften har Kanal 5 premiere på programmet ’Over Atlanten’. Her følger vi seks kendte mennesker: Instruktør og forfatter Hella Joof, skuespiller Nikolaj Kopernikus, radiovært Peter Falktoft, skuespiller Sus Wilkins, dj og dessertkok Christel Pixi og kok Gorm Wisweh, mens de sejler over Atlanten. Ingen af de kendte har nogen forudsætninger for at sejle, men til at hjælpe dem har de OL-guldvinderne Jesper Bank og Martin Kirketerp.
Turen går fra Gran Canaria til Antigua i Caribien, ialt 2600 sømil i den 25 meter lange sejlbåd ’Challenger 93’, over det enorme Atlanterhav. Holdet stævner ud fra Las Palmas på Gran Canaria, og med sig har de henholdsvis Jesper Bank og Martin Kirketerp, som skal stå for sikkerheden om bord og ikke mindst oplære de fuldstændig uerfarne gaster.
”Vi får en hård start på turen, fordi vi går fra 0 til 100 på meget kort tid. Man plejer at sejle med vinden, men når vi skal afsted, får vi vinden lige i næsen. Vi bliver altså revet godt rundt de første par dage, og det bliver en rigtig ilddåb for gasterne. Derefter rammer vi Passatvindene, som giver os medvind, men der er ingen, der kan ligge på den lade side. Hver deltager har en rolle i en meget stringent vagtplan, som skal overholdes for at få det til at fungere,” fortæller Jesper Bank.
Holdet sejler af sted uden hverken følgebåd eller anden livline til fastlandet, og på bestemte områder af Atlanterhavet vil der heller ikke være mulighed for at sende en redningshelikopter, hvis uheldet skulle være ude. Her er der kun skibet, besætningen og en ukuelig vilje til at lykkes!
I ’Over Atlanten’ får vi indblik i, hvad det kræver for seks uerfarne sejlere at krydse Atlanterhavet under meget trange kår, ligesom vi kommer helt bag facaden hos deltagerne, som har kastet sig ud i deres livs udfordring i jagten på en oplevelse for livet. Vi hører om besætningens mange forhåbninger og frygten for mødet med det ukendte, der viser sig at byde på langt større udfordringer, end nogen af dem havde forestillet sig!
Det bliver intenst, barskt, opløftende og yderst underholdende, når deltagerne i fællesskab skal overkomme søsyge, hjemve og hårdt fysisk arbejde. Men det er en udfordring, som deltagerne tager sammen, for kun sammen vil de være i stand til at sejle over Atlanten!
Se ’Over Atlanten’ kl. 21 i aften på Kanal 5 på linket her
Herefter vil det blive vist hver søndag kl. 21.00 på Kanal 5.