I år kan Mercury Marine holde 80-års fødselsdag, og det fejrer de bl.a. på Boat show i Fredericia, hvor de viser en række af deres produkter. Her kan du se påhængsmotorer i næsten alle størrelser, et stort udvalg af indenbords-motorer, samt de velfungerende batteridrevne trollingmotorer, ”Motorguide”.
Siden Mercury stifteren E. Carl Kiekhaefer købte en konkursramt motorfabrik i 1939, har Mercury Marine, været et velrenommeret mærke indenfor bådmotorer.
Det amerikansk baserede firma udvikler kontinuerligt på de populære Mercury motorer, som leveres både som påhængs- og indenbords motorer. Endvidere udvikler og producerer Mercury de batteridrevne påhængsmotorer "Motorguide".
Fra den spæde start den 22. januar 1939 er virksomheden i Wisconsin, USA, vokset til en verdensomspændende organisation med omkring 7.000 ansatte verden over.
Sidste år kunne Mercury introducere 19 nye 4-takts påhængsmotorer, der dækker området fra 175 - 300 hk i både V6 og V8 model.
"Vi ser frem til at fejre fødselsdagen sammen med vore ansatte og kunder over hele verden", fortæller John Pfeifer, øverste chef for Mercury Marine. "Mercury er kommet langt i løbet af de sidste årti, og rejsen har været præget af hårdt arbejde og engagement fra alle som har været med på rejsen".
Mercury Marine – mere end motorer
Mercury Marine er en del af Brunswick Corporation, der siden 2008 har investeret mere end 1 mia. dollars i forskning, udvikling og produktion af miljøvenlige motorer, og iøvrigt ejer en del bådmærker som Bayliner Quicksilver og Uttern.
I december 2018 blev et nyt amerikansk testanlæg introduceret, hvor prototyper af påhængsmotorer gennemtestes for støj, vibrationer og glidende motorgang. Der udvikles kontinuerligt på bedre, miljørigtige, hurtigere og vedligeholdelsesvenlige motorer.
Se Mercury på Boat Show 2019 og vind en motor
Du kan se et bredt udpluk af Mercury Marines produkter på landets største bådudstilling, Boat Show 2019, der løber af stablen i weekenderne den 22. – 24. februar & 28. februar – 3. marts i MESSE C, Fredericia. På den største stand midt i hal A finder du Mercury, der i år stiller op med et særdeles bredt udvalg af bådmotorer. På den store stand finder du også nyheder fra velkendte Bayliner, Quicksilver, Smartliner, Uttern og meget mere
I anledning af 80-års fødselsdagen vil der naturligvis også være konkurrence på standen, med mulighed for at vinde en Mercury påhængsmotor.
Kilde: Pressemeddelelse, Mercury Marine