Kender du en frivillig ildsjæl der fortjener en pris, og påskønnelse for det arbejde han eller hun laver? Så kan du indstille vedkommende til Årets Energibundt.
Ørsted og Danmarks Idrætsforbund hylder de mange frivillige i idrætsforeninger i hele Danmark, der hver dag året rundt gør en indsats for, at børn, unge og voksne kan dyrke deres sport og nyde sammenholdet i lokalforeningerne. For tredje år i træk bliver prisen Årets Energibundt derfor uddelt ved DR SPORT i Boxen, Herning d. 5. januar 2019.
75.000 kr. til vinderen
Prisen Årets Energibundt går til en træner, holdleder, stævnearrangør eller en helt fjerde, der med en særlig indsats bidrager til sammenholdet i en idrætsforening.
De 75.000 kroner, der følger med prisen, uddeles ved DR SPORT 2018 showet den 5. januar i Boxen.
HR-direktør i Ørsted, og medlem af dommerkomitéen, Hanne Blume, forklarer, at det centrale i udvælgelsen er, at de frivillige er med til at sikre de rammer og det sammenhold, der er afgørende for foreningerne og deres resultater. Derudover er der ikke faste kriterier for, hvad der skal til for at blive nomineret til Årets Energibundt.
”Med prisen hylder vi de frivillige, der lægger mange kræfter i at hjælpe andre rundt omkring i foreninger og klubber i Danmark. Energibundterne er afgørende for den stærke kultur og spiller en stor rolle i at styrke fællesskabet, sammenholdet og tilliden til hinanden. Det sætter vi højt i Ørsted, og det vil vi også gerne støtte i foreningslivet - som jeg synes, vi alle kan lære meget af,” siger Hanne Blume.
Sidste år gik prisen til tidligere formand og evig ildsjæl i GOG Håndbold, Poul Syberg Pedersen, der med sit imponerende engagement i klubben, har været medvirkende til at skabe en succesfuld klub for både bredde- og eliteidræt.
Du kan indstille en ildsjæl og læse meget mere om prisen og om sidste års vinder her.
Prisen er på i alt 75.000 kroner, hvoraf 25.000 kroner går til energibundtet for sit frivillige engagement. De øvrige 50.000 kroner går til idrætsforeningen, som modtageren af prisen er tilknyttet, som et bidrag til aktiviteter, der yderligere styrker det sammenhold, som er vigtigt for, at breddeidrætten kan blomstre. Både 2. og 3. pladsen vil desuden modtage 10.000 kr. hver.
Kandidaterne indstilles af medlemmer, og andre i tilknytning til de lokale idrætsforeninger, og kan indstilles i perioden 22.10 til 18. november 2018. Herefter nominerer dommerkomiteen tre kandidater til prisen. Alle tre nominerede inviteres med ledsager til middag og tv-showet, SPORT 2018, den 5. januar i Herning, hvor prisen Årets Energibundt uddeles. Desuden får alle 3 kandidater mulighed for at invitere 20 medlemmer af klubben til SPORT 2018 på tribunepladser.