I 2018 var antallet af verdensomspændende piratvirksomhed steget til 201 hændelser, sammenlignet med 2017, hvor der ’kun’ var 180 hændelser. Det er især i området ud for Vestafrika, der er sket en kraftig stigning, og Guineabugten er særlig farlig for erhvervsskibe. Det rapporterer International Maritime Bureau (IMB).
Guineabugten
Antallet af angreb på erhvervsskibe mellem Elfenbenskysten og Den Demokratiske Republik Congo er mere end fordoblet i 2018, og området skriver sig for alle seks kapringer, der har været over hele verden.
Ud af 18 skudepisoder, hvor skibe er blevet angrebet, er de 13 sket i Guineabugten, ligesom området skriver sig for 130 gidseltagninger ud af 141, og 78 ud af 83 kidnapninger med henblik på løsepenge.
Regionen oplevede en betydelig stigning i vold i sidste kvartal af 2018. Fartøjer blev bordet af pirater uden for territorialfarvandet, hvor besætninger blev kidnappet og taget med til Nigeria, hvor de holdes fanget indtil løsepenge er betalt.
I de sidste tre måneder af 2018 blev 41 kidnapninger registreret i farvandet alene ved Nigeria. Den 27. oktober 2018 blev 11 besætningsmedlemmer kidnappet fra et containerfartøj 70 sømil fra Bonny Island, Nigeria. To dage senere kaprede nigerianske pirater i en speedbåd et tankskib, der var på vej 100 sømil fra Point Noire, Congo. Otte af de 18 besætningsmedlemmer blev kidnappet.
Det er kun to helt nye eksempler på, hvordan væbnede pirater sejler finder deres fangst længere ude på havet, og angriber en bredere vifte af skibe.
Situationen i området bliver næppe bedre, da den militante islamisme er gået fra først og fremmest at ramme i det centrale og nordlige Mali, til også at være en trussel mod nabolandene.
Antallet af angreb (på land) i Burkina Faso er steget fra 12 i 2016 til 137 i 2017. Samtidig er der frygt for, at volden breder sig mod for eksempel Elfenbenskysten og Benin mod syd.
Afrikas horn
Selv om ingen skibe blev kapret ved Afrikas Horn i 2018, blev et tankskib i Adenbugten beskudt, samt to andre skibe, der var mere end tre hundrede sømil fra den somaliske kyst. IMB opfordrer sejlere til fortsat at opretholde et højt niveau af årvågenhed ved passage af disse farvande.
Bedring i Indonesien
I Indonesien har det Marine Politi set antallet af hændelser falde for tredje år i træk. Størstedelen af de 36 indonesiske rapporter var tyverier på lavt niveau. Seks besætninger blev imidlertid taget som gidsler og truet.
Malaysia
Angreb ud for Sabah, ved det østlige Malaysia, fortsætter med at være en årsag til bekymring med fem besætninger fra to fiskerbåde rapporteret kidnappet. Derudover har der været angreb fra en speedbåd, der fyrede på en slæbebåd, og skipper blev skudt i benet.
Hændelser med lystbåde
Kigger vi på rapporterede hændelser, hvor lystbåde er involveret, er det primært simpelt tyveri det handler om. Noonsite.com samler informationer om private lystfartøjer, og her kan man se, at Caribien og Sydamerika skriver sig for langt de fleste hændelser. Det er oftest joller og gummibåde, der bliver stjålet. En enkelt sejler måtte dog sige farvel til sin påhængsmotor i Irland! Indtil videre er der ingen rapporterede kidnapninger eller meldinger om personskade i 2019.
De gode råd fra noonsite.com er:
- Lås altid din båd, hvis du går i land eller besøger en nabobåd.
- Lås din båd om natten, når du sover om bord.
- Lås dine jolle/gummibåd med kæde og lås, og hav den ikke liggende i vandet om aftenen/natten.
- Indberet et tyveri etc. til de lokale myndigheder, og gerne til noonsite.com.