Udvikling, innovation og salg har løbende givet X-Yachts A/S en trecifret millionomsætning. Sidste år kom der så meget mere økonomisk vind i sejlene, at bådebyggerne har vendt et underskud til overskud med forventning om fortsat positive tal i år. For denne flotte præstation modtager Haderslev-virksomheden nu DI’s Sønderjyllands Initiativpris 2018.
Det er svært at drive state-of-the-art bådebyggeri til en meget snæver international kundegruppe og gøre det med overskud. Men det er lykkes for X-Yachts i Haderslev, der sidste år kom op med sorte tal på regnskabet i øvrigt efter den ene salgsrekord efter den anden i årene forinden. For at nå det mål har virksomheden satset på en løbende udvikling af nye både, fortæller CEO Kræn Nielsen.
- Vi investerer markant i virksomhedens videre udvikling med ca. 10 mio.kr. årligt i nye modeller, og det er en vigtig faktor for vores nuværende succes. I år har vi lanceret to nye modeller X49 og X46, og der kommer også en ny i 2019, siger han.
En anden faktor er, at X-Yachts har en stor succes på det internationale marked. 92 procent af produktionen sælges til udlandet, og gennem det seneste par år er forhandlernettet udvidet betydeligt til hele 35 forhandlere. Nogle lande har fået flere forhandlere - f.eks. er der alene i USA 5 forhandlere - andre markeder er helt nye. Det gælder f.eks. Rusland, Israel, Cypern, Kroatien og Chile.
- Det er med stor stolthed, at vi overrækker prisen til X-Yachts, som laver så fantastiske flotte både, hvor det afgørende er kvalitet og sejlglæde. Og selv om X-Yachts både er verdenskendte, så er virksomheden ikke uden konkurrence. Der findes andre virksomheder i samme liga i lande som Finland, Holland og Italien. Men her har vores prisvindere formået at vise, vi også kan noget her i det nordlige Europa, siger formand for DI Sønderjylland Erling Duus.
Kunderne er typisk selvstændige erhvervsdrivende, som er erfarne sejlere, og initiativprisen er for CEO Kræn Nielsen et skulderklap til virksomheden.
- Det er en pris, vi er ganske stolte af. Vores vækst er drevet af ønsket om at holder fast i et kræsent marked for sejlere. Og dermed er vi lykkes ganske godt, siger direktøren.
Også kommunens borgmester Hans Peter Geil glæder sig over, at DI Sønderjyllands Initiativpris i år går til en Haderslev-virksomhed.
- Som kommune har vi sejlads og fjordmiljøet som en del af vores DNA. Og det er kun skønt, at vi beliggende ved fjorden også har en så succesfuld virksomhed som X-Yachts, som også er med til at holde fast i Haderslev som en driftig kommune, siger borgmesteren.
Fakta:
X-Yachts A/S er et dansk værft, med hovedsæde i Haderslev, som bygger sejlbåde mellem 35 og 65 fod, og årligt produceres ca. 90 både, som alle er designet af Niels Jeppesen og hans designgruppe.. Værftet blev grundlagt i 1979 af brødrene Lars Jeppesen, Niels Jeppesen og vennen Birger Hansen. Den første båd X-79 fik navnet pga. længden på 7,9 m (7,96 m). I 2012 skete et generationsskifte, da de tre ejere solgte aktiemajoriteten til den sønderjyske milliardær Ib Kunøe.